Dumplings, nudler og omakase: Her er 8 gode asiatiske restauranter i forskellige prisklasser

Herhjemme har man længe talt om den asiatiske bølge på restaurantscenen. I de seneste år er der nemlig kommet flere nye restauranter, der løfter den asiatiske gastronomi til nye højder. Vi har udvalgt otte steder, hvor der er lidt for en hver smag. Hvad enten du er til fine dining eller til det mere uformelle.

Dumplings, nudler og omakase: Her er 8 gode asiatiske restauranter i forskellige prisklasser
Offentliggjort

Kappo Ando

Øster Farimagsgade 93, 2100 København, kappoando.com

Der er en luksuriøs smugkrosstemning på den japanske restaurant Kappo Ando, som er et samarbejde mellem Mads Battefeld fra Sushi Anaba og Henrik Levinsen, der også går under navnet Sakeministeren.

Kappo er en køkkenstil fra Osaka, der ligger et sted imellem den pubagtige izakaya og det mere formelle kaiseki-køkken. Stedet serverer alt fra tofu til sake og sashimi, som fik begejstrede ord med på vejen, da Gastros udsendte besøgte restauranten.

På ugens sidste dag er der dømt Yakitori Sundays, hvor der bliver tændt op i yakitori-grillene og budt på en række småserveringer. Der er kun søndagsåbent to gange om måneden og aldrig den første søndag i måneden.

Sunset Noodle

Ny Østergade 14, 1101 København, sunsetnoodle.dk

Der er smæk på smagen og farverne på Sunset Noodle, der åbnede tilbage i august 2023. Det er Will King-Smith fra Goldfinch og Andreas Bagh fra Esmée og nyåbnede Ambra (alle en del af Sovino-gruppen), der står bag restauranten i det indre København.

Det både klassiske og moderne thai-køkken byder på blandt andet snacks, supper, salater, curries og stirfried wokretter.

Der er åbent fra sidst på eftermiddagen alle dage, og der er også mulighed for at spise sent og for at lade middagen gå over i fest, for stedet byder også på et omfangsrigt drinkskort. Atmosfæren er livlig, og der er skruet op for kitschede elementer som en stor vinkekat og et øltårn.

Admiralgade 26

Admiralgade 26, 1066 København, admiralgade26.com

I 2016 åbnede makkerparret Christian Nedergaard og Sebastian Rind restauranten Admiralgade 26 i de lokaler, hvor Boldhus Teatret tidligere havde til huse.

Trods det noget danskklingende navn og nordiske indretning har restauranten hentet inspiration i blandt andet den japanske gastronomi.

Hver lørdag er det sædvanlige frokostkort afløst af den japanske morgenmad/brunch choushoku i tidsrummet 11.30-14. Den består af en række småserveringer med ris, misosuppe og æg i centrum suppleret med grøntsager og fisk til deling. Der kan også tilkøbes østers til serveringen, hvis man ønsker det.

Restaurant Goma

Kongensgade 66-68, 5000 Odense, goma.nu

For enden af den lange gågade Kongensgade ligger Odenses anmelderroste, japanske restaurant Goma, som strækker sig over to etager, hvor der både er restaurant og vin- og cocktailbar. Så du kan både forvente drinks, kvalitetssushi og andre spændende serveringer.

Køkkenet er opbygget ud fra Omakase-begrebet, der er en traditionel japansk serveringsstil, der ganske enkelt går ud på at kokken sammensætter en menu ud fra dine præferencer og appetit.

De seks menuer bliver sammensat af flere mindre, individuelle serveringer, der præsenteres løbende, og det eneste, der skal tages stilling til, er menuens størrelse.

Pink Head Noodle Bar

Gråbrödergatan 2, Malmø, Sverige, pinkhead.se

Skulle turen gå over Sundet til Malmø, er det oplagt at lægge vejen forbi Lu, der byder på kantonesisk streetfood på Davidhallstorg 3. Men du kan også besøge Pink Head Noodle Bar, hvor det, som navnet antyder, er nudler i alle afskygninger, der spiller hovedrollen.

Stedet åbnede oprindeligt i Malmö Saluhall i 2016, men lukkede igen i 2021 for at tage det til next level. Resultatet blev den stemningsfulde restaurant på hjørnet af Gråbrödergatan og Västergatan, hvor der er fyldt godt op med vinkekatte.

Kortet er simpelt og byder også på vegetariske og veganske varianter samt mulighed for takeaway.

Goldfinch

Kongens Nytorv 8, st.tv., 1050 København, goldfinch.dk

I en baggård i hjertet af København ligger Goldfinch, der føles som at træde ind i en anden verden.

Der hviler en afslappet natklubstemning over stedet, som drives af australskfødte Will King-Smith, der tidligere har været køkkenchef på Geranium og for nyligt også åbnede den tidligere nævnte Sunset Noodle med Andreas Bagh.

Restauranten tager udgangspunkt i det kantonesiske køkken, og kortet byder blandt andet på dumplings, wontons, honningglaseret grisenakke, en række grønne anretninger og ikke mindste fremragende cocktails. Alle serveringer er tænkt som deleretter.

Yi-East

Frederiks Plads 6, st., 8000 Aarhus C, yieast.dk

I Aarhus er Gaijin Ramen selvfølgelig et must, når det kommer til asiatiske spisesteder. Restauranten, der både holder til i Nørregade 16 og M.P. Bruunsgade 42, åbnede i 2020 og skabte lange køer.

Derudover er kinesiskfødte Xuhong Chens restaurant Yi-East, som åbnede lige før coronanedlukningen i 2020, et besøg værd. Den kinesiske restaurant byder på spændende cocktails og et stort udvalg af autentiske, traditionelle retter med et moderne tvist.

Alt fra små deleretter til større måltider og vegetariske serveringer, der alle er velkendte i det kinesiske køkken.

Saji

Studiestræde 14, 1455 København K, saji.dk

Saji drives af det indonesiske makkerpar Jimmy Orlando og Samuel Tobing, og det er et oplagt sted, hvis du gerne vil præsenteres for en ny del af det asiatiske køkken.

De to ejere har tidligere har været på vietnamesiske La Tre Street Kitchen, men Saji, der betyder ”at servere en gave”, er det første sted, de driver selv.

De to ejere fortæller også gerne om madens oprindelse, og hvordan den bliver tilberedt. Særligt smagen og duften af grillede bananblade, ris med ansjoser, stinky beans og bandros gjorde indtryk på Gastros udsendte, da vi besøgte restauranten sidste år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide, Restauranter og Mad