Spil på Michelin

Stjerne-odds: Det kan du vinde på Michelin-uddelingen

Hos danske spil kan du satse på alt fra, hvor mange stjerner Danmark får i alt, til om Ruths Hotel får en.

Spil på Michelin
Offentliggjort

Nytårstaler, folkeafstemninger, talentshows. Der er efterhånden ikke det, der ikke kan sættes penge på. Den forestående uddeling af nordiske Michelin-stjerner er ingen undtagelse, og danske spil har oprettet 15 væddemål på udfaldet af mandagens guidebogslancering.

Og tipstjenesten tror tilsyneladende fast på, at restaurations-Danmark har flere stjerner på skuldrene end de nuværende 29, når uddelingen er ovre. Man får nemlig sine penge 4 gange tilbage, hvis man vinder på væddemålene ’Danmark får under 29 Michelin-stjerner’ og ’Danmark får præcis 29 Michelin-stjerner’. Begge væddemål er Færøerne inklusive.

Lige så overbevist om den samlede danske stjerneforøgelse, lige så sikker er Danske Spil på, at Nørrebros asiatiske gourmetrestaurant Kiin Kiin – p.t. én stjerne – ikke får nogen nye stjerner i bogen. Væddemålet ’Kiin Kiin får højst 1 Michelin-stjerne’ giver kun pengene 1,13 gange tilbage, Danske Spils laveste odds på et Michelin-væddemål overhovedet. Omvendt kan man vinde sine penge 5 gange tilbage, hvis man spiller på, at Kiin Kiin får mindst to stjerner på mandag.

Danske Spil tror heller ikke meget på, at det lykkes Skagen-restauranten Ruths Hotel at få sig en stjerne. Hvis du skulle spille på det, og hvis det skulle lykkes køkkenchef Jakob Spolum at hive den hjem, så får du pengene fire gange igen. Omvendt er der odds 1,20 på status quo, altså at Ruths Hotel ingen stjerner får.

Tingene forbliver også, som de er, på Geranium og Henne Kirkeby Kro ifølge Danske Spils kalkulationer. ’Geranium får 3 Michelin-stjerner’ giver 1,25 i odds, og der er 1,28 igen, hvis Henne Kirkeby bevarer sine nuværende to stjerner.

Til gengæld sker der noget på Søllerød Kro, hvis man skal lytte til oddsene. Aktuelt har kroen én stjerne, og det giver 1,95 igen, hvis ikke den har mere efter mandag. Omvendt er der kun odds 1,75 på, at Søllerød har mindst to stjerner efter uddelingen.

Hvad ved de mon hos Danske Spil?

LÆS OGSÅ: Kantinekokkene kommer i dag fra Geranium, Kadeau og Geist

LÆS OGSÅ: Sådan arbejder en vindetektiv

LÆS OGSÅ: 3 Michelin-restauranter på Mallorca, du har råd til