Arvingerne: ”Jeg duede ikke til det traditionelle skolesystem, jeg var bedre til at lave forretninger"

"Hvad synes du om stolen? Den er helt ny på markedet,” siger Kasper Egelund.

I de lyse kontorlokaler sidder han omringet af funktionelle møbler og brugskunst af eget design og virker oprigtigt interesseret i at høre min mening om den nyeste stol i Vipps produktportefølje. Han er klædt i mørkeblåt fra top til tå. Tøjet er afslappet, men alligevel pænt på den måde, at det sagtens kan gå an til mere formelle møder. Hans blik flakker let, men alligevel lader han til at være en leder, der gerne tager imod konstruktiv feedback. Han mener nemlig, at en virksomhed altid har potentiale til at blive bedre.

Kasper Egelund er CEO og tredje generation af Vipp-familien. Hans morfar stiftede virksomheden for 80 år siden, men Kasper Egelund siger, at han ikke er videre sentimental omkring sit ophav. Der er langt fra Vipp til de traditionsbundne familievirksomheder med skemalagte generationsskifter og medfødte privilegier.

Det var aldrig planen, at Kasper Egelund skulle overtage Vipp. Der var praktisk talt ikke meget at overtage. Da hans morfar gik bort i 1992, bestod virksomheden af et værksted i Randers, som producerede skraldespande til tandlæger og frisørsaloner. Det var så småt, at Kasper Egelund aldrig tænkte på virksomheden i sine unge år.

Desuden havde han nok at se til. På den ene side var han bogligt svag. Mild ordblindhed og flygtige tanker hjalp ikke på gennemsnittet, og planen om at læse en hg gik i vasken. Men på den anden side havde han allerede fra 15-års-alderen succes med sine forretningsstrategier. Han solgte importerede Yamaha 4-gear knallerter fra Jylland, som var efterspurgt på Sjælland, han arrangerede fester på de lokale diskoteker med op mod 1.000 gæster, og han investerede i aktier, før han var myndig.

”Jeg duede ikke til det traditionelle skolesystem, jeg var bedre til at lave forretninger. Jeg var den første blandt mine venner, der fik en bil, og den havde jeg købt for mine egne tjente penge.”

I dag er Kasper Egelund 44 år. Da han gik ind i Vipp lige omkring årtusindeskiftet, var der to ansatte. Nu er Vipp en international designvirksomhed, der har sit flagskib, skraldespanden, udstillet på Museum of Modern Art i New York.

”Jeg har sat en retning og givet plads til andre dygtige medarbejdere. Min morfar var mere en Ole Opfinder, der brugte tid på at udvikle sine egne projekter,” forklarer Kasper Egelund.

”Jeg tror, det er Lars Løkkes drengefond, der siger: ’Ingen kan alting, men alle kan noget.’ Det synes jeg faktisk er ret klogt. Det handler om at finde sit talent.”

I sin barndom fik Kasper Egelund masser af frihed til at finde sit talent. Han er opvokset i en helt almindelig kernefamilie i et rækkehus i Hørsholm og spenderede det meste af hverdagen med at kede sig i skoletimerne.

Hans forældre var offentligt ansatte, venstreorienterede og erklærede tilhængere af 70’ernes laissez-faire pædagogik, selvstændighed under ansvar, tillid og kærlighed. Kasper kendte husreglerne.

Lektierne? Dem måtte han selv klare. Kom han for sent om morgenen? Det måtte han selv deale med. Han måtte gøre, som det passede ham, men han skulle opføre sig ordentligt. Det gjorde han også for det meste, men han forsømte ofte lektierne, for han vidste, at hans forældre sjældent spurgte ind til skolearbejdet. Først i 3. klasse, da han var så dårlig til at læse, at skolen tilbød at indskrive ham i en specialklasse, vurderede forældrene, at de hellere måtte gribe ind. Men han fik stadig lov at tøffe rundt og passe sig selv.

”De gav mig sjældent et nej. Da jeg som 15-årig kom og sagde, at jeg gerne ville holde fester, svarede mine forældre: ’Jamen, gør du det.’ Da jeg næste gang sagde: ’Nu vil jeg gerne importere knallerter fra Jylland, som jeg kan sælge her på Sjælland, for de er billigere i Jylland,’ så sagde de: ’Jamen, gør det.’ Da jeg havde tjent penge på mine forretninger og ville bruge dem på aktier, sagde de: ’Jamen, det kan du bare gøre.’ De lod mig føre mine ideer ud i livet, men det var også mit eget ansvar, når jeg dummede mig,” forklarer han og fortæller om dengang, han som 17-årig investerede 25.000 kr. i Klaus Riskærs investeringsfirma ’Accumulator Invest’. Otte måneder senere var Riskær og hans firma konkurs.

”Der var ikke nogen, der kom til mig og sagde, at det var synd for mig, at jeg havde tabt penge på Klaus Riskær. Aftalen var, at min frihed også betød ansvar. Der er sgu masser af gange, jeg har været på spanden, og der var jeg på egen hånd. Men fordi mine forældre altid har haft tillid til mig og stolet på, at jeg kunne klare problemerne selv, har jeg lært at være handlekraftig helt fra teenageårene. Det er jeg dem taknemmelig for.”

Da Kasper Egelund var 18 år, skete der noget, som vendte op og ned på dynamikken i kernefamilien. Hans far, Niels Egelund, besluttede sig for at lade sig skille. Tilbage stod moren med det metalværksted i Randers, hun havde arvet efter sin fars død.

”Jeg syntes, det var rigtig trist, da min far gik fra min mor. Men handlingen var medvirkende til at definere min fremtid. Jeg gik ind i virksomheden, fordi min mor manglede hjælp, og jeg var selv lige begyndt på Handelshøjskolen og manglede et studiejob,” siger Kasper Egelund.

”Jeg ønskede af hele mit hjerte, at det skulle gå firmaet godt, men det blev aldrig forventet, at jeg skulle vise mit værd eller levere nogle særlige resultater. Vi var jo bare en tomandsvirksomhed, og jeg kunne få lov til at præge strategien, hvis jeg ville. Det var en mulighed for mig. Bare uden det forventningspres, som jeg forestiller mig, arvinger til væsentlig større virksomheder føler.”

Først kom spanden og toiletbørsten. Sidenhen en række accessories til badeværelset, køkkenting og til sidst stole, sofaer og hele køkkener. For 20 år siden ville hverken Magasin eller Illum sælge Vipps produkter, fordi en tandlægespand fra Randers aldrig kunne matche deres sortiment af designklassikere. I dag er Vipp en etableret spiller på designmarkedet med boligartikler, møbler og koncepthoteller i Sverige og Danmark med global efterspørgsel.

Jeg siger, at jeg synes, den nye stol i sortimentet er pæn. At dømme ud fra Kasper Egelunds reaktion, var det også det, han havde forventet.

”Godt, at du kan lide den,” svarer han på sin jordnære, men selvsikre facon. ”Den kommer både i aluminium og egetræ.”

Han lyder som en direktør, der er oprigtig glad for sit produkt. Men da jeg spørger, om han er stolt af Vipp, ryster han på hovedet.

”Et firma bliver aldrig færdigt. Jeg synes godt, at vi kan dvæle et øjeblik over vores udvikling, men jeg er ikke stolt af Vipp. Det er for stort et ord. Jeg kigger hele tiden til brands, jeg respekterer, som Porsche og Apple. Det er dér, vi skal nå til.”