Asbjørn Diemer gik fra at være politibetjent til at lave kakaotrøfler

At tage ansvar forekom i en tidlig alder usædvanligt naturligt for Asbjørn Diemer. Da han var omkring 10 år, blev hans mor ramt af psykiske udfordringer, som ændrede hans indtil da trygge tilværelse radikalt.

Hverdagen blev med Asbjørn Diemers egne ord uforudsigelig og utryg. Han havde ingen kontakt med sin far, og nu stod han uden en voksen rollemodel i sit liv, men derimod med et voksent ansvar plantet på sine små skuldre. Det var blevet hans ansvar at beskytte sin mor fra alt det, hun frygtede i livet.

Mønsteret fortsatte op gennem teenageårene. Inden han skulle starte i 1.G på Svendborg Gymnasium, henvendte den på det tidspunkt 16-årige Asbjørn sig selv til kommunen for at få børnebistand. Aftalen blev, at han hver 14. dag henvendte sig på kommunen for at vise flag. Kort tid efter fandt han selv et kollegieværelse i byen. Det var sidste gang, han hørte fra kommunen.

Som en selvforsørgende 16-årig bød tilværelsen på mange fristelser, og Asbjørn Diemer måtte erfare, at byture og joints var svært at forene med afleveringer, lektier og skole. Efter fire måneder droppede han ud af gymnasiet. Det bekymrede ham ikke, for han vidste, at han skulle være politibetjent. Planen var klar: Han skulle søge ind på politiskolen, når han fyldte 21 år. Alt derimellem var blot god erfaring.

Han tog to år i Forsvaret, hvor han blev befalingsmand. At bære uniformen og have en autoritær rolle med ansvar passede ham godt. Det udviklede ham og stimulerede behovet for kontrol, som han havde taget med sig fra sin turbulente barndom.

Derfor var politiet også et naturligt skridt at tage bagefter. Han kom ind, gennemførte, fandt sin hylde og levede sin, indtil da, livslange drøm ud til fulde.

Egentlig burde Asbjørn Diemers historie stoppe her. For han havde nået det, han skulle. Han havde fået sit drømmejob som samfundets protektor. Han stoppede slyngler og fik straffet dem, der gjorde gaderne utrygge.

Men i dag har Asbjørn Diemer forladt det danske politikorps og skabt sit eget lille imperium af økologiske og plantebaserede kakaotrøfler gennem virksomheden Cocohagen. En virksomhed, der startede i et lejet hjørne af et industrikøkken, mens trøffelkugler blev solgt til butikker fra hans bagagerum. De mange afspadseringstimer, som han havde i politiet, kunne lige så godt bruges fornuftigt.

Det var i den forbindelse, at idéen om at sælge hjemmelavede trøffelkugler begyndte at tage form. Idéen blev til sammen med hans daværende kone, der plejede at lave kuglerne til venner og familie. Kuglerne blev altid modtaget godt hos folk, og de tænkte at kakaotrøflerne havde potentiale til mere. Da parret blev skilt, drev Asbjørn Diemer Cocohagen videre på egen hånd.

Projektet voksede på ham, og i takt med at forretningen groede sig større, tog han et års orlov fra politiet for at hellige sig projektet. Men et overset brev betød, at han blev opsagt hos politiet. Drengedrømmen var passé. Med ryggen mod muren måtte Asbjørn Diemer nu satse alt på sit trøffelprojekt, og så måtte det briste eller bære. Også selvom bristet ikke var en mulighed.

Hvordan opstod tanken om, at du skulle en anden vej end politiet?

”Det var en løbende proces, og det var ikke fordi, at der var et afgørende vendepunkt. Tværtimod var det en langsom proces.

I politiet er der meget overarbejde, og derfor optjener man også en masse afspadsering. Det var normalt, at man fandt en sidebeskæftigelse og på den måde fik en ekstra indtægt. Derfor tænkte jeg også over, hvad jeg kunne lave.

Ofte når jeg sad over et glas vin eller kop kaffe med mine nærmeste, gik snakken på, hvordan jeg kunne blive selvstændig, og hvad jeg kunne lave. Jeg var stadig helt vildt glad for at være politimand, og det var jeg helt ind til benet. Det var hele min identitet.

Indtil jeg åbnede for salget, var alting meget teoretisk gjort op i excel-ark, så jeg havde styr på fordele og udfordringer ved at starte. Til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke kunne finde nok argumenter imod at lave det til en forretning, så jeg startede så småt op ved at leje nogle kvadratmeter i et industrikøkken, mens jeg stadig var hos politiet, hvor jeg testede og finpudsede trøffelkuglerne. Jeg havde dog ingen forudsætninger for at gå i gang og absolut ingen sans for forretning.”

Asbjørn Diemer

Født i 1984. Uddannet gruppefører fra Hærens Sergentskole i 2005. Har tidligere arbejdet i en kebab-shop og som pædagogmedhjælper, postbud, pakkebud, flyttemand og sælger i Expert, hvor han blev den mest sælgende i koncernen. Uddannet politibetjent, hvor han var indtil 2015. Startede i 2015 Cocohagen, der laver økologiske og plantebaserede kakaotrøfler. I dag er han direktør i Cocohagen, der i alt har ni ansatte og salg til 19 lande. Har to børn fra et tidligere ægteskab. Kæreste med Sofie, som han har sit tredje barn med.

Hvordan gik opstarten?

”Jeg havde ingen fødevarebaggrund, og min tilgang til det hele var så naiv. Havde jeg vidst det, som jeg ved nu, havde jeg nok aldrig gjort det. Der har været mange tidspunkter, hvor det har set ret ufornuftigt ud. I starten blev alt lavet i hånden, og det var helt vanvittigt, hvor lang tid det tog at producere så lidt. Det smagte dog virkelig godt, og det var der også flere og flere kunder, der fik øjnene op for.

Jeg lavede det hele med en lille Magimix foodprocessor, som stod på køkkenbordet, hvor der kunne være nogle hundrede gram i. Derefter rullede jeg det ud på bordet, skar det i stykker, og vejede det af på en lille hashvægt.

Jeg kunne godt se, at jeg ikke både kunne sælge og være ude og producere, så jeg allierede mig med en kok og tog på jobcenteret og fortalte dem om min situation. Lidt efter fik jeg en pensionsmoden mand fra Mauretanien i jobprøvning, som stod og rullede kuglerne, mens jeg var ude og sælge produktet.

Efter noget tid landede jeg Baresso (nuv. Espresso House, red.) som den første rigtigt store kunde. Det tiltrak også en investor, og så var der råd til at anskaffe en lidt større maskine, der kunne lave kuglerne. Derfra gik det blot fremad, men alligevel brugte jeg utroligt mange timer på det, inden det blev en god forretning. Jeg var presset og kæmpede for at få tingene til at hænge sammen. Jeg havde svært ved at følge med efterspørgslen, når alt skulle laves i hånden.

Da den første investor kom på, begyndte skillelinjen mellem politiet og mig også at opstå. Mine sidste fridage var ved at løbe ud, så jeg tog orlov i et år.

I sommeren 2016 var jeg i den sidste periode af min orlov og var taget på sommerferie med min familie. Da jeg kom hjem, lå der to breve fra Rigspolitiet. I det første brev stod der, at jeg skulle tilbage i arbejde på en bestemt dato, og at jeg skulle bekræfte det inden en deadline. Det andet brev var så min opsigelse, fordi jeg havde overskredet den givne deadline fra første brev.”

Så du fik ikke selv muligheden for at sige farvel og tak?

”Nej, det gjorde jeg ikke. Det havde nok heller ikke gjort den store forskel, for jeg var nok selv stoppet inden for en overskuelig fremtid. Jeg var kommet til et sted, hvor det var et naturligt skridt at gå all in på min virksomhed. Jeg var ikke bekymret eller noget, for jeg havde allerede tænkt flere scenarier igennem og forberedt mig mentalt på, at dagen nok skulle komme.

Men jeg har altid haft det bedst, når jeg har haft ryggen mod muren, og der hvor der ikke er nogen vej tilbage. For så har jeg været nødt til at præstere, og så har jeg præsteret. Sådan var det også, da jeg satte mig selv i gæld for at starte Cocohagen, og da jeg senere begyndte at hæfte for nogle endnu større lån.”

Ville du have fortsat hos politiet, hvis du ikke var blevet opsagt?

”Jeg vil da sige, at det ikke var min plan A at blive opsagt. For det var trods alt min drengedrøm og alt det, jeg havde stilet efter så længe, som jeg vinkede farvel til. Jeg havde fast løn og udsigt til en fremragende tjenestemandspension, som jeg måtte give afkald på.

Jeg havde dog tænkt i alternativer til jobbet som politibetjent, og derfor slog det mig ikke totalt ud. Jeg var dog godt klar over, at der ikke var nogen vej tilbage, og jeg blev nødt til at få Cocohagen til at fungere. Ellers havde jeg ikke andet. Da jeg lige havde stået og funderet lidt over brevet, fik jeg en følelse af, at jeg skulle bevise mig.

Alle de tidligere kolleger, der havde trukket på smilebåndet eller himlet med øjnene over mine planer, ville jeg vise, at de tog fejl. Der var en del kolleger, som ikke forstod, hvorfor jeg ville stå og sælge dadelkugler på et kræmmermarked fra ladet af min christianiacykel. For det brød med den klassiske energidrikkultur, der godt kan være derinde.”

Hvorfor var det så unaturligt for dine kolleger?

”At være politibetjent er et ekstremt identitetsskabende job. Når du er kommet så langt i systemet, at du er endt i styrkerne, er man allerede begyndt at blive en del af den homogene masse, som politiet er.

På politiskolen var der ikke plads til at reflektere mere filosofisk over tingene eller have holdninger, der brød med normerne. Det er også det, der skal til, for at have en velfungerende masse, som kan reagere hurtigt og eksekvere, når det gælder.

Det gør også bare, at det bliver meget konformt, når der ikke er plads til meninger, der stikker ud. Alt, der stikker uden for den faste struktur, er et utrygskabende element. Så at lave økologisk planteslik lå virkelig langt fra, hvad der er normalt i politiet. Det kan godt være sådan nogle typer, man griner lidt af derinde.”

Gjorde det, at det var lettere for dig at sige endeligt farvel til politiet?

”Lige så meget som jeg elsker politiet, har det også været genstand for en kæmpe provokation for mig. Det har påvirket mig meget bare at være et nummer. Der manglede noget for mig, og jeg manglede følelsen af personlig succes.”

Var det svært at sige farvel til politiet, når det nu var din livslange drøm, du gav afkald på?

”Det var vanvittigt svært. Politiet var blevet min identitet. Flere år efter har jeg endda oplevet, at halvsuspekte typer har spurgt mig, om jeg var politibetjent. For det sidder i øjnene at være betjent. Når andre kigger væk, så kigger en politibetjent direkte på personen, der skaber utryghed.

Man vurderer og analyserer på personen, og det bliver en form for hjørnesten i ens handleapparat og identitet. At have mit politiskilt i lommen var en kæmpestor del af mig, og jeg var enormt stolt af at være politimand. Derfor følte jeg også, at det var identitetstab ikke at kunne kalde mig for politibetjent mere.”

Hvordan fyldte identitetstabet for dig?

”Jeg følte mig degraderet. Ikke at have autoriteten og magten til at kunne hjælpe folk var et kæmpestort identitetstab for mig. Desuden var det at gå fra være i konstant beredskab og være i et actionpræget miljø til at skulle stå i helsekostbutikker et kæmpe stilskifte.

Når jeg ser tilbage, er jeg lykkelig for, at jeg gjorde det. Karriereskiftet var på mange måder nødvendigt, men lige da jeg var i det, syntes jeg, at det var et stort tab at skulle give permanent afkald på mit liv som politibetjent.

Det har været godt for mig at komme ud af det ekkokammer, som jeg synes, politiet kunne være. Rent mentalt har det også været sundt for mig ikke at være i konstant beredskab og i et miljø, hvor tingene oftest brænder på.”

Hvordan var det mentalt hårdt?

”Livet som politibetjent fastholdt mig i den person, jeg var blevet på grund af min opvækst og det liv, jeg har haft. Jeg har aldrig haft noget med min egen far at gøre, og derfor har jeg altid søgt de mere stereotype billeder af en mand, og hvad en mand står for. Jeg spejlede mig i de klassiske mandeidealer og ville gerne være den klippe, folk kiggede mod, når de var bange.

Det har været et sundt skifte for mig, for selvom jeg elskede min tid i politiet, kan jeg i dag godt se, at adrenalinen var et narkotikum, der ikke var godt for mig.”

Hvordan reagerede dine omgivelser på skiftet?

”Mange af mine kolleger rystede lidt på hovedet ad det. Mine nærmeste gjorde det også på en kærlig måde, selvom jeg kunne forestille mig, at der blev snakket om det bag min ryg. Jeg oplevede ofte, at folk spurgte mig, hvornår jeg kom tilbage til politiet. Idéen var, at Cocohagen blot var noget, jeg lige skulle prøve, før jeg kom tilbage igen. På det familiære plan har man nok set mig lidt som en løs kanon, der bare skulle ud at buldre og prøve mig af.”

Var der noget, der overraskede dig, da du havde skiftet karrierevej?

”Jeg fandt ud af, at jeg kunne meget mere og havde flere gear, end jeg troede. Som regel er det også en god ting, for jeg får lagt en masse fra hånden.

Nogle gange resulterer det også i, at jeg kan sidde på kontoret om aftenen og begynde at græde uden at have en egentlig grund. Min hjerne kan føles som en brødrister, og man kan næsten lugte, at det brænder derinde, fordi mit hoved har været på overarbejde.

Jeg kan føle mig så udmattet, at det nærmest føles som om, jeg går i koma. Men det har overrasket mig, hvor meget jeg kunne knokle på, når det gjaldt.”

Hvad har været det sværeste?

”Det har været svært at få det hele til at harmonere med et familieliv og tre børn. At jeg har skulle lykkes med Cocohagen har stillet nogle store krav på hjemmefronten, hvor mit fravær har sat pres på hverdagen derhjemme.”

Hvad har været det bedste ved dit karriereskifte?

”At jeg er havnet det rigtige sted i mit liv. Da Cocohagen startede, var der virkelig mange overvejelser, men efter jeg fik mit CVR-nummer og kom i gang, har idéerne bare stået i kø. At kunne udfolde mig kreativt, har åbnet en ny verden for mig, og jeg elsker at være i et felt, hvor jeg selv kan vælge min vej. Jeg elsker at være selvstændig.”

Har du nogensinde fortrudt, at du har skiftet karrierevej?

”Nej, overhovedet ikke. Det er så berusende at være selvstændig, og jeg nyder friheden til fulde.”

Har du et råd, du vil give til andre, der står med et karriereskifte?

”Hvis man har enormt mange betænkeligheder ved at gøre det, ved jeg ikke, om det er det rigtige at gøre. Jeg tror, nøglen er, at man ikke går og bekymrer sig for meget og tænker for længe over, om skiftet nu er det rigtige eller ej. Gør man det, er det nok ikke det, der er det rigtige for en selv.

Jeg tror, at det er vigtigere, at man kigger på sig selv og finder ud af, om det er i ens eget liv, at tingene ikke spiller, eller om det er på jobbet. Det er vigtigt, at man undlader at fokusere på konsekvenserne, og hvilke konsekvenser det kan have om et halvt eller et helt år. Man kan ikke forberede alt, hvad der venter.”