Morten Christiansen er den længstsiddende teledirektør i Danmark: "Min psyke passer overhovedet ikke til rutiner"

Siden 2005 har Morten Christiansen været CEO for 3 Danmark. Her fortæller han om, hvordan han agerer som leder, sine daglige rutiner, og hvordan han psykologisk har kunnet bruge at blive kaldt 'danmarksmester i underskud'.

Offentliggjort

Hvad er vigtigt for dig som leder?

”At jeg sætter en retning overordnet set, og så går jeg meget op i at uddelegere og have gode folk omkring mig, der kan udføre tingene selv, uden at jeg skal mikrolede ret meget. Jeg tror virkelig på, at den fælles vision og retning i sig selv er meget motiverende. Den skal selvfølgelig justeres undervejs, men jeg blander mig sjældent i, hvad folk gør, hvis de leverer deres resultater. Det er også den samme ledelsesform, som jeg selv bliver udsat for højere oppe i systemet. Uddelegere, uddelegere, uddelegere. Folk kan godt selv, og du behøver ikke altid være ind over alting, for er du det, har du ikke tid til at tænke langsigtede tanker.

Dog tror jeg alligevel meget på planer og strategier. For hvis vi ikke ved, hvor vi skal være om fem år med vores netværk, produkter og IT-udvikling, så vil vi komme for sent. Vi skal vide det allerede nu og planlægge ud fra det. Selvom jeg kører uddelegering og frihed under ansvar, så sørger jeg for, at der er en motorvej, vi følger, og at vi følger den meget slavisk."

Har du en læresætning, du styrer efter?

”At hvis du vil forandre noget, så er du nødt til at stoppe med det gamle og gøre noget helt nyt. Du er nødt til at tage fat rigtig dybt og grundlæggende bare stoppe med de gamle vaner og tanker. Du kan ikke blive ved med at gøre det, som du har gjort og så samtidig tro, at du kan gøre noget nyt oveni. Et gammelt men godt eksempel var dengang, vi fik iPhonen. Der var ikke nogen operatører, der havde iPhonen til at starte med, og så var jeg i Cupertino og fik lavet en kontrakt med Apple.

Jeg ringede hjem, fordi vi skulle lige pludselig commite os til mange af dem her. Jeg sagde: ’Vi stopper alt, hvad vi har planlagt med de andre leverandører af mobiltelefoner, og så sætter vi fuldt fokus på iPhone og træner alle vores medarbejdere op i det. For hvis vi skal ramme det mål, så kan vi ikke gøre det oveni alt andet, som vi er i gang med. Vi er nødt til at starte med noget nyt.

Derudover har jeg holdt fast i, at vi er en udfordrer hele vejen igennem. Selvom vi ikke er den mindste mere i Danmark, og nu er nummer tre målt på mobilkunder, er det endnu vigtigere, at vi tænker og agerer som en udfordrer. Den der med, at vi er mindre, end de andre, så vi skal være kvikkere og hurtigere, ellers så taber vi. De her planter, som hænger på hovedet på mit kontor, skal minde mig om hver dag, at jeg skal tænke på hovedet.”

Hvad tid står du op?

”Jeg står tidligere op, end jeg gjorde før i tiden. Jeg står typisk op klokken 06.15, og tre af dagene træner jeg. Jeg træner noget cirkeltræning, som du i virkeligheden kan kalde for gymnastik, selvom det er totalt usexet at sige. Det er træning, hvor jeg træner hele kroppen med min egen kropsvægt. Det er burpees, push-ups, sit-ups og kravle som Spiderman hen ad fliserne og så ro på en romaskine. Det foregår derhjemme med en træner om morgenen, og så er jeg inde på mit kontor ved 9-tiden, nogle gange er den 09.30.

Jeg kan godt lide at træne tidligt og så bagefter sidde og ordne mails over køkkenbordet, mens jeg køler ned. Der er ingen grund til at sidde i morgentrafikken, medmindre jeg har et møde klokken 09.00. Det prøver jeg faktisk at undgå."

Hvad er det sidste, du gør, inden du lægger dig i seng?

”Jeg sætter vækkeuret og kysser min kone godnat. Jeg går senest i seng klokken 23, fordi jeg står så tidligt op, og jeg har lagt arbejdet fra mig på det her tidspunkt. Måske tænker jeg over noget arbejdsrelateret efter aftensmaden, men så bliver det også lagt væk. Om aftenen skal jeg koble fra, og det gør jeg enten ved at sidde og snakke eller streame en film eller serie. Jeg bruger meget at se tv i nogle timer til at komme helt ned i gear, og jeg sover altid dejligt om natten. Ingen problemer med at falde i søvn.”

Beskriv kort din hverdag.

”Der er aldrig to dage, der er ens, for der sker hele tiden noget, så jeg kører ikke rutiner. Udover at sende mails ved køkkenbordet og spise frokost klokken 11.30. På det tidspunkt er jeg altid sulten. Min psyke passer overhovedet heller ikke til rutiner. Der er møder, og så er der ting, jeg skal, men så sker der altid, at jeg får en mail eller opringning om et eller andet. Jeg kan aldrig forudsige min arbejdsdag. Jeg har nok 4-5 møder om dagen og sender omkring 10 mails. Jeg skriver altid bare ’ja’, ’nej’ eller ’ok’, hvis jeg skal svare, for jeg har ikke tid til at skrive lange mails.”

Hvad er dit vigtigste arbejdsredskab?

”Min iPhone. Den har jeg på mig altid. Jeg har også en iPad, men det er min iPhone, jeg bruger 90 procent af tiden.”

Har du en favoritapp?

”Linkedin. Jeg tjekker den ofte og poster relativt ofte. Det er der, at jeg kommunikerer med folk, og der er sgu mange, som jeg har snakket med på Linkedin, som sidenhen er blevet ansat i virksomheden. Det er et godt værktøj.”

Hvad bruger du af medier?

”Jeg har onlineabonnement til Børsen og Berlingske, som jeg læser hver dag. På papir holder jeg Børsen Weekend. Jeg kigger også Ekstra Bladet og B.T. igennem, når jeg har et øjeblik. Hvis ikke jeg har noget, jeg skal, så læser jeg medier. Det er vigtigt for mig. Jeg skal være så opdateret som overhovedet muligt, og så interesserer det mig også.

Jeg benytter mig desuden af Ulobby, som fortæller om, hvad der sker indenfor bredbånd og mobil på lovgivningsniveau og inde på Christiansborg.”

Hvad bruger du din fritid på?

”Ved siden af 3 er jeg meget glad for at investere penge i start-up-virksomheder. Eller rettere scaleupvirksomheder. Det er virksomheder, som er i gang, og som har brug for noget kapital og min viden og erfaring. Jeg har en håndfuld af sådanne virksomheder, og vi lavede også en exit sidste år. Jeg har investeret i Happy Helper, hvor du kan finde rengøringshjælp online, jeg er også med i investeringskredsen af UserTribe, har penge i Halifax Burger og en række andre.

Det har jeg gjort i en del år efterhånden, og jeg gør det, fordi det er langt sjovere end bare lade banken ordne dine investeringer. Jeg er også godkendt som business angel af Vækstfonden. Samtidig giver det mig også en masse inspiration til 3, fordi jeg ser en masse spændende cases og måder at gøre tingene på, som jeg ellers ikke ville gøre. Sådanne virksomheder er nemlig ikke begrænset af de her store og tunge corporate-systemer, som jeg befinder mig i. Jeg kan se, hvordan de med få ressourcer kan få meget ud af tingene.

På den helt anden front er jeg blevet gård- og stutteriejer i 2020. Vi flyttede til Gøngehuse ved Høje Sandbjerg og har købt en firlænget gård, som vi har proppet med heste og avler føl osv. Jeg ville gerne ud på landet og have en bedre udsigt og mere ro, end jeg havde i villakvarteret i Gentofte, og min kone er fuldstændig vild med dyr og heste, så det var vi meget enige om. Vi fandt den her gamle og smukke gård, der hedder Bakkegården, der er fra 1860 og gul med sort tegltag og en stald, hvor vi har 10 heste og en masse gående på fold, der er også en lille sø. Det er meget idyllisk.

Jeg har købt en lille minigravko, en firehjulstrukket græsslåmaskine, en lille el-terrængående bil og alle mulige redskaber.”

Du blev kaldt Danmarksmester i underskud i dit første år i jobbet. Hvordan påvirkede det dig?

”Ja, det blev også kaldt en ’Mission Impossible’ og en ’case uden business’, da jeg blev ansat i 2005. Sådan noget sætter mig bare i gang. Så bliver jeg for alvor tændt og kommer virkelig ud ad stolen. Der er ingen, som skal sige, at der er noget, jeg ikke kan gøre eller finde ud af. Fordi det kan jeg, og så skal de modbevises og tvinges til at æde deres egne udtalelser. Det motiverer mig helt enormt. Det er faktisk noget af det bedste, jeg ved.

Underskuddet var også i en betragtelig størrelse dengang i 2005, hvilket skyldtes, at vi investerede så meget, før vi havde kunderne. Det er du nødt til. De første 2-3 år arbejdede vi meget, men der var også meget, der skulle ryddes op i forretningen. Der skulle skiftes medarbejdere, der skulle bygges infrastruktur, der skulle ændres alt muligt. Specielt salg og marketing skulle vi have styr på, og det fik vi. I 2006, 2007 og 2008 var vi stadig i underskud, men det gik altså den rigtige vej sådan her ’bam, bam, bam’. I 2009 havde vi overskud, godt nok kun én million, men det var på hele året, og derefter steg det så. 3 har i dag tæt på 1,5 millioner kunder på tværs af brands’ne 3 og OiSTER. Selskabet omsatte i 2020 for 2,7 milliarder kroner, og endte på et positivt driftsresultat før afskrivninger på 861 millioner kroner.”

Du er den længstsiddende direktør i telebranchen i Danmark. Hvorfor har du ikke skiftet undervejs?

”Hvorfor skal du egentlig skifte job, når du er glad, og tingene hele tiden udvikler sig? Det er en Hong Kong- og svenskejet virksomhed, så bestyrelsen er meget international. Folkene sidder langt væk, og det betyder igen, at du får meget albuerum som CEO. Det er klart, at de interesserer sig voldsomt for, hvordan forretningen kører. Men hvordan du gør det, der har de meget tillid til, at den stærkeste lokale leder ordner det rigtigt. Det er også en af grundene til, at jeg er blevet så længe. Det har været sindssygt skægt.”

Hvordan har du kunnet bruge din erfaring i reklame- og mediebranchen?

”Det handler om, at du kan sætte dig ind i, hvordan kunderne tænker. Hvis du forestiller dig, at du har to glas med vand foran dig, hvor det ene er TDC og det andet er 3. Og at du er indenfor det område med 80-90 procent af Danmark, hvor alle netværker performer nogenlunde lige godt, så er vores produkt ligesom vand. Det er det samme. En bite er en bite, en downloadhastighed er en downloadhastighed, en sms er en sms. Der er ingen forskel. Jeg tror, at det har været en vigtig erkendelse, jeg har haft, helt tilbage til, da vi lavede OiSTER i 2008, fordi vi skulle have en anden indpakning til mobilt bredbånd.

Hvis produktet egentlig er identisk med konkurrentens, så handler det om indpakning, proposition, brands, hvordan du ser ud, hvordan du agerer, hvor nem du er at interagere med, hvad for nogle ideer du har i markedsføringen osv. Det er dét, som differencer dig fra konkurrenten, og det har vi været gode til.

Vi har skilt os ud med Snoop Dog og med David Hasselhoff, 3LikeHome, og vi var også først med fri tale. Det er netop, når du indser, at du ikke kan vinde på en netværks-claim, og det er jo det, som TDC prøver at gøre, men det virker ikke. De har tabt 100.000 kunder det sidste år, og det kan gode være, at de har det bedste netværk, som deres egne analyser siger, men det konverteres ikke over. Og hvis ikke du kan konvertere det over til en kunde, så betyder det jo ikke noget. Det er den der med, at når du kommer som salg- og marketingsmand, så ved du, at vandet er det samme i glassene, uanset om du tager det direkte fra hanen eller køber det i nogle dyre flasker med kildevand. Når du indser det, kan du begynde med farveladen.”

Hvordan vil 5G forandre vores hverdag?

”Det er stadigvæk et godt spørgsmål. Men hvis du ser på erhverv og industrien, så er der en række ting, som vil forandre sig. Reaktionshastigheden vil være så hurtig, at fx en selvkørende bil vil dreje, stoppe eller køre baglæns på millisekundet. Man kan forestille sig robotstyret og helt automatiserede produktionsfaciliterer, som vil køre superpræcist på 5G. Som forbruger kan man bruge det til virtual reality, hvor man kan stå og tale med en stjerne, som er virtuel, og de svarer. I Korea bruger man det, når man går ind på et museum eller skal se seværdighed, kan man tage skærmen op og kan se, hvordan det så ud i gamle dage, og man får en masse information ind.

Vi glæder os til at kunne tilbyde internet med fiberlignende hastigheder og reaktionstider – bare trådløst. Men ellers er der ikke enormt mange forbrugercases på 5G endnu på den korte bane, det er primært til erhverv.”

Morten Christiansen

Uddannet cand.merc. fra CBS og har været CEO for 3 Danmark siden 2005. I 2018 blev han det også i Skandinavien, og i dag er han netop udnævnt som Regional CEO i 3 Group. Det betyder, at han fremover får ansvaret for 3 i Danmark, Sverige og Østrig.

Tidligere i karrieren har han været COO i teleselskabet Orange og CEO i mediebureauet Carat.