DJ Jonas Visti: ”Dette album er som at putte sukker på en spegepølsemad. Det er ret ulovligt, men smager sgu meget godt”

Guilherme Coutinho Jorge

’Guilherme Coutinho E O Grupo Stalo’ (1978)

”Det her er en ret vild obskuritet fra 1978. En ret så hemmelig og glemt vinyl fra Guilherme Coutinho Jorge, der på trods af sine kun otte skæringer når utroligt vidt omkring på utrolig kort tid. Fra de blødeste bossanova-vibes, elementer fra progressiv rock og videre over i jazzen, der blander sig med fugastilen. 

Han formår med datidens orgler og synthesizere at skabe en helt unik lyd, jeg ikke kan drage paralleller til. Det er toppet med, at Guilherme har det mest varme, venlige og imødekommende udtryk, når han synger, der næsten får mig til at kalde ham den brasilianske pendant til Povl Kjøller. 

Vinylen blev desværre kun trykt i 500 eksemplarer, og derfor er originalen helt umulig at få fingre i, medmindre du selvfølgelig kom på boligmarkedet i 90’erne eller har et rigtig kedeligt job i finanssektoren.”

The Mighty Tiny & The Many Few

’Be The Good People’ (2024)

”Jeg blev tippet om projektet af en af hovedmændene bag den her spritnye plade, Steven Borth II. Sammen med Walshy Fire – kendt fra gruppen Major Lazer – har han samlet nogle af de fedeste jazzmusikere, vi har her i landet, og parret dem med den jamaicanske sanger og sangskriver Randy Valentine. 

Pladen er både et statement om revolutionær kærlighed og en opfordring til at gøre noget ved menneskehedens store udfordringer. Det er en vildt hip og på samme tid totalt tidløs plade, som, jeg er sikker på, også er aktuel og vellydende i 2052. 

Jeg har ikke tænkt på, hvilke genrer der er tale om på den her plade, og er egentlig ret ligeglad. Der er tale om noget langt større end klassisk musikinddeling og kassetænkning. Der bliver på smukkeste vis vekslet mellem følelserne af livets sejrer og nederlag, og pladen efterlader en fin erkendelse af, at det gerne må sameksistere og er en del af den pakkeløsning, vi kalder for livet.”

 Hiroshi Sato

’Awakening’ (1982)

”Hvis jeg var blevet spurgt for 10 år siden om, hvilken plade jeg lytter meget til, ville jeg også nævne den soniske mester Hiroshi Sato og albummet ’Awekening’. Det springer ganske enkelt skalaen for, hvor stramt og klinisk japansk city-pop kan lyde. Jeg har tit stenet over, hvor meget jeg egentlig har lyttet til den, på trods af jeg ikke synes, at alle numrene er et 13-tal indenfor sangskrivning, og at pladens featuring, Wendy Matthews, på flere måder er lidt overflødig. Den stimulerer nok bare en side af min person, der gerne vil have det virkelig frit og legesygt, men helst indenfor sindssygt stramme og fastlåste rammer. 

Og så er der bare noget evigt pirrende over musik, der flirter så hårdt med grænsen for, hvornår noget er alt for cheesy og slesk og faktisk fra tid til anden formår at overskride den på en smagfuld måde. Lidt samme følelse, som når man putter sukker på en spegepølsemad. Det er for meget og ret ulovligt, men smager sgu meget godt.”