Forfatteren Daniel Dencik om udlængsel, om dengang han arbejdede som ligkistebærer og om hans endeløse fascination af cykelsporten

Du har købt et hus i Sierra Nevada i Andalusien og bor der en del af året. Hvorfor det?

”I mange år er jeg rejst væk fra Danmark i vintermånederne. Jeg kan enormt godt lidt varmen og solen, det simple liv, og jeg har en fast rutine, når jeg er ude i verden, med at vågne tidligt om morgenen og så skrive i timevis. Jeg har blandt andet opholdt mig i Myanmar og i Japan, og tiden går i stå, når jeg er væk. Men jeg savnede et sted, der var mit helt eget. For to år siden, mens jeg var i fuld gang med at skrive på min nye bog, ’Nordisk vildt’, tog jeg til Spanien og afsøgte Andalusien fra øst til vest og begyndte at lede efter et hus. Det første hus, jeg faldt for, lå langt oppe i bjergene. Der var noget hemmeligt og gådefuldt over det, og jeg var helt blown away, da jeg ankom. Det er et hvidt stenhus, som ligger i en lille by med 200 indbyggere, hvor der kun er to gader og en masse gamle spaniere, som trisser rundt. Jeg er den eneste i byen, som er under 80 år, tror jeg. Men faktisk har huset tidligere været ejet af den britiske musiker Paul Weller fra The Jam, så der har jo nok været gang i rockfesterne, før jeg overtog det.”

Er du et rodløst menneske?

”Ja, eller måske rettere et rastløst menneske. Jeg har altid levet ud fra en idé om, at jeg konstant skal være i bevægelse, og at det en stor del af tiden helst skal ske et andet sted end herhjemme. Allerede da jeg for mange år siden gik på filmskolen og uddannede mig som filmklipper, tog jeg til Hawaii i fire måneder og skrev min første digtsamling. Siden fik jeg masser af arbejde som klipper, og det er jo der, pengene virkeligt er i filmbranchen. Det gav mig friheden til, at jeg kunne trække stikket og rejse til udlandet i længere tid. På et tidspunkt fik jeg lyst til at udforske mere af Stillehavet, og gennem et år slog jeg mig ned på en ø i Samoa. Jeg kan uden problemer leve på en sten, så jeg tog derud med en lille taske og nogle notesbøger og skrev en bog i hånden. Det handlede for mig om at prøve at eksistere på naturens præmisser. Jeg stod op hver dag med solopgangen og endte med at bo hos nogle stammefolk, som blev en slags familie for mig.”

I din ungdom boede du henholdsvis i Stockholm og i Valby. Hvordan vil du beskrive din opvækst?

”Jeg følte mig som en outsider, da jeg voksede op. Helt tidligt tog jeg nogle radikale valg. Som 16-årig rejste jeg på interrail uden en krone på lommen og nægtede at vende hjem igen, selv om jeg ikke havde nogle penge til at købe mad for. Jeg tabte fem kilo og klippede selv mit hår, så jeg lignede mest af alt en kz-fange. Undervejs sov jeg på jernbanestationer om natten, og da jeg endelig kom tilbage til Hovedbanegården og blev mødt af min mor, begyndte hun at græde, da hun så mig. Jeg havde derefter en lang, sort periode, hvor jeg boede i Stockholm og lyttede til dødsmetal og læste filosofi. Ved siden af studiet arbejdede jeg på McDonald's om natten, mens jeg om eftermiddagen havde et job som ligkistebærer til begravelser. Der var en del begravelser ude på Skogskyrkogården, hvor min mor i øvrigt ligger begravet nu, men også nogle i den russisk-ortodokse kirke med åbne kister. Man fik betaling per begravelse, så jeg tog så mange som muligt, og en dag nåede jeg op på fire forskellige begravelser. Når jeg ikke lige gik rundt i dårlige jakkesæt og bar på kister, læste jeg Wittgenstein og Kirkegaard og var ensom. I det hele taget var jeg ret grænsesøgende, da jeg var ung. Senere, i 1990’erne, blev jeg raver, gik i træningstøj som i ’Trainspotting’ og farvede mit hår sort. Jeg blev også glad for stoffer i den periode, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg bestemt har taget min del. Mest ecstacy, LSD, ketamin og svampe.”

Du har i flere år rejst rundt med karavanen i Tour de France og fulgt verdens største cykelløb på tætteste hold. Hvad betyder cykling for dig?

”Jeg har altid været fascineret af cykelsporten. Det er min ældste kærlighed, der går lige så langt tilbage som min kærlighed til det at skrive. Da jeg var fem år gammel, begyndte jeg at lege med sådan nogle små cykelrytter-figurer, som jeg havde fået af min far, og jeg byggede et helt univers i papmaché på gulvet derhjemme – med felter og hold og følgebiler. Jeg kunne i timevis forsvinde fuldstændigt ind i den verden og i det landskab.”

I din bog ’Sportshjerte’ skriver du blandt andet, at ’cykelsporten er ansigtets sport, rynkernes og blikkenes sport. Ingen anden sportsgren opviser så ærlige menneskeportrætter’. Hvad mener du med det?

”Det, jeg prøver at sige, er, at en vigtig del af min interesse for sporten handler om, at man kommer helt tæt på de kæmpende ryttere. Man kan se smerten direkte afspillet i deres ansigters sved, og de brækker sig jo nogle gange efter etaperne, fordi det er så vildt, det de skal igennem. Cykelryttere er enspændere, og det kan jeg relatere til. De har i en tidlig alder taget et ekstremt valg, som ingen i deres omverden formentligt har kunnet forstå, om at leve deres drøm ud og rejse rodløst rundt i verden fra dag til dag. Samtidig ofrer de sig for en sag, som er større end deres egen person. Det er noget, jeg kan se mig selv i. Dengang jeg som dreng sad og så Touren og de andre store løb, betød det også meget for mig, at rytterne jo bare var så enormt cool med deres olierede ben og sorte shorts. Cykelsporten er både æstetisk smuk at se på, men samtidig er det også den hårdeste sport i verden. Det har altid tiltalt mig, at det liv, rytterne lever, er så kompromisløst.”

Har du selv haft en drøm om at blive cykelrytter?

”Jeg har cyklet meget, og jeg kan godt træde op ad et bjerg. Men nej, jeg har ikke haft en lyst til at blive professionel rytter, og jeg har både svensk og tjekkoslovakisk blod i årerne, så i stedet spillede jeg ishockey, da jeg var lille. Men jeg har faktisk altid haft en drøm om at eje et cykelhold. Den drøm bor stadig i mig.”

Opsøger du i dit arbejde selv den kompromisløshed, du møder i cykelsporten?

”Ja. Jeg har ikke rigtigt en stopklods, og jeg har svært ved at sætte grænser i forhold til min kunst. Da vi optog ’Ekspeditionen til verdens ende’ i Grønland, blev vi pludselig lukket inde af isen. Vi sejlede rundt i dennet her gamle, tremastede skonnert og blev omringet af isbjerge, der frøs sammen omkring os. Så vi måtte brage igennem det frysende vand i håb om, at ruten ikke ville ende blindt, og vi ville ende nedskruede i et bortglemt fjordsystem. Det er en labyrint, du sejler gennem deroppe, og det kan hurtigt gå galt, hvis du ikke passer på. Under produktionen af min seneste spillefilm ’Guldkysten’ befandt vi os gennem flere måneder i tropisk varme i junglen i Ghana og på et forladt, svensk slavefort ude ved havet. Alt, der kunne gå galt, gik galt. En ung, dansk-togolesisk skuespillerinde, som havde en stor rolle i filmen, blev syg og fik nogle alvorlige, epileptiske anfald. Vi havde allerede filmet en del scener med hende, men dem måtte vi skrotte og så begynde forfra. Oven i det var en af vores producere ved at sprænge sig selv i luften, da han skulle teste noget dynamit.”

Du har brugt fire år på at skrive din nye roman. Hvorfor så lang tid?

”Det er mit mest ambitiøse projekt nogensinde. Den er på 500 sider, og jeg har brugt vanvittigt mange timer på at researche tunge emner som invasive arter, bukkejagt, krigen i Afghanistan, jødisk mystik og kvantefysik. Der har været nogle ekstreme dage undervejs i mit hus i Sierra Nevada, hvor jeg glemte at sove og spise og ikke var uden for en dør. Med ’Nordisk vildt’ har jeg forsøgt at skrive det største og sværeste, jeg kan. Jeg har skabt en form, som jeg kunne putte alt ind i – forbudte tanker, sårende ting, personlige ting – og så bare give slip. I mit forfatterskab har jeg altid haft den regel, at lokummet skal brænde ultimativt i stoffet. Der må ikke være nogen grænser, ingen konformitet. Jeg er kommet dertil i mit liv, at jeg er fuldstændigt ligeglad med, hvad folk siger om det, jeg skriver. Det er der noget meget frisættende i.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview