Niels Brandt: ”Jeg tror  ikke, der er særligt mange, der ved, hvordan jeg ser ud”

Hvordan beslutter man sig for at spille tre koncerter i Parken?

”Vi startede med at sætte to koncerter i salg – fordi vi allerede havde spillet i Parken i 2021, syntes vi ikke, det var vildt nok med én. Man bliver jo rimelig dopaminafhængig af at være i den her branche, så at lægge ud med to var det eneste, der gav en følelse af, at der var noget på spil. 

De solgte ud på et par timer, og så skulle vi beslutte os for, om vi ville lave en tredje også. Vi var jo helt høje efter at have udsolgt de to, så vi sagde bare ja uden at tænke mere over det. 

Efter vores ene koncert i Parken i 2021 var jeg fuldstændig smadret i tre uger efter, så jeg fik lidt noia på i forhold til, om jeg overhovedet kunne synge tre i træk. Jeg kiggede mig omkring, og ingen store acts spiller tre stadionshows tre dage i træk. Jeg begyndte at spørge mig selv: ’Hvorfor var det ikke nok med de to?’. 

Det var generelt en svær tid op til koncerterne. Jukses (Jacob Bech-Hansen, der spiller synth, red.) forældre fik begge i starten af året konstateret kræft, hans mor desværre en uhelbredelig en af slagsen, jeg fik konstateret depression, og Louis (Clausen, trommeslager, red.) kæmpede og kæmper stadig med tinnitus. Så der var nok at tage sig af. Filmen viser, hvordan vi brugte vores udfordringer aktivt til at spille de tre shows som nogle nye mennesker. Det var en smuk proces.”

Hvordan havde I det så under den famøse weekend?

”Gennem alle koncerterne havde vi det faktisk rigtig godt. Det ser man også i filmen. Vi er ret rolige på nær lige nogle få gange, hvor jeg selvfølgelig flipper ud over et eller andet. 

Men det vigtigste var alt det gode, der skete mellem os og ikke så meget resultatet af, hvordan koncerterne blev. Jeg følte, jeg kunne gå op på den scene og være mig selv. Finde en ro i, at alle virkelig bare kom for at få en god oplevelse. Det var ikke alt, der sad lige i skabet rent musikalsk, men det var okay, for vores sange lever efterhånden så meget ude i folk, at vores publikum også kommer for at opleve hinanden undervejs. Ikke bare os.”

Hvad står som højdepunktet for dig? 

”Har du set ’Olsen Banden ser rødt’?” 

Det er længe siden ... 

”I den er der en scene, som foregår inde på Det Kongelige Teater. Her skal Olsen Banden nedbryde en masse mure for at nå hen til en kuffert med penge. Men det skal passe til musikken, der spilles inde i salen, så tilskuerne ikke lægger mærke til, hvad der foregår. Dirigenten synes pludselig, at hans orkester spiller helt fantastisk, fordi slagene fra murene, der nedbrydes, giver ekstra volumen.

Anyway, under en tidligere koncert i Aarhus, mens jeg spillede ’Hurtige hænder’, gik det undervejs op for mig, at der var et helt efterskolehold, der stod i samlet flok på forreste række og sang kontrastemmer. Lidt ligesom i filmen troede jeg først, det var mig, der var helt genial. Ha ha. Så vi tænkte, at dem måtte vi simpelthen have med ind i Parken og synge, og det blev så på ’Sikke en sang’. 150 efterskolekids. Det var et af de fede øjeblikke. De var for nice.”

Hvorfor er I blevet et af Danmarks største bands?

”Jeg forstår det heller ikke. Det er underligt. Det er meget flyvsk for mig, for når jeg render rundt på gaden, er det ikke, fordi der nødvendigvis er helt vildt mange, der henvender sig til mig. Jeg tror faktisk ikke, der er særligt mange, der ved, hvordan jeg ser ud. Men jeg sætter pris på det. 

Jeg sætter pris på alle de mennesker, der lytter til vores musik og kommer til vores koncerter. Og så sætter jeg ikke mindst pris på, hvordan de har det med hinanden, når de står derude foran os. Det er dejligt at se.”

Hvad er det næste bjerg, I skal bestige? 

”Jeg betragter vores band meget som en proces, der skal drives fremad. Selvom man har spillet tre udsolgte aftener i Parken, og det ikke nødvendigvis kan blive større, kan det godt blive dybere. 

Vi spillede også nogle koncerter i Sverige og Norge sidste år. Sverige var svært for os, men Norge fungerede rigtig godt, så det kunne måske være noget, vi vil prøve lidt mere af. Det var spændende at komme ud at spille for et publikum, der ikke nødvendigvis kendte alle vores sange så godt.

Egentlig vil jeg bare gerne blive ved med at udtrykke mig, og det udtryk vil forhåbentligt ændre sig, som tiden går. Det behøver ikke nødvendigvis altid blive større og vildere. Det handler ikke om territorier eller om, hvor mange streams vi kan opnå. Hvis vi en dag måler os selv på den måde, så er det nok på tide at stoppe.”