Er citronmåner verdens bedste kage? Måske ikke den tarvelige version, du kan købe i supermarkedet. Men hvis du selv giver dig i kast med hjemmelavet citronmåne, er du meget tæt på. Et par dråber citronsaft eller lidt friskrevet citronskal i kage giver altid et frisk pust, og så smager den godt og er hamrende nem at lave. Sådan gør du:
DET SKAL DU BRUGE
- 175 g blødt smør
- 70 g marcipan
- 150 g rørsukker
- 4-5 æg
- 140 g mel
- ½ stang vanilje
- 1 tsk. bagepulver
- 1½ usprøjtet citron
Rør blødt smør sammen med marcipan og sukker, til det er en jævn og glat masse.
Tilsæt et æg ad gangen, og sørg for, at det er rørt godt ud, inden det næste tilsættes.
Bland mel, bagepulver, vaniljekorn og fintrevet citronskal i, og vend det forsigtigt rundt.
Kom massen i en smurt springform, og bag den ved 190 grader i 20-25 min.
Tag kagen ud, og lad den køle af.
TOPPING
- 50 g naturel flødeost
- 50 g græsk yoghurt
- 200 g flormelis
- Skal og saft af ½ usprøjtet citron
Rør flødeost og yoghurt med flormelis til en glat creme, og smag den til med skal og saft af citronen. Når kagen er kold, smøres cremen på, og citronmånen er klar til servering. Velbekomme.
LÆS OGSÅ Den bedste hjemmelavede burger