Jesper Christensen skal være James Bond-skurk for tredje gang

Jesper Christensen skal være James Bond-skurk for tredje gang
Offentliggjort

Jesper Christensen har allerede trukket i trådene i forbryderorganisationen Quantum i de to James Bond-film ’Casino Royale’ og ’Quantum of Solace’.

Nu skal han endnu en gang medvirke i en James Bond-film, i sin tidligere rolle som superskurken Mr. White.

Han er nemlig en del af holdet til den nye James Bond-film, ’SPECTRE’. Titlen på filmen, der bliver den 24. i rækken af James Bond-film , er i dag blevet offentliggjort sammen med filmens cast.

Igen er det den Britiske skuespiller Daniel Craig, der står øverst på rollelisten som den altid velklædte hemmelige agent, mens den Britiske instruktør Sam Mendes, der instruerede Bond-filmen ’Skyfall’ fra 2012, har det kunstneriske hovedansvar.

Om sin medvirken i ’SPECTRE’ siger Jesper Christensen til Euroman.dk:

”Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Sam Mendes og Daniel Craig. Det er et virkeligt spændende manuskript og et meget dygtigt hold. Så det bliver sjovt.”

Ud over Daniel Craig og Jesper Christensen er Ralph Fiennes, Ben Whishaw, Naomie Harris, Rory Kinnear, Christoph Waltz, Léa Seydoux, Monica Bellucci, David Bautista og Andrew Scott på rollelisten.

Filmen, der får premiere 6. november 2015, skal optages i London, Mexico By, Rom og de marokkanske byer Tanger og Erfoud

LÆS MERE: Se James Bond-pigerne anno 2012

LÆS MERE: James Bonds job findes. Og nu kan du søge det