Looking for Mads Brügger

Mads Brügger er pist væk. Manden elsker og hader konspirationsteorier, magtsyge mennesker og skjulte dagsordener. Han drages mod dem, vil nedbryde dem, men finder ofte noget mere og værre bag, som han også må undersøge.

Som en blanding af Tintin og en sober Hunter S. Thompson mødes han derfor gerne med krigsforbrydere, smuglere, despoter og tidligere lejesoldater for at komme til bunds i ting til sine film, selvom hans nerver hænger i laser imens. Som dokumentarist har han blandt andet været i Nordkorea, undercover som hospitalsklovn og republikansk Bush-støtte.

I sin seneste film, ‘Cold Case Hammarskjöld’, er han i det dybeste Afrika og undersøger en virkelig skummel sag, der begynder med FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds fatale flystyrt i det daværende Nordrhodesia (nu Congo, red.) i 1961. Var det en politisk motiveret likvidering?

Undervejs får Brügger færten af endnu en konspiration, der involverer lejemordere, et dubiøst marineinstitut ved navn SAIMR og klinikker i Sydafrika, hvor fattige sorte i stedet for gratis lægehjælp bliver inficeret med HIV-virus. Det er den film, han er nomineret til LUX-prisen for.

Mens jeg står og venter forgæves på ham midt i Europa-Parlamentet, sniger en snert af paranoia gennem mig.

Han har også undersøgt korruption i EU-regi sammen min tragisk myrdede navnesøster, journalisten Daphne Caruana Galizia. Og jeg venter på ham, fordi hans dokumentar ‘Cold Case Hammarskjöld’ er nomineret til EU-parlamentets filmpris sammen med to andre film.

Jeg har fornemmelsen af, at han dermed er gået direkte ind i løvens hule, ikke i en jungle, men i en enorm glasbygning med mange gange, utallige muligheder for at blive væk. Jeg ser på en plantegning. Tværsnittet af huset minder om Dødsstjernen eller i hvert fald Darth Vaders hjelm.

Har nogen endelig fået skovlen under på Mads Brügger?

Jeg tjekker min mail fra presseafdelingen igen. Der står ‘Lobby area next to plenary chamber’, men der er journalister og kameraer og mennesker på begge sider og foran den store kugle af træ, der spænder over mindst fire etager. Jeg spørger mig for. Ingen aner noget.

Jeg er både nervøs og oplivet, da jeg ser en lille dame i et blomstret jakkesæt stå med en bunke papirer. Hun får øje på mig og vinker mig hen. Og bag hende, ved et cafébord, ser jeg Mads Brügger tårne over en journalist, mens han gestikulerer under stærke TV-lamper. Bag ham er store faner med alle medlemslandenes flag. Han ser glad ud.

Damen forklarer, at Monsieur Brügger er lidt forsinket, jeg forsikrer hende om, at alt er godt. Nu kommer han over, vi hilser hjerteligt og slår over i dansk, selvom der udtrykkeligt står, at interviews skal være på engelsk. Nuvel.

”Jeg går fra det ene ‘Lost in Translation’-øjeblik fra det andet.”

”Det er meget terapeutisk.”

”‘Han er blevet taget ud!’”

”Jeg er helt vild med at være her. De gør enormt meget ud af det, og det er fint. Uanset, om man vinder, eller ej. Alle tre film bliver jo vist og oversat til samtlige 24 officielle EU-sprog. Det er vildt godt.”

”Vores hovedvidne, Alexander Jones, mødtes med FN i Stockholm. De ser ikke på hans påstande om det her vaccinationsprogram, men udelukkende om SAIMR og Hammarskjölds død, og det er med i den rapport, der er blevet offentliggjort for nyligt. En vigtig trædesten mod en større undersøgelse.

Alt peger mod en sammensværgelse om at dræbe Dag Hammarskjöld, men at man ikke kan komme til bunds i det, så længe England, USA og Sydafrika ikke vil samarbejde med FN. Det er jo helt vildt, at de ikke vil det.

USA har indirekte indrømmet, at de har arkivnumre, der indeholder beviser, men de vil ikke offentliggøre dem. Jeg bliver stadig kontaktet af folk, der har været med i SAIMR. Alexander Jones er blevet mere detaljeret om hvad han ved. På sigt kan der være stof nok til at lave en to’er.”

”Den er blevet vist i Sydafrika, men ignoreret. Regeringen gør intet. Det her forbliver et tabu i Sydafrika. Jeg undersøger stadig apartheidregimets sidste dage. De vidste, de var dødsmærkede.

De bruger over en milliard Krugerrand (daværende møntform, red.) på et kemisk-biologisk program, Project Coast, som blev ledet af en mand, Wouter Basson, der også blev kaldt ‘Doctor Death’.

Alexander Jones har fortalt, at han har været med til at hente vacciner det sted, hvor Project Coast havde laboratorium. De lavede vanvittig forskning. De forskede blandt andet i at opfinde et stof eller produkt, der kunne gøre sorte kvinder sterile.

Man forsøgte at retsforfølge Wouter Basson, men han gik fri. I dag arbejder han som læge og motivational speaker. Og så virker selve ideen om, at man ville bruge HIV til at ændre demografien i Sydafrika slet ikke så sindssyg længere, vel? Uanset hvad, så er det at tænke på det, planlægge det, i sig selv en forbrydelse.

Noget af det, jeg lagde mærke til i filmen, er, at du går fra at være en figur, en karikatur af Mr. Brügger, til at være mere dig selv som journalist, efterhånden som du kommer længere ind.

”På den måde er det også en sandfærdig fremstilling. Da jeg møder Alexander Jones og flere af de andre, fik jeg det nærmest, som om jeg skulle til at kaste op. Det gik op for mig, at jeg jo var i gang med at lave en skrækfilm og fik det dårligt over de tidligste optagelser, hvor jeg dybest set fjoller rundt. Og hvis jeg ikke adresserede det, ville det jo være en mislykket film.”

”Det er enormt dejligt, jo. Og jeg er i gang med at klippe min næste film.

”Det kan jeg ikke sige. Jeg ved godt, det lyder selvgratulerende, men den bliver vild. Det bliver min ‘Infinity War’. Den bringer alt, hvad jeg interesserer mig for sammen i én film. Jeg tror, du vil kunne lide den.”

Først introducerer Klára Dobrev fra Ungarn, vicepræsident og leder af LUX-prisen, sig selv, meningen med denne pris og roser filmskaberne. Hun kommer med en anekdote, der handler om, at efter Anden Verdenskrig skulle folk bygge Europa op igen, ofte skulder ved skulder med tidligere fjender. Nu ser hun et stærkt behov for at kulturen er med til at bygge en europæisk identitet og mener, at filmene kan åbne øjne og dele ideer.

I panelet sidder også finske Heidi Hautala, vicepræsident og i spidsen for Sakharov-netværket, der uddeler EU’s ytringsfrihedspris, og seneste vinder Oleg Sentsov, en ukrainsk filmskaber og Putin-kritiker, som netop er blevet frigivet fra et russisk fængsel efter pres.

Han bliver rost af panelet for sin stillingtagen og kritik, men han tager straks afstand fra det og bliver synligt irriteret, da journalisterne i lokalet spørger om politik, ikke film. Sentsov føler sig ikke som aktivist, siger han. Han laver film med hjertet, han vil skille kunst og aktivisme. Sentsov vil udgive dagbøger, han skrev under sin sultestrejke i fængslet.

Han bliver spurgt, om han vil have en pause, og han siger ja og forlader lokalet sammen med repræsentanterne fra Europa-Parlamentet.

Jeg har på en måde lyst til at spørge Mads Brügger om det aktivistiske. Om han selv har hjertet med, eller om hans måde at være på i sine film mest er en persona. Heldigvis er der en, der spørger om hans holdning til at være foran kameraet.

”Min idé hér var faktisk at lade være med at være foran kameraet. Det er nemt at blive sat i bås som narcissist, og mit tilfælde er det måske ikke så langt fra sandheden?”

En latter fra salen. Dansk selvironi kan sagtens forstås.

”Men der er en ærlighed og transparens i at være med selv. ‘Cold Case Hammarskjöld’ er dybest set en horrorfilm, og så er det godt, hvis publikum har nogen, der holder dem i hånden imens.”

Instruktøren Teona Strugar Mitevska, der har lavet filmen ‘God exists, her name is Petrunya’, fortæller om kvindesyn og religion i Makedonien, hendes hjemland. Mads Brügger tegner eller tager noter, mens hun taler. De forskellige filmskabere taler nu om processer, og hvor svært det er at få penge til at lave film for. Også Mads Brügger.

”Det var ikke svært at få filmen finansieret, men de årlige møder med filminstituttet blev mere og mere absurde i de syv år, der gik, inden den var færdig. Jeg blev ved med at sige ‘Jeg finder den rygende pistol, jeg har bare brug for mere tid’. Der var øjeblikke af desperation. Men som protestant og barn af to dygtige journalister har jeg et stærkt behov for at gøre tingene færdigt og for at bevise, at jeg kan selv. så jeg blev ved.”

Her begynder Brügger at fortælle om forløbet omkring Radio 24syv, og at han nu lige nu er de facto arbejdsløs.

”Det var en statsstøttet fri og kritisk radio, altså en slags avantgarde kommunisme.”

Salen ler igen. Derefter følger en mindre brandtale om public service i Danmark, behovet for at modstå fake news og politisk frafaldelse af armslængdeprincippet, set fra hans skrivebord.

Gerardo Herrero er producer på den tredje LUX-film, ‘The Realm’, der handler om korrupte politikere i Spanien, og siger:

”Vi ville ikke engang få statsstøtte til vores film, og hvis de to fru vicepræsidenter var her endnu, så ville jeg foreslå nye måder at få skabt finansiering til europæiske film.”

Der tales lidt frem og tilbage. Mads Brügger fortæller om filmens premiere til Sundance.

”Jeg var et nervøst vrag, og så blev jeg kaldt ud af salen af en vagt. Jeg troede, jeg skulle arresteres, men vagten fortalte mig, at han kendte folk, der også havde arbejdet som contractors i Congo.”

Journalisterne stiller spørgsmål. En er lidt kritisk overfor filmens påstand om AIDS-klinikker i Sydafrika.

”Da jeg begyndte på filmen, blev hele ideen om en Hammarskjöld-konspiration set som dubiøs. Men som den nylige FN-rapport viser, så virker det ikke skørt længere. Jeg mødte mennesker, der uafhængigt af hinanden virkede til at være involveret i klinikker, der måske var involveret i et folkemord.

Sydafrika var et desperat land mod slutningen af apartheid. Jeg har ikke ressourcerne til at gå i dybden med ting som fx ’Project Coast’, det må løses på et statsligt niveau. Naturligvis må man være skeptisk overfor kilder som AlexanderJones, men man må lytte til ham.

Min største frygt var faktisk at komme til at puste til sorte folks frygt for hvide læger og konspirationer om at HIV og ebola er menneskeskabt, som er en myte skabt af Sovjet. Filmen har haft premiere i Sydafrika, men er blevet ignoreret.

At skabe film og lave journalistik hænger sammen; når man ser noget, så må man fortælle det, og så må myndighederne træde til. Men i dag kan man gøre ting helt åbent, fortælle om det, og ingen gør noget,” forklarer Mads Brügger.

Ingen ler nu. Mads Brügger taler lidt om sin films lidt gøglede start, hvor han blandt andet bærer tropehjelm for at illustrere den hvide mand, netop med et glimt i øjet.

”Men se Melania Trump, hun bar også tropehjelm, da hun var i Afrika. Og det var ikke for sjov. Koloniseringen findes endnu. Alle strukturerne findes endnu, også de udenlandske lejesoldater. Det er ren kapitalisme.”

Der er bunker af mennesker i restauranten, champagne bliver velvilligt hældt op, og små hapsere på fade bliver ivrigt snuppet. Jeg får et glas i hånden og går over til Peter Engel, produceren af ‘Cold Case Hammarskjöld’.

Han tror, at jeg er en del af gruppen af danskere, der arbejder for Europa-parlamentet. Jeg når ikke at få ham ud af hans vildfarelse, inden Klára Dobrev begynder på en tale. Hun kommer med den samme anekdote som til paneldebatten om at bygge Europa op og glider sømløst over i at rose de tre vidt forskellige film på en måde, der bygger bro mellem dem og finder ligheder mellem deres budskaber for enhver pris. Hun minder om, at medlemmerne af parlamentet har til klokken 22 til at stemme på deres favoritfilm.

Efter talen får jeg forklaret mig til Peter Engel, der kan fortælle, at filmen netop er blevet bandlyst i Kina, fordi der er opstået en diplomatisk krise mellem Sverige og Kina. Han er ærgerlig over, at han ikke har kunnet nå at skrive en pressemeddelelse om det. Jeg foreslår, at han får Mads Brügger til at tweete om det i stedet, fordi det ville være langt mere effektivt. Engel lyser op og skynder sig hen til Brügger, og jeg overvejer, om jeg nu har krydset en eller anden aktivistisk grænse som journalist og måske kickstartet en krise mellem Danmark og Kina.

Det føles lidt spændende.

Helt oppe under taget af plenarsalen sidder jeg på journalistsæderne og venter på LUX-uddelingen. Jeg har været hid og did i det enorme hus, føler mig ovenpå. MEP’ere går ind og ud af salen, men så går det i gang.

Filmskaberne kommer ind og sidder i den inderste cirkel langt nede. En kort tale fra David Sassoli, præsidenten af parlamentet, og så kåres ‘Petrunya’ som vinder. Teona Strugar Mitevska takker, og jeg kan ikke se helt heroppefra, om Brügger er skuffet. Men nu bliver han også kaldt op og får et diplom. ‘Cold Case Hammarskjöld’ får andenpladsen. Der tages billeder og gives håndtryk, og så er det hele overstået.

Billede fra filmen.

Jeg sender Mads Brügger en besked, vil gerne have en reaktion.

’Tillykke! Hvordan har du det nu? Sig lige til, hvis du har to minutter.’

Jeg beslutter mig for at sætte mig til at skrive denne artikel færdig og finder et sted. Det går op for mig, at jeg har mistet en lille taske med min kalender og pas i. Gangene er lange, og hele bygningen er sindrigt konstrueret, så man skal skifte etage og side konstant for at komme fra A til B.

Tasken er ikke på journalistrækkerne, den er ikke nogen af de steder, jeg har været i dag. Jeg taler med en vagt, der giver mig nummeret på husets hittegodskontor. Jeg ringer på en intern telefon. De har ikke set den. Jeg er nu nedtrykt og har ikke al tid i verden længere. Næsten grædefærdig møder jeg den danske MEP Marianne Vind fra Socialdemokratiet.

Hun foreslår, at jeg spørger en af assistenterne ved salen. De er nemme at kende, for de bærer jaket, hvid butterfly og en slags borgmesterkæde. Jeg takker og går tilbage for tredje gang. En effektiv dame finder ud af, at jo, tasken er kommet til hittegodskontoret. Jeg skynder mig til pressekonference først.

Klára Dobrev lægger ud og erklærer, at alle tre film er vindere, fordi det handler om at fremme europæisk kultur. Hun siger, at LUX-prisen vil udvikle sig, nye partnerskaber og også skabe en publikumspris. Teona Strugar Mitevska taler og undskylder, at hun er lidt træt.

”Det er utroligt at få adgang til så mange lærreder. Det får makedonske film ALDRIG. Jeg er lykkelig for at være i live, bare at være her i dag.”

Smil i salen. Hele panelet siger noget på skift.

”Det er noget særligt som dokumentarist at være shortlistet til LUX, det er kun tredje gang, det sker. Jeg følte mig som en vinder, allerede inden jeg kom.”

Mads Brügger fortæller om den kinesiske bandlysning, og om vigtigheden af film som hans, vigtigheden af at kunne føre frie samtaler og være uafhængige.

Alle har store roser til ‘Petrunya’.

”Hvis man ikke har set filmen, bør man gøre det. Det er stærk film med poetisk retfærdighed,” siger Mads Brügger. Den makedonske filmskaber ser glad ud.

Jeg har lyst at spørge, om Mads Brügger synes, at det er vigtigere at stille spørgsmålene end at finde svar, og hvis jeg får ham på tomandshånd, om han måske også synes, at bygningstegningerne minder om Dødsstjernen. Men der er for mange mennesker, vi går ud og står i en klump, journalister, parlamentarikere og filmfolk, alle på vej ind i elevatorer.

Inden døren til elevatoren lukker, hører jeg Mads Brügger beskrive til en, hvordan hans device ser ud. Ikke en laptop, ikke en iPad.

”Har du også mistet noget i dag? spørger jeg.

”Ja!”

Han læner sig ud og kindkysser mig farvel. Han ser fortrøstningsfuld ud.

”Men mon ikke de finder den?”

Han smiler, døren lukker, og væk er Mads Brügger.

Jeg tænker på, hvilke helt vilde noter, der må være på den dims, tråde til store komplot, jeg slet ikke kan forestille mig.

Jeg tænker, at det måske ikke er et tilfælde. At nogen alligevel fik krammet på ham. Jeg går mod hittegodskontoret.