Melvin Kakooza: "Måske vi lidt har glemt at sejle op ad åen"

Rygtet siger, at du har haft en pladespiller stående derhjemme i flere måneder, uden at du har fået sat den til?

”Ha! Det må jeg med skam bekræfte. Det er jo faktisk tragisk. Jeg har altid ønsket mig en pladespiller, og så fik jeg den endelig. Jeg tænkte, at det ville være nemt lige at sætte den op, men det måtte jeg konstatere, at det overhovedet ikke var. Pladespilleren er forbundet med nostalgi for mig, fordi jeg husker den fra min egen barndom. Men da jeg var lille, kørte det jo bare. Så jeg har simpelthen undervurderet situationen. Det endte med, at jeg brugte en hel eftermiddag, og til sidst var jeg bange for, at jeg ødelagde den, og så stoppede jeg helt. Jeg havde endda fået købt højttalere og forskellige LP’er. Og folk er begyndt at give mig LP’er i gave, fordi de ved, at jeg har fået den der pladespiller. Så bliver jeg nødt til at lyve om, at jeg har hørt pladerne, selvom de ender på hylden ved siden af de andre. Jeg ville elske at komme hjem efter en lang arbejdsdag og sætte en plade på, men netop fordi jeg har så travlt, får jeg den aldrig sat til. Nu står den derhjemme og samler støv. Det er forfærdeligt.”

Hvorfor flyttede du til København tidligere i år?

”Jeg har boet i Aarhus i en del år, men i virkeligheden boede jeg stort set fast på Tivoli Hotel. Jeg havde en masse optagelser i København, så jeg var der i gennemsnit tre-fire gange om ugen. Der var rigtig meget transport, og nogle gange missede jeg færgen til Odden og måtte køre til Aarhus. Det fungerede bare ikke. For den tid, der var til at slappe af, brugte jeg kun på transport. Så jeg tog valget og flyttede til København, selvom det var vemodigt. Jeg er jo kæmpe jyde. Jeg har altid sagt, at det der med at skulle til København, behøver man altså ikke. Det skal man tværtimod lade være med. Men jeg har måttet sande, at det trods alt var det bedste. Rent overskudsmæssigt ville jeg gå i plus ved at gøre det. Jeg slapper også mere af med tanken om det nu. Når det er sagt, har jeg stadig en lille drøm om en dag at vende tilbage igen.”

Hvad savner du mest ved Aarhus?

”Den genkendelighed, der er. Det er jo der, min omgangskreds og mine venner er. Jeg føler mig altid hjemme i Aarhus. Selv nede i byen. Jeg kom rigtig meget på Shen Mao, der er en blanding af en bodega, bordtennisbar og natklub. Det var fedt, fordi de kendte mig. Især efter det begyndte at gå amok med karrieren, var det superrart at komme og bare være Melvin. Det var jeg faktisk ret ked af at skulle slippe. Jeg frygtede, at mine venner ville glemme mig, men de har været gode til at besøge mig i København, og jeg har selv kunnet mærke, at mit overskud er blevet større. Nu glæder jeg mig til at komme til Aarhus og besøge vennerne. Så bliver det bare på en lånesofa eller et hotel i stedet for min gamle lejlighed i Ceres-byen.”

Passer det, når folk joker med forskellen på københavnere og jyder?

”Ja, det gør det faktisk. Jeg får at vide af mine venner fra Sjælland, at jeg snakker langsomt. Men det er jo bare dem, der snakker mega hurtigt! I København er det også virkelig en ting, at man tager ud og drikker kaffe. Det gør man selvfølgelig også i Jylland, men der er jo kaffebarer over det hele her. København er i det hele taget, hvad man i Jylland ville kalde for ’superpoppet’. Vi havde da et par enkelte natklubber, vi tog på, hvis vi ville være fine på den. Men de er jo over det hele i København. Man skal virkelig et godt stykke ud på Amager for at finde noget, der ikke er supersmart – som i Aarhus.”

Bliver du modtaget på forskellig vis, afhængigt af hvor du optræder?

”Når jeg er i Nordjylland for at optræde, griner folk uden lyd. Jeg havde engang et show på Den Sorte Boks i Holstebro. Der var helt mørkt, så man ikke kunne se publikum. Undervejs var der ikke en eneste, der grinte. Jeg tænkte: ’Shit, det er et dårligt show. Det er jo helt ringe det her.’ Bagefter kom jeg ud i foyeren, og der gik folk og sagde ting som: ’Kæft, det var sjovt’ eller ’Ej, det var da det sjoveste show!’ Jeg kan huske, jeg tænkte: ’Næste gang må I gerne lige sige det til jeres ansigter.’ For der var ingen lyd på. Jyder er generelt mere tilbageholdende med det store grin, og jo mere nordpå, man kommer, jo mere udtalt bliver det.”

Er det rigtigt at sige, at du er særligt optaget af danskhed i dine programmer?

”Ja, helt klart. Jeg synes, det er vildt interessant at dykke ned i et land, som mange betegner som lille, men som i virkeligheden har så mange store forskelligheder. Hvis man kommer fra Fredericia, som mig, skal man bare køre 200 kilometer op til Nordjylland, så oplever man en kulturforskel. Det er vildt fascinerende, at vi kan være så forskellige, og at Danmark kan indeholde så mange forskellige mennesker, traditioner og vaner, selvom vi kun er seks millioner mennesker. Det er spændende for mig at prøve at bringe det frem i lyset.”

Hvad er danskhed for dig?

”Fællesskabet. Mine forældre taler om, at det var noget af det, der gjorde indtryk, da de kom til landet. Som når man er på stadion, og der sejles op ad åen. Det, som gør os særligt danske. At vi tager os af hinanden. Når jeg rejser rundt og laver mine programmer, lægger jeg mærke til, at vi altid begynder med at give hinanden hånden og sige: ’Hej.’ Men når vi siger farvel, er det altid med et kram. Den her fællesskabsstemning ligger dybt i os. Men jeg tror måske også, den er blevet glemt en smule. Medierne har været med til at male et billede af et mere splittet land. Vi snakker meget om forskellene, og nogle gange får vi tegnet et billede af nogle mennesker, en kultur eller en vis social klasse, som vi hænger fast i uden at have undersøgt den selv. Jeg tror, vi skal huske at bruge vores nysgerrighed, for vi bliver jo ofte positivt overraskede, når vi får tingene tæt på. Det er i virkeligheden det, jeg gør i mine programmer. Måske vi lidt har glemt at sejle op ad åen. Hvis jeg kan være med til at skrabe den fællesskabsstemning frem, synes jeg, jeg har gjort mit.”

Hvor meget fyldte danskhed, da du voksede op?

”Det fyldte helt vildt meget. Min mor gik meget op i, at vi skulle tage danskheden til os. Hun fik en besøgsven, der blev så tæt med familien, at vi kaldte hende bedstemor. Da hun døde, var vi med til begravelsen, og jeg var ked af det, som havde jeg mistet et familiemedlem. Senere flyttede vi på landet, og vores naboer hed Finn og Åse og Sten og Tove. Vi boede ikke i en ghetto hele mit liv, men flyttede ud og blev fluen i mælken i en lille forstad til Fredericia. Jeg glemte tit, at jeg havde en anden hudfarve, for det var ikke noget, der blev pointeret. Vi var bare en del af det Danmark, vi boede i.”

Var der tidspunkter i din opvækst, hvor din hudfarve fyldte meget?

”Det var altid en go-to, når jeg blev mobbet. Hvis der ikke var andet, kunne man altid mobbe med hudfarven. Man blev hængt ud og ekskluderet på en ret voldsom måde ved hjælp af det. Derfor har jeg altid haft et rigtig dårligt forhold til ordet ’neger’. Det blev aldrig brugt i kontekst af noget godt. Det var kun negativt, så af den grund bruger jeg det heller aldrig i min stand-up. Jeg ville aldrig betegne mig selv det, og jeg vil ikke være ambassadør for at kalde andre det, for jeg ved personligt, hvor meget negativt det bringer med sig.”

Hvor meget tænker du selv over at bruge hudfarven i dine tv-programmer?

”Jeg har faktisk ingen interesse i at spille på at være sort. Men når jeg laver karakteren Sunday i fiktionsserien af samme navn, bygger den 10 procent på mine egne erfaringer fra at spille fodbold, og 90 procent på de historier, jeg hørte om fodboldspillere, der kommer til Danmark og generelt rundt om i verden og oplever kulturforskellen. I ’Helt sort’ tager jeg rundt til forskellige byer, jeg vinterbader med kvinder i Nordjylland og er til ringridning på scooter i Sønderjylland og sådan noget. Selve konceptet handler jo om at gøre opmærksom på, at der er en forskel, men endnu mere om at den forskel ikke behøver være negativ.”

Var du selv en meget dårlig fodboldspiller, da du voksede op?

”Jeg var i hvert fald ikke nogen stjerne. Men når vi mødte klubber fra forstadsbyer rundt om i Jylland, var der altid en instinktiv reaktion, når de så mig: ’Kæft, han er god ham der! Nej, han er sindssyg!’ Så jeg blev dækket op af tre-fire mand, til trods for at jeg langt fra var den bedste på holdet. Det har jeg taget med i ’Sunday’. Her bliver hovedpersonen hentet, fordi han løber hurtigt. De har ingen kendskab til, om han kan spille fodbold, de ved bare, at han er hurtig. Det var jeg også. Jeg var skide-hurtig, men mine boldfærdigheder var ikke noget at råbe hurra for.”

Var du den sjove i klassen dengang?

”Ja, jeg lavede uro i klassen og havde en bemærkning til alt, hvad læreren sagde. Men det var helt klart for at kompensere for, at jeg ikke var fagligt stærkt. Det her var måske det eneste, jeg var god til. Det blev også en måde, jeg altid kom ud af vanskelige situationer på. Hvis de store elever ville give mig buksevand, eller min mor skældte mig ud, fordi jeg ikke havde lavet lektier, kunne jeg altid afværge situationen med en joke. Med tiden begyndte jeg at blive kaldt ud for det: ’Den kan du altså ikke charme dig ud af, Melvin.’ I femte klasse fik jeg en ny lærer, der sagde, at jeg godt kunne gå hen og blive en rigtig dygtig entertainer en dag. ’Men,’ sagde hun, ’det er altså meget godt også lige at være klog.’ Jeg fik øjnene op for, at jeg havde mere i hovedet, end jeg lige havde forestillet mig, og da jeg nogle år senere gik ud af folkeskolen, var det med rigtig gode karakterer. Hun gav mig en selvtillid, der var meget højere, end jeg ellers havde haft.”

Hvilken type humor tiltaler dig generelt?

”Jeg kan grine af alt, hvis det er leveret ordentligt og på en god måde. Men der er emner, jeg selv har svært ved at behandle. Sjofle jokes og snak under bæltestedet kan jeg simpelthen ikke. Jeg har forsøgt, men jeg har endnu ikke fanget, hvordan jeg kan forene det. Jeg er til gengæld supermeget på situationshumor. Jeg elsker, hvis man kan fortælle situationer. Det er Dave Chappelle (amerikansk komiker, red.) sindssygt dygtig til. Han har blandt andet en sketch om en blind mand, der er sort, men hele sit liv har fået at vide, at han er hvid. Han bliver leder af Ku Klux Klan, men de gider ikke fortælle ham, at han er sort. Det er fantastisk sjovt, for på en måde repræsenterer det også mig selv. Jeg kom fra Fredericia, og nogle gange glemte jeg, at jeg var sort. Jeg kunne fange mig selv i at sige de mærkeligste ting. Som hvis vi stod i kø til en natklub, og jeg sagde: ’Åh, nu kommer ballademagerne.’ Og mine venner stod og kiggede på mig sådan: ’Øh, ved du, hvilken farve du selv er?’ Jeg synes, Chappelles sketch er vildt grineren. Til sidst ender han med at få at vide, at han er sort, og der kommer sådan et eftersync, hvor han fortæller, at han er gået fra sin kone, fordi hun var en ’nigger lover’. Den kan jeg stadig være helt færdig af grin over.”

Har du en favorit fra et af dine egne shows?

”Min egen favoritjoke udspringer af en situation, jeg oplevede i Givskud Zoo. Første gang, jeg var der med min familie, virkede dyrepasseren nærmest nervøs ved vores tilstedeværelse. Man kunne se, hun tænkte: ’Åh-åh, nu er der nogle eksperter til stede, der ved meget mere, end jeg gør.’ Så hver gang dyrepasseren sagde noget om dyrene, kiggede hun spørgende ned på os. Sådan: ’Er det rigtigt?’ Den var jeg meget glad for. Det er i virkeligheden et godt eksempel på, hvordan vellykket situationshumor både kan være sjovt og sætte tankerne i gang.”