Simon Kvamm har svært ved at blive ældre: ”Jeg kan ikke fatte, at jeg er dobbelt så gammel som Kasper Dolberg”

Hvorfor hedder I egentlig Hugorm?

”Uafhængigt af hinanden var Morten (Gorm, red.), Arní (Bergmann, red.) og jeg flyttet til Klitmøller for at bo og for at surfe. Jeg kender Arní, fordi han er Nephews gamle lydtekniker, og det var ham, som førte os sammen i 2017.

Egentlig anede jeg ikke, at han havde en drøm om at spille trommer, men det havde hobet sig op gennem alle de år, hvor han havde stået bag pulten og lavet lyd for andre. Så han sad i sin garage i Klitmøller og spillede trommer, Morten sad derhjemme hos sig selv og spillede mærkelige punk-instrumentaler, og da vi mødtes alle tre, blev vi enige om, at vi skulle lave noget sammen.

Arní sagde fra start, at hvis vi skulle lave et band, skulle det hedde Hugorm. Jeg tænker, at det er noget med, at hugormen holder til ved vestkysten, hvor vi er dannet. Og for mig er der også den logik i det, at det er Danmarks farligste dyr, og det ligger der en vis afmålthed i, for nøgleordet er Danmark – så farligt er det heller ikke. Men dog farligt, og jeg synes på en måde, at det indkapsler den musik, vi laver.

Helt fra start har Hugorm handlet om at rase ud, rense ud og spasse ud og lave musik, som er legesyg og fysisk – og måske også lidt farlig.”

I udgiver jeres album nummer to i oktober. Hvordan er det blevet til?

”Vi annoncerede Hugorm i januar 2020, og kort efter fejede pandemien alle planer for lanceringen af bandet af banen. Efter at have kigget deprimeret på hinanden på en Zoom-forbindelse i noget tid tog vi arbejdshandskerne på, gik i studiet og lavede vores første album ’Kom vi flygter’, som udkom samme år. Og da det var begrænset, hvor mange koncerter vi kunne spille, gik vi hurtigt videre til det næste.

Hele processen har betydet, at vi er blevet tvangsmodnet som band. Vi har lavet meget mere musik på meget kortere tid, end vi havde gjort, hvis vi også havde turneret og spillet live. Derfor synes jeg, at vi allerede på plade nummer to har fundet frem til vores udtryk. Der er stadig den legesyge og lyst til at eksperimentere, som er grundlaget for hele bandets eksistens, men denne gang bliver det kombineret med nogle stærkere sange.

Jeg har haft nogle sange i skuffen, som jeg har ventet med at bringe op, til jeg følte, at vi var klar til dem som band. De er kommet på banen nu, hvor snebolden er blevet knyttet lidt hårdere, og vi er blevet lidt skarpere på det hele.”

Hvordan er jeres arbejdsproces?

”På en måde er vi næsten mere en producertrio end et band. Vi er i hvert fald ikke et øvelokaleband. Det er også derfor, jeg befinder mig så godt i det.

Jeg føler, at jeg har stået rigeligt i øvelokaler igennem mit liv. Jeg sidder her (på Christianshavn, red.) og laver nogle ting, Morten sidder i Svendborg, og Arní sidder i Klitmøller. Arní producerer beats, som han sender rundt til os andre, Morten laver instrumentalskitser med guitar, men også med mærkelige instrumenter, som han har købt på Den Blå Avis, og så tager jeg de elementer og forsøger at strikke dem sammen til en egentlig sang med vokal.

Når tingene har været rundt i stafet nogle gange, drager vi i camp og indspiller sammen. Det har vi gjort en gang om måneden i et halvt år, blandt andet i Hanstholm og i et sommerhus på Sjællands Odde.”

Du har tidligere sagt, at Hugorm var resultatet af en midtvejskrise?

”Jeg havde rundet 40 år, og det gav mig en trang til at gøre status og finde ud af: Er jeg gammel nu? Og ja, det er jeg jo på nogle måder. Men jeg er heller ikke færdig, jeg står ikke på kanten af graven, og der er stadig masser af liv endnu, så på den måde er jeg også ung.

Hugorm er et forsøg på at finde ud af, hvordan man kan lave musik, når man er over 40, uden at det foregår på trubadur-måden; på en barstol med en akustisk guitar. Jeg ved godt, at jeg ikke er 20 længere, men jeg vil stadig gerne have lov til at larme og lege og bruge min krop.”

Var det også en midtvejskrise, der fik dig til at flytte til Klitmøller?

”Det var en lyst til eventyr. Lad os kalde det en midtvejs-kursændring. Min kone (radio- og tv-dokumentaristen Stine Ellerbæk, red.) og jeg ville gerne prøve noget andet end at bo på Frederiksberg, som havde været vores hjem i mange år.

Vi havde drukket rigtig meget café latte og stået på rigtig mange legepladser sammen med resten af den kreative klasse, og vi længtes efter at komme et sted hen, hvor der var færre mennesker, mere plads – og en væsentligt anden slags kaffe.”

Havde du prøvet at surfe, før du flyttede dertil?

”Nej, og jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem er blevet ekspert i at surfe af at have boet deroppe. Jeg er nok lidt for magelig, jeg bryder mig ikke om, hvis det er alt for vildt og hårdt. Men jeg gik til undervisning, og jeg har prøvet det tilpas mange gange til at få det der kick, når man ligger en tidlig morgen oppe i Hanstholm og fanger bølgerne, som de kommer ind, og man står på boardet og rider bølgen, mens man tænker: ’Hvad fanden sker der?’ Det er en helt sindssyg følelse.”

Sidste år stod du bag serien ’Guru’ på DR. På det tidspunkt var det 13 år siden, du sidst var på tv i satireøjemed. Hvorfor vendte du tilbage?

”Det er jo et ben i min karriere, som har været der fra starten: at jeg ikke kun laver musik, men også komik og dramatik. Jeg følte en trang til at genoptage det, og samtidig opstod ’Guru’ ud af en idé om at lave satire på selvudvikling.

Hvad hvis man havde en person, som tog de mest overfladiske internet-slogans og levede efter dem som en bibel? Det så jeg både noget komisk og noget tragisk i.

At det endte med 13 års pause, handlede også om, at det tog ekstremt lang tid at realisere ’Guru’; så længe, at jeg til sidst blev næsten pinlig over at fortælle mine omgivelser, at jeg stadig var i gang med det der tv-projekt, og at det stadig ikke var blevet til noget.

Det begyndte helt tilbage i 2013, men jeg havde svært ved at få lov til at lave noget, der ikke kun var sjovt, ligesom ’Angora’, men også havde noget dystert i sig. Serien startede som et projekt med TV 2, men vi skiltes, fordi jeg syntes, det blev for ufarligt.”

Følte du dig færdig med satire, da I stoppede med ’Drengene fra Angora’?

”Jeg følte mig ikke færdig med satire, men jeg følte mig færdig med satire med kunstige tænder, sjov hat, hår og briller. Ikke at det hang mig ud af halsen, men jeg – og de andre – følte, at vi havde afsøgt alle de hjørner, vi kunne, og hvis vi var fortsat, var vi formentlig kommet til at køre rundt i den samme rille.”

Har du en favoritkarakter fra ’Angora’?

”Jeg har mange. Men jeg tror nok, at det må være Bobby Olsen. Vi optog nogle afsnit i Frankrig, hvor Team Easy On kørte i hælene på Tour de France, og i et af dem bliver Bobby fyret af Henning Primdahl. Det gør ham meget fortvivlet over, hvad der skal blive af ham økonomisk, og i et interviewklip fortæller han, at der aldrig havde været ret mange penge i hans familie, da han voksede op: ’Fordi min mor var kassedame, og min far, han var også kassedame,’ og så begynder han at hyle. Jeg kan slet ikke tænke på det klip uden at begynde at grine.”

’Guru’ foregår i din hjemby, Silkeborg. Hvordan var det for dig at vende tilbage?

”Helt konkret har jeg nydt at have nogle uger i byen, når vi har optaget, senest med sæson to, som udkommer i efteråret. Jeg når næsten at få en lille hverdag, hvor jeg løber ture i skoven og besøger mine forældre og min bror, som bor der. Men det er også sjovt at lege med det lokalsamfund, jeg selv er vokset op i, og genbesøge det i en fiktiv ramme.

I sæson to har vi optaget et helt afsnit, der foregår i VIP-loungen på Silkeborg Stadion, hvor jeg selv er kommet en del gennem årene. Det er et sted med en helt speciel stemning, fordi det er et underligt miks af fodbold og pleasure, men også enormt meget business; blikke på tværs af lokalet mellem lokale erhvervsfolk, som ikke kan med hinanden, mørbradgryde i buffeten, lokalpolitikere og aftaler i krogene. I serien besøger hovedpersonen (Anders Mertz, red.) loungen med sin far, som alle gerne vil slikke røv på, fordi han er en stor kanon, og mens vi optog, opstod der nogle virkelig mærkelige forbindelser i mit system, hvor jeg næsten ikke kunne holde styr på, hvad der var fiktion, og hvad der var virkelighed.

I øvrigt mødte jeg ved en anden lejlighed Silkeborgs daværende borgmester i VIP-loungen. Vi kom til at tale om, at kommunen skulle støtte produktionen af serien, og den aftale fik vi stort set lukket i løbet af en fodboldkamp.”

Du fik ikke bare støtte til serien, men blev også kåret til æresborger i Silkeborg ved premieren på ’Guru’. Hvad synes du, det siger om byen?

”Jeg tror faktisk ikke, det siger noget særligt om Silkeborg, fordi jeg tror, at den slags stolthed eksisterer alle steder. Det er den samme mekanisme, som er på spil, når Oprah besøger Danmark – så synes vi, at det er helt fantastisk, og vi vil alle gerne høre, hvad hun har at sige om danskerne.

At Silkeborg er location for en tv-serie, der bliver vist på landsdækkende tv, det gør bare de lokale stolte. Jeg ville gerne tænke, at det er fordi, de også er stolte af mig og synes, at det er en god serie, men dybest set handler det nok bare om, at Silkeborg er ’i fjerneren’.”

Kan du selv mærke den lokale stolthed, fx når det går godt for Silkeborg IF?

”Ja, for satan! Jeg har ikke forsømt en lejlighed til at nævne bronzemedaljerne i sidste sæson på det seneste.

Min gode ven Brian Lykke er også fra Silkeborg, og ham og jeg kan slet ikke stoppe med at snakke om det og med at drille en af vores fælles venner, som er AGF-fan. Det er jo en belønning for mange års opbakning til et hold, der ikke var særligt godt, og hvor der ikke var særligt mange ting at juble over. Når det endelig kommer, så er det også med at nyde det i fulde drag og blære sig lidt med det.”

Du er flyttet fra Klitmøller til Dragør. Hvorfor vendte du tilbage til hovedstaden?

”Det var aldrig planen at blive boende i Klitmøller for evigt. Vi endte med at bo der i fire år, og til sidst fik jeg fornemmelsen af, at hvis jeg blev, ville det blive som at være i et permanent refugium, og det var jeg ikke klar til.

Der er en årsag til, at de fleste, der arbejder med tv og musik, bor i København, og jeg havde aldrig kunnet realisere et projekt som ’Guru’ i Klitmøller.”

Når jeg ser på dine kursændringer, både i din karriere og privat, tænker jeg: Har du et behov for at rykke tingene op ved rode engang i mellem?

”På nogle punkter, ja. Jeg har en rastløshed, en nysgerrighed og noget med at drømme mig væk og længes efter dér, hvor jeg ikke er. Fx har jeg skrevet en sang om Vesterhavet, mens jeg sad her i København, og jeg har skrevet en sang om byens lys og byens puls, mens jeg sad i Klitmøller.

Men omvendt er der også dele af mit liv, hvor jeg er meget vedholdendende. Stine og jeg har været kærester i 20 år, og vi har etableret et stort rodnet i vores liv, som jeg ikke føler nogen trang til at rive op. Måske hænger det hele sammen; at jeg har så fasttømret en base, at den gør mig i stand til at skifte kurs andre steder i mit liv.”

Hvordan har du det selv med at blive ældre?

”Jeg kan føle nedtur over det, fordi døden rykker tættere på, og fordi jeg ikke kan fatte, at jeg er dobbelt så gammel som Kasper Dolberg. Jeg kan have svært ved at huske, hvad jeg overhovedet lavede, da jeg var i den alder. Men omvendt føler jeg også, at alderen giver mig en vis anciennitet. Jeg har levet så meget liv, at jeg har erkendt nogle ting, som en 27-årig ikke har endnu, og det kan jeg godt have lidt optur over en gang imellem.

Det er også en af grundene til, at jeg har sagt ja til at være dommer i ’X Factor’. Jeg føler, at jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg har noget erfaring og viden at give videre til andre, som gerne vil have et liv med musik.”

Hvordan kom det i stand?

”De har spurgt i mange år, og hver gang har jeg sagt ’måske’, men er endt med at sige ’nej’. Cirkushesten i mig har længe haft lyst til det, men udover at jeg godt kan lide at lave tv og særligt live-tv, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle bidrage med.

Nu føler jeg mig klar til at give andre mennesker noget med af det, jeg selv tror på i musik. Det handler om kropslighed og tilstedeværelse og iscenesættelse, og om at musik ikke kun handler om at synge rent, men også om hvad man vil med at stå på scenen, og hvad det betyder at røre andre mennesker.”

Du siger, at musik skal være fysisk. Hvad mener du med det?

”For mig er musik både hoved og krop. Der er nogle ord til hovedet, men også et lydtryk til kroppen, og nogle gange føler jeg, at der er en tendens til at glemme sidstnævnte, især når man bliver ældre.

Når jeg går på scenen med Hugorm, danser jeg som en vanvittig fra start til slut. Jeg ved ikke, om jeg kan danse, men det er vigtigt for mig at gøre det, også når det ser dumt ud, fordi jeg tror på, at det giver resten af salen lov til at slippe sig løs. Musik skal ikke kun være krop, det er jo ikke sex, og der skal både tanker og ord på, men det er kombinationen, som jeg synes er særlig.”

Du har tidligere sagt, at du som person konstant bevæger dig mellem storhedsvanvid og mindreværd. Er det ikke hårdt at leve sådan?

”Jeg tror ikke, jeg har det sværere end så mange andre, men jo, det synes jeg godt, at det kan være. I det ligger jo en vedvarende erkendelse af, at jeg ikke er hverken det ene eller det andet, men et sted midt imellem. Livet er en konstant bevægelse, og jeg er hele tiden på vej i retning mod enten storhedsvanviddet eller mindreværdet, indtil der sker noget, som får mig til at svinge modsat.

Jeg har en underlig evne til at overbevise mig selv om, at det, jeg laver, er verdens bedste. Nu har jeg lavet både musik og komik i mange år, og noget af det har været godt, men der er også noget af det, som ikke var godt. Men hver gang, jeg er på vej mod storhedsvanviddet og møder en mur i form af fx en dårlig anmeldelse, bliver jeg overrasket. Jeg var jo så sikker på, at det var helt genialt. Og så går det den anden vej: ’Det kan jo også være, at jeg slet ikke kan noget. Hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind at tro, at jeg både kan være musiker og komiker? Hvad hvis jeg bare havde holdt mig til musikken, så var det måske mig, der var Lars Ulrich i dag?’

Sådan kan jeg punke mig selv, indtil der sker én af to ting: at mine nære får mindet mig om, at der er vigtigere ting, end hvad jeg har gjort i min karriere – eller at jeg bliver opslugt af en ny sang eller af et nyt projekt.”

Hvad er det så, der driver dig?

”Det er fornemmelsen af, at jeg gennem mit virke kan skubbe lidt til verden. At jeg kan røre noget i andre mennesker og få dem til at føle sig mindre alene. Jeg oplever det næsten som en nødvendighed eller et kald, og jeg vil nok også driste mig til at sige, at jeg har et talent for at træde op på en scene – om det så er med musik eller komik.

Til familiesammenkomster har det altid været naturligt for mig at rejse mig og holde tale, og den naturlighed medfører også, at folk forventer, at jeg gør det, at jeg næsten har pligt til det.

Med Hugorm ser jeg det som min opgave at lave musik til folk, der gerne vil rives rundt i krop og sjæl. Mennesker, der gerne vil både aes, kildes og have en lussing.”