Sting, ASAP Rocky og Ben Stiller snakker LSD i ny dokumentar
Allerede den 11. maj lander 'Have A Good Trip'.
Foto: Getty Images ASAP Rocky deler ud af sine erfaringer med psykedeliske stoffer i 'Have A Good Trip'.
"Seriøst, en regnbue skød ud af min pik," fortæller ASAP Rocky meget malerisk og tilføjer: "Og der var lyd på!"
Den unge hiphopstjerne er bare én af mange kendte navne, som vi præsenteres for i traileren til Netflix' dokumentar 'Have A Good Trip' om psykedeliske stoffer.
'Have A Good Trip' lander allerede den 11. maj, og at dømme ud fra den farvefyldte trailer er der ikke så lidt at se frem til blandt de anekdotefortællende stjerner.
Lige fra The Police-frontmand Sting og skuespiller Nick Offerman til komiker Sarah Silverman og Ben Stiller er blevet fundet frem til lejligheden.
Det er dog ikke alt sammen røverhistorier. 'Have A Good Trip' går også i dybden med fænomenet psykedeliske stoffer – deres historie, risici, medicinske virkning og så videre.
Det er Donick Cary, som i mange år har skrevet til komediesucceser 'The Simpsons' og 'Parks and Recreation', der står bag dokumentarfilmen.
Netflix styrer sig i det hele taget sikkert gennem coronakrisen, som ellers har taget livtag om store dele af branchen, hvor produktioner må sættes i bero, filmfestivaler aflyses (og finder sammen på YouTube) og premierer udskydes.
I årets første kvartal erhvervede Netflix sig 15 millioner nye betalende kunder - en fordobling af det forventede – og på indholdssiden lover de også sikker kurs.
"Vi regner ikke med at rykke ret meget rundt på planen, og slet ikke i 2020,” udtalte indholdschef hos Netflix Ted Sarandos forleden.
Se, hvad vi ellers skriver om: Netflix