Tåget start: Martin Kongstad om 'Fryser jeg?'

Tåget start: Martin Kongstad om 'Fryser jeg?'
Offentliggjort

Alle store bøger begynder med den første sætning. Nogle er i sig selv legendariske og næsten på størrelse med værket. Martin Kongstad fortæller om første sætning i sin nye roman ’Fryser jeg?’.

Første sætning: "Den 11. juni 2008 besluttede jeg at gå til kamp mod parforholdet."

"”Tåge.” Sådan lød den første sætning i et år, og jeg kunne ikke holde ud, hvor prætentiøs den var. Man skal være varsom med enkeltordssætninger, helst undgå dem, faktisk. Desuden kom det til at virke som en metafor, og sådan var det ikke tænkt. Det var bare tåget.

Jeg skulle på landet for at skrive bogen færdig, troede jeg. Jeg havde skrevet 180 sider. Mens jeg sad i toget og tænkte over, hvad den første sætning skulle være, hvis den skulle sammenfatte hele bogens handling, kom den pludselig til mig. En ny og mere rigtig første sætning. Det var jeg ikke i tvivl om. Den næste tanke var så: ”Gud, den er jo ikke i nutid, den er i datid.” På det tidspunkt var hele bogen skrevet i nutid. Jeg brugte en måned på at skrive om og udsatte bogen endnu en gang. Mikkel Vallin, min hovedperson, ser nu tilbage på en hændelse i stedet for at være midt i den, og det giver nogle andre muligheder for at reflektere.

I film taler man meget om vilje, og det er ikke uden grund. Det er dramatik for grønspætter: En mand vil et eller andet og må overkomme nogle forhindringer i kampen for at nå sit mål. Jeg arbejder med plots, men forholder mig afslappet til dem. Men det er rart for mig, at Mikkel Vallin har en vilje fra første sætning.

En første sætning skal vække folks nysgerrighed, og det er endnu bedre, hvis den oven i købet giver mening. Jeg lærte som journalist, at hvis man skal få folk til at læse ens mange sider, skal man fange dem hurtigt. Et godt anslag ser man mange af i filmens verden. Her skal den første scene ofte gerne være en minature-udgave af hele filmens plot. Der er nogle klassikere, fx starten på Stanley Kubricks ’The Shining’. Man ser fra oven en bil køre ind i et fuldstændig øde område kun omgivet af skov og bjerge. Der ved man, at hjælpen er meget, meget langt væk."

’Fryser jeg?’ udkommer midt i mandag den 26. august på People’s Press.