Peter Lund Madsen om sit yndlingsur: ”Det er underspillet og alligevel ekstremt luksuriøst. Det ligner umiddelbart ikke noget særligt, og få kender til det”

Peter Lund Madsen om sit yndlingsur: ”Det er underspillet og alligevel ekstremt luksuriøst. Det ligner umiddelbart ikke noget særligt, og få kender til det”

Peter Lund Madsen har en svaghed for Japan og har været vidunderligt 'lost in translation' siden sin første tur til Tokyo for mange år siden. En af de ting, han altid er på udkig efter, er Grand Seiko, Japans svar på Rolex, der blev lanceret i 1960 som Seikos afdeling for finere urmageri. Grand Seiko, GS blandt venner, var indtil 2010 kun til salg på det japanske marked.

Offentliggjort

Hvorfor går du op i ure?

”Det er en ret begrænset disciplin, og derfor kan det, der foregår, blive enormt raffineret. Jeg ved ikke så meget om ure, men jeg ved lidt om Grand Seiko. Det fascinerer mig, at der er så lidt, der skal til, fra at et armbåndsur går fra at være almindeligt til at være pænt til ligefrem fantastisk.

Man ved ofte med det samme, om uret fanger en, men det kan tage enormt langt tid at finde ud af, hvad er det egentlig, der gør, at man bliver optaget af det. Og så er ure fascinerende fordi, der er så mange, især mænd, der går op i dem. Man kan aflæse meget om, hvad en mand gerne vil have, at man skal tænke om ham, ud fra hans ur.”

Hvad var dit første ’seriøse’ ur?

”Jeg fik mit første Seiko-ur af mine forældre, da jeg blev uddannet læge. Det var et kvartsur med kronograf og månefase. Det er stadig et flot ur, som kostede 2.000 kroner i 1987.

Det ur gik jeg med i mange år, indtil jeg købte et Omega Speedmaster, fordi jeg syntes, at det var det mest videnskabelige ur, man kunne få (Speedmasteren var det første ur på Månen, red.).

Så begyndte jeg at rejse til Japan og købte et kæmpestort Seiko Astron, som fungerer via solceller og GPS. Hvis du har det i skuffen, så går det i stå, men lægger du det ud i solen, så lader det sig selv op, finder en satellit og indstiller den præcise tid og tidszone.

Det er et godt ur at have, hvis der kommer en atomkrig, og der stadigvæk findes satellitter. Det er dog for stort til mig, og det er faktisk også lidt grimt, men jeg har svært ved at skille mig af med det, fordi jeg så godt kan lide idéen med det.”

Foto: PR | Inden Peter Lund Madsen begyndte at samle på Grand Seiko, var Seiko hans foretrukne urmærke, deriblandt det store Seiko Astron.

Hvorfor samler du på Grand Seiko?

”Jeg er meget stor fan af Japan, og Grand Seiko er et meget japansk ur på den måde, at det ikke er et prale-ur. Det er et relativt diskret ur. Det kan jeg godt lide. Men selvom et Grand Seiko ligner et fuldstændig normalt ur, så er der gjort voldsomt meget ud af det.

Det er japansk på den måde, at alting er lavet så pernittengryns-agtigt. Det er ligesom, hvis man er sushikok i Japan: Så skal man træne i tre år for at få lov at koge risen. Jeg garanterer for, at der i Grand Seiko sidder en mand, der kun polerer tolvtallet på urskiven, og han ved præcis, hvordan det tolvtal skal laves.”

Man får næsten helt ondt af ham?

”Nej, for han har stor glæde ved at se resultatet af sine anstrengelser. Det er også meget typisk japansk: Det er på nogle måder underspillet og så alligevel ekstremt luksuriøst.”

Hvordan begyndte du at samle på Grand Seiko?

”Jeg begyndte at rejse til Japan flere gange om året, og en bekendt, som går meget op i ure, bad mig kigge på et Grand Seiko for ham. Dengang kunne Grand Seiko kun fås i Japan.

Jeg gik hen til et stormagasin i Tokyo og sagde, at jeg skulle se på Grand Seiko og personalet udbrød bare: ’Aah, GS!’ og så var der tre mand, som viste uret frem. Jeg kunne godt fornemme, at det var noget særligt og begyndte at læse om Grand Seiko.

Jeg konstaterede, at det på alle måder kunne konkurrere med luksusurbrands fra Schweiz, men de var billigere og tilmed flottere. Og så kunne jeg godt lide, at du kunne have det på i Danmark, og ingen anede, hvad det var. Du er fuldstændig diskret med et Grand Seiko på, uden fare for at blive beskyldt for at være en blærerøv.”

Hvorfor er det vigtigt?

”Det bunder i forfængelighed. Jeg vil nødigt have, at nogen skal tro, at jeg har et ur på, for at føre mig frem. Den angst slipper jeg fuldstændig for med et Grand Seiko, fordi det ikke umiddelbart ligner noget særligt men også fordi, der er så få, der kender til det.

Det er fuldstændig i orden, hvis man foretrækker et Rolex, som folk lægger mærke til og siger ’wow, hvor er det et flot ur’, og så kan man snakke om uret, men det er bare ikke det, som jeg har lyst til. Hvis jeg til gengæld møder nogen, som også har et Grand Seiko – og det er kun sket en gang – så har vi noget at snakke om.”

Foto: PR | På Grand Seikos SLGA009 har urskiven en stoflig tekstur, der minder om barken på et birketræ.

Hvilket Grand Seiko i din samling har den bedste historie?

”Mit Spring Drive SLGA009, som også kaldes ’White Birch’, fordi urskiven har en stoflig tekstur, der minder om barken på et birketræ. Jeg købte det Seikos boutique i Wako, et stormagasin i Tokyo, hvor Seikos grundlægger Kintarō Hattori grundlagde sin forretning. Det er en hjørnebygning i hjertet af Ginza, der blev sønderbombet under Anden Verdenskrig og bygget op igen.

Når man har købt uret, spørger de til sidst: ’Do you want the inscription?’ Det sagde jeg selvfølgelig ja til. De indgraverer ’Wako’ på urspændet, hvilket for mig gør det til et ’ur’-Seiko. Det sted er jo Seiko-nulpunktet, og det samme sted, hvor jeg første gang så et Grand Seiko.

Dengang sad en kendt urmager og arbejdede i et glasbur, mens der stod en masse japanere rundt om og kiggede andægtigt på. Jeg anede ikke, hvem han var, men det gjorde indtryk. Personalet fortalte mig: ’You are very lucky. Today we have a visitor who is quite well-known.’ Når man siger sådan på japansk, svarer det til at skrige ud over hustagene, at man har urenes mester i huset.”

Hvilket Grand Seiko skiller du dig aldrig af med?

”Mit SLGA009. Det er uhyggeligt præcist, og så er det så smukt et ur. Jeg tror, at det er et ur, som vil gå over i historien. Der findes allerede nu fire varianter, og der kommer flere til.”

Hvad er dit Grand Seiko ’grail watch’?

”Jeg kunne nævne et ur som SBGZ005 til en million kroner. Det er et fantastisk diskret ur, men det ville jeg ikke turde gå med af frygt for, at det blev stjålet eller ridset. Så foretrækker jeg SLGH017 ’Black Birch’. Det er et Hi-Beat ur i titanium med sort urskive. Det ville jeg faktisk gå med.”

Hvilket Grand Seiko vil du anbefale til nybegyndere?

”SBGN027 er et godt begynderur. Jeg kalder det verdens bedste analoge ur. Og hvad mener jeg med det? Det er et ur, som ikke er i kontakt med satellitter, og som ikke desto mindre ikke taber eller vinder mere end et sekund om måneden. Det er diskret, vandtæt ned til 200 meter, og så det et GMT, så man kan se, hvad klokken er derhjemme, hvis man er ude at rejse i en anden tidszone.

Det kan alt, hvad et ur skal kunne, og så er det et af de billigere Grand Seikos til ca. 20.000 kroner.”

Foto: PR | Grand Seikos SBGN027G er ifølge Peter Lund Madsen et godt begynderur. Det er vandtæt ned til 200 meter, og så det et GMT, så man kan se, hvad klokken er derhjemme, hvis man er ude at rejse i en anden tidszone.

Hvad er det værste ved at samle på Grand Seiko?

”At begæret aldrig holder op. Der er hele tiden et nyt ur, hvilket siger noget om, hvor irrationelt det hele er.”

Hvorfor har man det sådan som samler?

”Det er, fordi vi ikke er buddhister. Det er en af de mange livsfejltagelser, vi begår: Vi indser ikke, at opfyldelsen af vores begær ikke sker ved at opfylde vores begær, men ved at abstrahere fra det.

Når jeg har fået det næste Grand Seiko, så kommer begæret efter det næste og det næste igen, så derfor kunne man lige så godt – før man overhovedet havde købt det første – sige til sig selv: ’Jeg vil ikke bruge min energi på det her.’ Så havde man nok været gladere.”

Hvorfor gjorde du så ikke det?

”Så ville verden jo gå i stå. Og når man samler, så er det også fordi nogle af os er sådan nogle små systematikere, som skal have balance i tingene. Så hvis man har dét ur, så skal man også have det andet.”

Hvad er så det bedste ved at samle på Grand Seiko?

”At man kan få lov til at gøre det i fred. Man kan gå med sit ur, uden at der er ret mange, der tager stilling til det. Det, synes jeg, er skønt.”