Sådan føles det at blive ramt af et lyn

Det var en grå eftermiddag om sommeren, en mandag. Jeg og resten af FC Nordsjællands hold var midt i en træningskamp mod Hvidovre, to dage efter, vi havde spillet mod FCK i Superligaen. I begyndelsen af anden halvleg af kampen var det, som om at himlen skiftede farve. Skyerne blev mørke, regndråberne begyndte at hamre ned over stadionet. Det røg ned i stænger, så man næsten ikke kunne se over på den anden side af banen.

Pludselig fejede et kort, intenst lysglimt hen over græstæppet, i samme øjeblik, som jeg var hoppet op i en hovedstødsduel mod en af modstanderne. Jeg og alle de andre 22 på banen, inklusive dommeren, faldt til jorden, som brikkerne på et skakbræt gør, hvis man med et smuttag løfter brættet. Alle de andre rejste sig hurtigt igen og løb ind under et halvtag, undtagen mig. Jeg blev liggende på banen. Et kuglelyn var slået ned, direkte ind i mig.

En af spillerne fra Hvidovre, som var politimand i sit civile liv, løb hen til der, hvor jeg lå, da han så, at jeg ikke rejste mig igen. Han vidste, hvordan man skulle agere i situationen. Det samme gjorde vores fysioterapeut fra FC Nordsjælland, De begyndte straks at give mig hjertemassage og pumpe ilt gennem min krop. I det, at lynet havde ramt mig, holdt mit hjerte op med at slå.

Alt var kaos. Hvis de to ikke havde været til stede på stadion, havde jeg ikke været her længere. Lægeredderne i ambulancen kom heldigvis også hurtigt frem. De kom ind på banen, gav mig adrenalinsprøjter og fortsatte hjertemassagen. Først langt senere fik jeg at vide, at jeg havde været død i 41 minutter, før de havde genoplivet mig.

Op til den dag kørte min fodboldkarriere ellers på skinner. Jeg og min tvillingebror, Simon, har altid spillet fodbold og drømt om at blive professionelle. Fra vi var 7 til vi blev 10 år, boede vi i Sierra Leone, hvor vores mor var udstationeret for FN. Dernede i den fodboldgale nation, spillede vi bold på gaden sammen med de andre drenge, før vi blev evakueret på grund af borgerkrigen.

Hjemme igen begyndte jeg at spille i Rosenhøj og tog så til Brøndby, hvor jeg brugte hele min fodboldungdom. Da både jeg og Simon blev seniorer, skiftede vi til FC Nordsjælland. Jeg nåede at få fire år i Superligaen, kom ind omkring ungdomslandsholdet og var med i en Uefa-cup kamp mod Olympiakos. Det var en fantastisk oplevelse at spille foran 30.000 tilskuere, selv om vi fik en snitter på 0-5.

Lynet ramte på Hvidovre Stadion præcis klokken 18.11 den 20. juli 2009. Ambulancen hastede til Hvidovre Hospital, hvor jeg blev lagt i kunstig koma i 11 dage. Utroligt nok havde jeg ikke fået nogen forbrændinger, men stødet og trykket fra lynet gjorde, at jeg hævede op i hele kroppen. Lægerne måtte skære min mave op, for at få den væske ud som skadede mine tarme og andre organer.

Da jeg vågnede op på hospitalet, anede jeg ikke, hvad der var sket. Jeg var i en døs. To læger stod og talte sammen over mig på stuen. I mit venstre underben var der udbredt det, som hedder kompartment syndrom, og der var også gået koldbrand i benet. Lægerne fortalte mig, at de blev nødt til at amputere den nederste del af mit ben, under knæet. Det var den eneste måde, jeg kunne få det bedre på.

Min tvillingebror, mine fem andre søskende og min mor og far og resten af min familie var til stede på intensiv på hospitalet. I tre-fire dage forsøgte vi os med alternativ behandling og var i kontakt med nogle healere for at prøve at redde benet. Men til sidst tog jeg selv beslutningen om, at mit ene ben skulle cuttes af. Der var ikke andet at gøre.

Jeg knækkede sammen, brød ud i gråd og lukkede mig inde i mig selv. I dagevis, nok i flere uger, lå jeg helt svag i hospitalssengen, mens tankerne føg rundt i mit hoved.

’Hvorfor skulle det lyn lige ramme mig?’ ’Hvordan kunne det overhovedet ske?’

’Hvorfor slog lynet ned i mig og ikke i en af de fire master, som omkransede tribunen?’ ’Tænk, hvis jeg havde misset bussen på vej ud til Hvidovre Stadion?’

’Tænk, hvis vores træner, Morten Wieghorst, havde sat mig ind fra starten i kampen mod FCK to dage tidligere? Så havde jeg jo slet ikke skulle spille med i reserveholdskampen den mandag.’

Men der er nogle ting her i livet, som bare ikke giver mening. Det var jo helt tilfældigt, at et uvejr på den måde skulle samle sig over banen den dag, og jeg ville ikke ønske for min værste fjende, at det skulle ske for dem, at de blev ramt af et lyn. Men jeg røg ned i et sort hul.

Til at begynde med var jeg rigtig langt fra det punkt, hvor jeg overhovedet gad at rejse mig igen. Jeg var negativ på alt og alle, og hvis ikke min familie havde været der, er det ikke sikkert, at jeg havde taget kampen op. Min tvillingebror, som også var til stede på Hvidovre Stadion, da ulykken skete, er grunden til, at jeg står op og lever i dag. Han har været min største støtte hele vejen igennem.

På et tidspunkt var jeg nede og veje 41 kilo, og min kampvægt er ellers 76 kilo, så jeg vejede næsten det halve af min normale vægt. Jeg var så svag og skulle lære at made mig selv. Men Simon blev ved med at presse mig.

”Du kan godt klare det,” sagde han, da jeg begyndte at træne sammen med en ergoterapeut. Og det kunne jeg jo. Efter tre måneder på hospitalet fik jeg første gang en protese sat på mit underben. Det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Men langsomt, langsomt, kæmpede jeg mig tilbage.

Nu er der gået 10 år. Og selvfølgelig havde jeg hellere set, at jeg i dag kunne stå som 35-årig på et stadion i Nordsjælland og holde en takketale efter at have spillet i flere år som professionel i udlandet. Det var jo det, jeg drømte om. Men det kunne have været værre.

At jeg blev ramt af lynet kunne have betydet, at jeg enten skulle tilbringe resten af mine dage i en sygeseng som en grøntsag, eller at jeg var død den sommer i 2009. Så derfor er jeg egentlig heldig. Jeg er i live, jeg er sund og rask, mit hjerte slår stadig. Jeg er blevet gift med Rikke, som jeg var venner med før ulykken. Sammen har vi fået Nelson, som er 13 måneder. Og vi har et barn mere på vej, en pige.

I sommer løb jeg fem kilometer på 33 minutter. Det var en sejr, selv om det gjorde ondt i ’Stumpen’, som jeg kalder mit amputerede ben. Jeg er også blevet uddannet som pædagog, og til daglig arbejder jeg med at hjælpe udsatte unge i Valby. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at gå ud ad den tangent, og at jeg kan være noget for andre. At de kan bruge min historie som motivation til, at de aldrig må give op. Det nytter ikke noget at være et offer.

I februar i år var jeg tilbage i Sierra Leone. Gennem den humanitære organisation Fant (Football for a new tomorrow) er jeg blevet ambassadør for fodboldholdet Flying Star Amputees, som består af mænd og kvinder, der har mistet deres ben eller hænder under borgerkrigen i landet i 90’erne.

Nogle af dem ved at træde på en landmine, andre fordi de fik sat ild til deres lemmer af oprørerne under krigen. Det var frygtelige historier, de fortalte, og der var så mange følelser, der løb igennem mig, da jeg var dernede.

Jeg har en enorm kærlighed til Sierra Leone, og det var helt vildt for mig at komme ned og besøge de her fantastiske mennesker, som ud af ingenting har skabt noget for sig selv.

Kontrasten mellem rig og fattig og endnu mere fattig er så stor der. Hvis du er handikappet i Sierra Leone, er du lavest i hierarkiet, og det gør, at de fleste, som er amputerede, tigger på gaden. At de kan være med i Flying Star Amputees viser både dem selv og omverdenen, at de er meget mere end deres handikap.

Vi spillede en kamp på stranden i Freetown, hvor Flying Star Amputees-holdet løb rundt på krykker og sparkede bolden i mål, som havde de aldrig gjort andet. Jeg kunne slet ikke være med på det niveau, selv om jeg er tidligere professionel fodboldspiller. Mange af dem har ikke engang proteser på deres amputerede lemmer, og dem, der har, har de dårligste proteser på jorden. Det slog mig, at det, jeg har været igennem, er ingenting i forhold til den smerte, de må føle hver eneste dag.

Det, der skete for mig den dag i 2009, da lynet slog ned, var en ulykke, og jeg tænker hele tiden over, at jeg jo har fået de bedste betingelser i Danmark til at nå frem til, hvor jeg er i dag. Jeg er taknemmelig for det liv, jeg har, og jeg håber, at jeg kan leve længe med de ar og mén, jeg nu engang bærer på min krop. Men hver gang, der kommer et uvejr herhjemme, og lynene begynder at slå ned fra himlen i København, så søger jeg altså indenfor. Eller går langs halvtagene på Nørrebro, hvor jeg bor. Al rationel tankegang siger jo, at et lyn altid slår jo ned i det højeste punkt, der er. Men man ved aldrig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Interview