Som 14-årig mistede eliteatlet Daniel Wagner sit ben: ”Mange benamputerede går i lange bukser for at skjule protesen, men jeg går i shorts”

Sponsoreret af Toyota

Han har kun ét ben, men har opnået rekorder, som de færreste med to ben nogensinde ville kunne komme i nærheden af.

Daniel Wagner kan springe over syv meter i længden og løbe 100 meter på 12,30 sekunder. To år efter, han begyndte at dyrke atletik seriøst, deltog han i sit første PL i London. Og vandt sølv.

”Jeg tror ikke, jeg havde kunnet sætte ord på det dengang, men nu ved jeg, at sporten var mit lys. Jeg havde pludselig et mål at kæmpe for. Jeg tror selv, det har været en af de helt store grunde til, at jeg har kunnet drive det så langt,” forklarer Daniel Wagner.

”Jeg har lært, at livet består af en masse tilfældigheder, og det hele står og falder med, hvordan du formår at gribe dem. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at læne mig ind i den nye virkelighed."

Din historie er præget af, at der er et meget tydeligt før og efter. Hvordan vil du beskrive Daniel Wagner, før han mistede sit ben?

”Jeg var en meget normal dreng fra en meget normal kernefamilie. Med en mor og far, lillesøster og et trygt liv med folkeskole og gymnastik i fritiden. Jeg var faktisk meget stille. Da ulykken skete, tror jeg heller ikke, der var nogen, der kunne have spået, at jeg ville tackle mit nye liv, som jeg gjorde.”

Har du altid drømt om at være atlet?

”Jeg tænkte ikke så meget over det, da jeg var yngre. Det er noget, der kom naturligt – og måske lidt tilfældigt – efter ulykken. Da jeg fik benet amputeret, gav det mig følelsen af fornyet motivation.”

Daniel Wagner

Daniel Wagner er 31 år og professionel paraatlet i atletik. Han konkurrerer i 100 meter sprint samt i længdespring. Han gjorde sig for alvor bemærket i 2012, da han vandt sin første sølvmedalje til de Paralympiske Lege i London i 2012, og siden dengang har han vundet utallige medaljer inden for sin sport.

Daniel Wagner deltager i sit femte PL i år og konkurrerer d. 31. august i disciplinen længdespring.

Kan du huske selve ulykken?

”Ja, det kan jeg sagtens. Jeg var til en gymnastikopvisning i Vejle, min hjemby, og undervejs skulle vi lave forskellige spring, blandt andet på minitrampolin. Jeg kan huske, hvordan jeg løb mod trampolinen, satte af, drejede rundt i luften to gange og gjorde klar til landing, så madrassen under mig, og puf; så blev det sort.

Et splitsekund efter vågnede jeg og kunne mærke, at noget var galt. Jeg havde højst oplevet en forstuvning før ulykken, men her lå jeg med min knæskal oppe på låret og en masse ødelagte sener. Mit ben var zig-zagget som et lyn.

Der blev ringet efter en ambulance, og med min far ved min side blev jeg kørt til hospitalet. De gav mig lattergas, så det hele kørte rundt. Jeg har aldrig prøvet at ryge hash, men jeg tænker, det nogenlunde er sådan, det føles.

Der blev taget et røntgenfoto, og så blev jeg lagt i narkose. Da jeg vågnede rigtigt igen, var mit ben væk.

Jeg har fået genfortalt, at nogle af de bedste specialister inden for området opererede mit ben i 13 timer uden held. Til sidst løb de tør for tid og måtte amputere.”

Hvordan var den første tid efter ulykken?

”Da jeg vågnede igen, spurgte min far, om jeg vidste, hvad der var sket. Jeg sagde ja og spurgte, om jeg ville komme til at gå igen? Da han sagde ja til det, begyndte jeg at acceptere situationen. Jeg havde selv troet, det var kørestol og krykker resten af mit liv, så allerede dér ved hospitalssengen var situationen lidt bedre, end jeg havde frygtet.

Den første tid var præget af en masse omvæltninger – og en hel masse medicin. Jeg fik morfin, som jeg slet ikke kunne tåle. Jeg fik helt selv lov til at vælge, hvad jeg ville spise, så mine forældre kørte efter McBacon, som det tog mig halvanden time at få ned.

Efter en uge på hospitalet fik jeg lov til at komme hjem på en prøveweekend, og tre uger senere blev de sidste sting efter amputationen fjernet. Det første, jeg gjorde, var at tage mine krykker og styre ud til havetrampolinen. Jeg stod på den i et kvarter og samlede mig mod til, før jeg tog mig sammen og lavede en flikflak og en baglæns salto. Så tænkte jeg: 'Okay, der er håb.'

Da mine forældre spurgte, om jeg stadig ville på gymnastikefterskole, svarede jeg ja.”

Fra en benamputation er der lang vej til at konkurrere i atletik. Hvordan lykkedes det?

”Det var ikke sådan, at jeg lå i sengen efter benamputationen og planlagde min vej til de Paralympiske Lege. Men jeg havde en positiv indstilling til tingene og tog ét skridt ad gangen.

Mit allerførste skridt var af praktisk karakter: At skaffe en protese til sport. Jeg fik lov til at låne en fra en virksomhed, og på mit første forsøg med den faldt jeg og var lige ved at brække både arme og ben. Det var overraskende svært og krævede en masse teknik, som jeg slet ikke havde endnu.

Det var den udfordring, jeg havde brug for. Jeg lærte at løbe og fik en kærlighed til atletikken. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg var god til det. Jeg startede med løb; 100 meter, 200 meter og sidenhen længdespring. Jeg var faktisk ret hurtig, da jeg først havde lært teknikken.”

Tror du, dit liv havde været anderledes, hvis ulykken ikke var sket?

”Jeg var aldrig nogensinde kommet med til et OL, hvis jeg ikke havde mistet mit ben, dét er helt sikkert. Jeg havde ikke engang opsøgt den vej i første omgang.

Jeg har lært, at livet består af en masse tilfældigheder, og det hele står og falder med, hvordan du formår at gribe dem. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at læne mig ind i den nye virkelighed.

Mange benamputerede går i lange bukser for at skjule protesen, men jeg går i shorts, for jeg vil gerne vise min frem. Jeg vil gerne embrace den som en del af mig selv.”

Hvad har været det sværeste på din vej?

”Sporten er svær. Alene det at finde en træner til en etbenet og at finansiere udstyret til træningen kan afskære de fleste fra drømmen. Benproteserne i sig selv er utroligt dyre.

I dag kan mine resultater skaffe mig alt det udstyr, jeg har brug for, men jeg kan huske, hvor svært det var i starten. Jeg gjorde meget brug af action and hustle. Jeg fik lov til at låne et knæ af en anden atlet og en fod af en virksomhed, der hedder Össur.

Jeg begyndte at ødelægge fødderne, jeg lånte, fordi jeg sprang gymnastik på dem. Da jeg forklarede det, inviterede Össur mig med som testperson i stedet for at blive vrede. Det endte med, at vi i fællesskab udviklede en fod til længdespring. Så den fod, jeg springer på i dag, har jeg faktisk selv designet.”

Hvordan fandt du en træner?

”I virkeligheden startede det, da jeg troppede op på det lokale stadion i Vejle og sagde: ’Her er jeg, jeg skal finde en, der kan træne mig.’ Så fandt jeg tilfældigvis Joachim Lund. Han var atletiktræner, men vidste intet om parasport. For mig var atletik nyt, men til gengæld vidste jeg ret meget om benproteser. Så gik vi i gang med at opfinde den dybe tallerken.

Syv år senere flyttede jeg til Aarhus og gjorde præcis det samme, som jeg havde haft held med i Vejle; jeg troppede op på stadion. Her bankede jeg på hos Lars Nielsen, som er springtræner. Han er faktisk en af de allerstørste trænere i Danmark, hvis ikke verden. Sammen har vi nu gennem de seneste mange år formået at tage mine præstationer til det næste niveau.”

Hvordan hjælper dit samarbejde med Toyota dig med at få dit liv til at gå op?

”Toyota spiller en kæmpe rolle i mit daglige liv. Noget så simpelt som transport kan betyde rigtig meget. Jeg har perioder, hvor det spidser til, og så er det eneste, jeg skal fokusere på, træning og restitution. Bare det at gå for lange ture kan påvirke min træning.

Før Toyota transporterede jeg mig rundt på en scooter med mit ben i en kasse, men nu har jeg en megalækker RAV4 Plug-In Hybrid med Dannebrog på taget. Jeg kalder den Danish Dream Car, og alle kigger misundeligt efter den, når den kører lydløst igennem byen.

Men det vigtigste for mig er, at Toyota støtter PL på lige vilkår med OL. Det er de nogle af de eneste, der gør, og det betyder så meget for mig.

Vi er så vant til at stå i skyggen af OL, men Toyota skaber opmærksomhed omkring os, så folk kan se, hvad det faktisk er, vi som atleter i parasporten opnår. Der er blinde, som kaster med spyd, og folk uden ben, der løber. Man kan ikke undgå at blive inspireret, for hvis de her mennesker kan gøre det umulige muligt, kan alle.”

Fortæl om din vej ind i Team Toyota – hvad har det givet dig?

”Toyota har givet mig muligheden for at komme meget bredere ud med budskabet om parasporten og mig som atlet. Vi startede vores samarbejde i 2018, og de har været en solid støtte lige siden.

På et tidspunkt var jeg til en grand prix i Japan, og der kom japanske medarbejdere fra Toyota og heppede på mig med banner og det hele. Det var helt vildt fedt at føle dén support fra nogen på den anden side af jordkloden.”

Hvad er din største drøm?

”Jeg har vundet alt, der er at vinde inden for min sport – undtagen den helt store guldmedalje til PL. Jeg har haft muligheden for det to gange, i Rio og i Tokyo, men det er ikke lykkedes endnu. ”

Tror du, det er muligt at vinde den?

”Hvis jeg ikke troede, det var muligt, kunne jeg lige så godt lade være med at stille op. Jeg tror 100 procent på, at det er muligt – også selvom det bliver marginalerne, der afgør det.”

Hvad er dit bedste råd til andre, der drømmer om at opnå det samme som dig?

”Mit bedste råd er at skrue forventningerne lidt ned og tage ét skridt ad gangen. Elitesport starter ikke på eliten, tværtimod tager det lang tid, og der er mange ups and downs.

Hvis du ikke har fundet den særlige magi i sporten, brænder du ud. Det er vigtigt, du går ind til det med passion og har dig sig selv med hele vejen. Rejsen betyder meget mere end hurtige resultater.”