Casper Christensen:”Jeg vågnede op med tømmermænd, angst og paranoia”

Du begynder hver dag med at meditere en time siddende på en pude i dit arbejdsværelse. Hvorfor?

”Fordi det giver mig en tilstand af absolut ro. Jeg er afslappet og observerende og fjerner mig en lille bitte smule fra mit ego. Jeg er i gang med at finde ud af, hvem fanden jeg egentlig er.”

Er det et stort ego, du har?

”Alle mennesker har et ego, og vi er alle sammen slave af det. Et stort ego kan fortælle dig, at du skal have det hele, og at du er et stort menneske. Men det kan lige så vel være et ego, der fortæller dig, at du ikke er noget værd. Egoet spiller os et puds. Jeg tror, mit ego står og klikker frem og tilbage mellem at ville have det hele og hade alting. For mig handler meditationen om at få luft. Jeg tror ikke, jeg har et større ego end andre.”

Tror du, det har påvirket dit ego, at du har været et offentligt kendt ansigt, siden du var 21?

”Når du er blevet kigget på af et publikum i 30 år, kan det ikke undgå at påvirke dig på en eller anden måde. Man kan let komme til at forvente at komme foran i køen og få særbehandling. Det er der nogle kendte mennesker, der ikke kan styre, og de bliver forfærdelige at have med at gøre. Jeg synes, jeg har formået udadtil at bevare begge ben på jorden, men når jeg ser tilbage på de første år som kendt, kan jeg se, at jeg egentlig nok har været lidt forskruet i forståelsen af vigtigheden af mig selv.

Det har været den der med, ’Det fortjener jeg’, og ’Det har jeg har ret til’. I begyndelsen forstår du ikke berømmelsens natur, du tænker bare, ’Gud, hvor er det fedt, at alle folk er glade for mig, for jeg er også federe end de andre, og jeg skal også bare have.’ Men når du begynder at reflektere over det, så bliver det en lidt ensom verden at være i. For du ved, at folk omkring dig aldrig reagerer 100 procent, som de ville gøre over for et andet menneske.”

Kunne du gå over stregen i dine første år som offentligt kendt ansigt?

”Der har været situationer, hvor jeg har været ude at spise, hvor jeg mente, at jeg fik min mad for sent. Så rejste jeg mig op og bad alle gæsterne om at gå. Jeg gjorde det i en blanding af en brandert og storhedsvanvid. Jeg vidste, at ingen ville tysse på mig, fordi folk syntes, det var sjovt, at Casper Christensen rejste sig op og gjorde noget dumt. I dag kan jeg mærke, at det overhovedet ikke interesserer mig at være kendt. Jeg er i gang med at afmontere brandet Casper Christensen i et forsøg på at finde ind til mig selv.”

Hvordan har du lagt dit liv om ud over din daglige meditation?

”Der skete noget i mig, da jeg så dokumentarfilmen ’What the Health’ (2017). Den handler om en mand, som gerne vil gøre noget for miljøet og finder ud af, hvor skadeligt det er at spise kød. Bagefter sagde jeg til Isabel: ’Prøv at høre, nu tager vi 14 dage som veganere uden slinger’. De første dage var det sygt indviklet, men som tiden gik, mærkede vi begge, hvor markant bedre vi fik det. Siden er vi bare blevet ved. Jeg har ellers altid sat pris på en stor bøf og har haft min egen indgraverede kniv på Mash i Bredgade. Men det er slut nu. Når jeg går forbi en slagterforretning og ser kødet hænge og ligge hakket, ligner det, at der bor en kannibal.”

Du savner ikke smagen af sprødstegt bacon?

”Tværtimod. Jeg fik det ved en fejl for 14 dage siden, da jeg var til middag hos min svigerfar, Jarl. Han havde købt blomkålsgratin hos Slagter Lund, og allerede der var der nok en klokke, der burde ringe. Jeg tog en mundfuld og bemærkede, at der var et eller andet velkendt, som jeg ikke så godt kunne lide. Jeg tog en bid mere og en mere og mærkede, hvordan smagen af noget animalsk voksede i munden på mig. Jeg opdagede, at det var bacon. Jeg stak lidt til gratinen uden at spise op, men sagde ikke noget.

Som veganer bliver man hurtigt sat i bås som frelst eller prædikende eller skabet eller kræsen. Derfor er jeg meget påpasselig med ikke at lave et nummer ud af det. Folk kan blive virkeligt vrede, når de hører, at jeg lever primært plantebaseret. Jeg er blevet kaldt bøsserøv og møgsvin og, ’Du skal bare spise kød, dit frelste røvhul’ på sociale medier, især af mænd på min egen alder. Hvortil jeg bare må sige: Jeg gør det her for min egen og vores alle sammens skyld: Klimaet, dyrene, sundheden.”

Hvorfor skaber veganere vrede i nogle kredse?

”For nogle mennesker er al forandring lort, de orker det ikke.”

Du har været medejer af flere natklubber i København, men det er slut nu. Hvorfor?

”Jeg blev simpelthen træt af det liv. Jeg gik i byen tre gange om ugen og drak en del. Jeg kom bagud med mit liv. Ting står stille, mens du fester. Din hjerne er lukket, du kommer bagud med dine følelser, dit liv, og på et tidspunkt mærkede jeg en sorg over at have mistet følingen med mig selv. Jeg vågnede op med tømmermænd, angst og paranoia.”

Angst?

”Masser af angst.”

For hvad?

”Har du aldrig angst, når du har drukket? Det var følelsen af at vågne op og ikke kunne huske, hvad jeg havde lavet. Jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle lægge mit liv om, kunne jeg ikke stadig være en del af festen. Jeg kunne ikke sidde og meditere med tømmermænd. Jeg kunne ikke leve et liv, som er baseret på kærlighed til mennesker, dyr og naturen og samtidig sidde til bestyrelsesmøde i en natklub og drøfte, hvordan vi får hældt mere vodka i folk på 20.”

Du har det med at gå til ekstremer, når du får en idé?

”Jeg er pisse nysgerrig og meget konsekvent og ikke særlig interesseret i halve løsninger.”

Hvad var afsættet for at lave den tredje og endegyldigt sidste ’Klovn’-film?

”Frank og Casper skal til Island på fisketur en weekend. De er rigtigt glade for at slippe ud af deres hjem af flere forskellige årsager blandt andet den, at det ikke swinger mellem Frank og Mia – hun snakker om, at hun vil skilles. I lufthavnen sker der noget, som gør, at Frank og Casper ikke får lov til at flyve. Hvad fanden skal de så lave? De gider ikke tage hjem, så de tager over til Lars Hjortshøj og hans kone Tina, som er på ferie i Toscana i to måneder. Frank skal passe deres blomster og har nøglerne til huset. Frank og Casper flytter ind, de hygger sig og drikker Lars’ vin.

De har ikke fortalt deres koner, at de ikke er kommet afsted. Næste morgen vågner de op, og så har der været vulkanudbrud på Island, en askesky har lukket luftrummet, så nu kan de ikke ’komme hjem’. Nu er de nødt til at blive i huset, indtil askeskyen er væk. Huset er genbo til Frank, så han kan sidde og kigge over på sin kone og se, hvad hun laver, uden at kunne sige, at han sidder lige over for. Da Frank og Casper omsider kommer ud, har de en løgn, som er enorm, og den skal de manøvrere sig igennem. Det er kernen af filmen.”

Mærkede du #MeToo under optagelserne til filmen?

”Jeg er holdt op med at sige smålumre bemærkninger. Til intromødet sagde jeg, at der var regler på settet: ’Alt, hvad der hedder flirten, stopper, det må I tage uden for arbejdstiden.’ Det var meget atypisk for ’Klovn’ og for mig, men jeg gad ikke besværet med det.

Før i tiden var der masser af små bemærkninger, når vi stod halvnøgne ved siden af hinanden og klædte om: ’Nu klæder jeg om’, kunne den ene sige, hvortil jeg kunne svare ’Fedt, så lægger jeg mig ned og venter’. Den slags jokes var skrællet væk på den sidste film. Jeg trivedes sært nok skidegodt med det, men jeg havde snakke med nogle af produktionspigerne, der sagde, at de syntes, det var lidt kedeligt, når der ikke blev sagt noget. Men jeg syntes, det var behageligt at få fjernet den tone.”

Nu hvor ’Klovn’-universet slutter, kan du så frygte, at publikum helst bare vil se dig i rollen som Casper Christensen fra ’Klovn’?

”Det er ikke vigtigt for mig at blive elsket af folk. Men jeg er glad for at have lavet noget, som folk kan lide og for at få det sluttet ordentligt af. Og så kommer der nok noget andet. Jeg skriver i øjeblikket på flere film, og de er til skuespillere, som rent faktisk kan spille, i modsætning til Frank og mig.”

Hvad betyder din nye livsstil for din kreativitet?

”Min hjerne kan mere, end jeg tror, og det har vist sig, at jeg stadigvæk kan udvikle min mentale side. Jeg interesserer mig for at tune min hjerne op til at kunne kombinere og sætte ting sammen på nye måder, hvor jeg opnår et højere flow. Jeg læste en bog, der hedder ’Stealing Fire’, hvor man blandt andet hører om de amerikanske elitesoldater, som er på vigtige opgaver. Soldaterne har opdaget, at deres sprog er for langsomt, når de går ind i et hus. Hvis de står og skal aftale, hvem der går til højre, så kan de allerede være blevet skudt to gange. Derfor er soldaterne nødt til at udvikle en særlig måde at kommunikere på, en særlig mental tilstand, hvor de er lidt bedre, end de plejer, og hvor de instinktivt ved, hvad de andre gør: Hvem, der går til venstre, og hvem, der sikrer døren. Soldaterne kommer ind i et særligt flow, som man også kender fra sportsfolk og fra jazzmusikere, der improviserer. Det interesserer mig, at man kan påvirke hjernen til at udtænke nogle ting. For mig har meditationen været som at åbne en dør og opdage, at der er en legeplads mere.”

Er du glad for det sted, du er i dit liv?

”Jeg har det fantastisk. Jeg er meget, meget tryg i den flod, jeg er på vej nedad.”

Hvor fører floden hen?

”Den fører til den totale opløsning af sindet og tilstedeværelsen. I sidste ende døden.”

Er du bange for døden?

”Overhovedet ikke. Men jeg kan godt være bekymret for, hvordan jeg får sat systemet op, så alle dem, der bliver efterladt, kan klare sig og er glade. Der er en pris ved at have en kæreste som er yngre end mig: Jeg dør før hende (Isabel Friis-Mikkelsen er 33 år, red.). Vi har lavet testamente, og forsikringer og pensioner er indrettet efter det. Det er en sur snak at have.”

Hvordan griber man snak om testamente an?

”Det var Isabel, der tvang mig til det: ’Se at få lavet det testamente, så vi sikrer hinanden.’ På den måde er hun mere moden end mig. Jeg er 51. Det betyder, at jeg er 70, når vores børn flytter hjemmefra. Det er skræmmende. Jeg har været et barn for længe. Hold kæft, en drengerøv. Man up, motherfucker. Altså, hvad fanden laver du. Jo, udadtil kører det, du tjener nogle penge, og du har et guldur, men mit forhold til mine børn, mine forældre, mine venner og min sikring og min fremtid, alt det var jeg fuldstændig ligeglad med. Det var afsted, ud over stepperne.”