Ugens bil: Jeep Wrangler Rubicon 75th Anniversary kan kravle de mest sindssyge steder
Den er bygget til at være din makker, kunne klare alle terræner og så kommer denne jubilæumsudgave i en speciel Sarge Green-farve, der er ny på paletten hos Jeep, men har tråde tilbage til det italienske militær i 50'erne. Ulrich Wiwel fortæller i 'Ugens bil' om Jeep Wrangler Rubicon 75th Anniversary.
Første udgave af 'Ugens bil' handlede om Kevin Magnussens Porsche 930 Turbo, og denne gang har Ulrich Wiwel valgt en bil i sin garage hos Nordic Drive, der er knap så hurtig, men til gengæld er en af de stærkeste på savannen. En Jeep Wrangler Rubicon 75th Anniversary.
'Ugens bil' er et nyt format under Euroman Premium, hvor Wiwel hver uge vil udvælge en bil, der har en god og unik historie. Wiwel er stifter og medejer af Nordic Drive, en brugtvognsforhandler i luksusklassen.
Jeep Wrangler 3.6 V6 - 75th Ann.: Specifikationer
Årgang: 2016
Kilometerstand: 11.000 km.
Hestekræfter: 285 hk.
Gearkasse: Automatisk 5-speed
Effekt: 347 nm.
Pris: 360.000 kroner inkl. moms og eks. registreringsafgift.
Hvorfor har du udvalgt denne bil?
Annonse
”Fordi det er så få biler, der har formået at bevare deres designsilhuet gennem årene. Det gælder for de fleste bilfabrikanter om at producere meget og billigt, og man kunne så let som ingenting have ødelagt bilens designhistorie på 100 forskellige måder. Derfor er det imponerende, at man efter 75 år har holdt fast i designet, troværdigheden, der ligger i produktet og ånden, som man oprindeligt byggede den på.
Til trods for at Fiat i dag ejer Jeep, sætter de ikke en Fiat-mekaniker til at ordne dem, men de er stadigvæk bygget i USA, så man har et ægte Jeep-produkt. Det er befriende at se, at selv om bilfabrikkerne opkøber hinanden og bliver større og større, er der visse produkter, hvor der er et æreskodeks omkring: 'Det fucker vi simpelthen ikke op’.
Og det gør én som mig, der har været i gamet i lang tid, rigtig glad og giver respekt."
Hvad er historien bag bilen?
"Jeep havde 75-års jubilæum i 2016, og det markerede man med denne jubilæumsmodel, hvilket gør bilen ekstra speciel. Jeep er ingen marketingsmaskine og har ikke gået op i lave jubilæumsmodeller tidligere, for sådan noget var ligegyldigt, det handlede kun om bilens funktion, nemlig at være din makker.
Den skulle kunne komme frem overalt og klare alle vejrforhold. Især ufremkommelige steder, hvor der var langt til en mekaniker. Derfor var den oprindelige version fra 1941 også den, som den amerikanske hær brugte, og som man har set i Vietnam-film.
Ligesom Røde Kors har kørt i den i alverdens brændpunkter, fx har bilen været et værktøj til at hjælpe civilisationen på det afrikanske kontinent. I dag ser man ofte biler som et problem for civilisationen, men mange af dem her er stadig i tjeneste i Afrika, og tjeneste har intet med krig at gøre, men drejer sig om, at den lokale landsbylæge har mulighed for at køre 100 kilometer om natten og nå frem til, hvor der er en fødsel eller et andet problem. Derfor har bilen stadig en stor berettigelse de steder i verden.
Gennem årene er der en masse mennesker, der har efterspurgt dens loyalitet, fordi de ved, at de kan stole på den. Især mennesker, som nødvendigvis ikke er bileksperter, for det er dem, som skal ud og bruge den.
Tager man på et trail og kører alvorligt firehjulstræk, hvor man sætter reduktionsgearkassen til, kan den kravle de mest sindssyge steder og stigninger.
Jeg synes, det er tankevækkende, at selv om man har bygget bilen efter at kunne klare alt terræn, har man faktisk skabt noget, der proportioneres så flot designmæssigt. Man kan finde virkelig mange biler, der er bygget designmæssigt, men som ikke proportionerer, hvis vi taler æstetik, det gyldne snit og meget andet, men det gør den her bil på så mange måder."
Annonse
Hvad kan du fremhæve af detaljer?
"Selv om det er en jubilæumsmodel, er man ikke gået amok i styling. Man holder den hel original. Dørbeslagene er de oprindelige, og det er sådan nogle, som også blev brugt som dørbeslag i huse fra 100 år siden. Der er ikke noget bedre alternativ, og man skal også kunne hægte dem let af. Dørstoppen har også været en snor alle årene igennem.
Du kan pille toppen af, det er en hardtop, så du kan også køre rundt om sommeren med frisk vind i håret. I dag er det livsstilting, fordi det er rart og lækkert, men dengang handlede det om, når fx de amerikanske soldater kørte rundt i Vietnam om natten, skulle de kunne håndtere, hvad der skete oppe i luften. Man pillede simpelthen taget af på de fleste Jeeps hos militæret for, at soldaterne havde de bedste vilkår. Det blev også meget varmt derinde.
En fed detalje på denne jubilæumsbil er, at man maler fælgen i en kontrastfarve med lidt kobber i og finder en lakkode fra 1952 frem, som er blevet brugt til noget af militæret i Italien, men som er en ny farve på paletten hos Jeep – specielt til denne bil.
Sarge Green er en unik mørkegrøn uden metal i lakken. Udviklet til militærbrug, eller hvis man var en jæger, så skulle den camouflere og ikke stå frem i naturen. Man skulle være ét med den, fordi det var naturen, som var det største, og det element, som man skulle passe ind i.
Jeep har dykket ned i historiebøgerne fremfor at kigge fremad og spekulere i, hvad er det, folk vil have? Det er sjældent, at man ser det i dag, men Jeep kan finde ud af at kigge tilbage og vælge nogle detaljer, som er så meningsfyldte for bilens forståelse og kulturhistorie. Derfor synes jeg, at denne bil er meget vellykket.
Man kan fremhæve reservehjulet bag på bilen. I dag kan folk finde på at sætte reservehjulet på bare for lookets skyld, men oprindeligt blev det sat bag på, fordi når man skulle skifte hjul midt om natten i regnvejr et ufremkommeligt sted, skulle man komme hurtigt til det. Designet handlede om brugeradfærd, men er i dag blevet pop.
Den sidder også et soundsystem, der er vildt crazy og stærkt, så selv jazz-elskeren i storbyen, kan få en oplevelse udover det sædvanlige, når han kører rundt i den. Man har bedt Alpine Sound, som er en legendarisk Hi-Fi-producent, om at stå for lyden, og derfor har de også valgt efter nogle sjove og mere livstilsbetonede variabler."
Hvad er historien til denne specifikke bil?
"Vi fandt bilen via vores kontakt i Spanien. Der er et kæmpe og langt større Jeep-marked i Spanien, Schweiz og Italien end i Danmark. Man ser især mange af de her biler i Italien og byer som Milano, fordi italienere er så designorienteret.
Annonse
Når vi finder Jeep-specialmodeller, er det enten i Italien eller Spanien. Vi har Louis i Madrid, som leder efter dem for os. Det var en spansk mand, som havde købt den for ny i Frankrig, fordi han ikke kunne få en Sarge Green i Spanien, hvor der var otte måneders leveringstid på den.
Man får en super unik bil, der er fra 2016, og man vil ikke se andre i København eller resten af Danmark køre rundt i en magen til. Mig bekendt findes der kun én jubilæumsmodel i Danmark, så den har sine noter.
Bilen er sjov at køre i og stadig en makker. Gennemsnitslevealderen på en Jeep er 38 år, og jeg ved godt, at det er en underlig og nærmest perfid ting at tale om bæredygtighed i bilbranchen, men hos nogle miljøorganisationer taler man ikke om, hvad biler udleder af CO2, men om, hvor mange generationer den holder - det som hedder carbonfodspor. Og en Jeep Wrangler har ikke et nævneværdigt carbonfodspor, fordi den simpelthen holder længere end gennemsnittet af biler."
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.