Claes Antonsen: ”Er du klar over, hvor stor en skidespræller jeg var i 80'erne?”

Hvad ville du ønske, at din mor havde fortalt dig, da du var lille?

”Jeg ville ønske, at hun havde fortalt mig, at jeg skulle lytte noget mere. I stedet for bare at tromle. Jeg har været en fucking damptromle, siden jeg var dreng. Hvis jeg havde været dreng i dag, havde jeg sikkert fået alle diagnoser.

Men der var jo også en grund til, at jeg begyndte at spille trommer. Der var det okay at sidde og buldre og larme.”

Var du god til det med piger som dreng?

”Åh, det er et usportsligt spørgsmål. Jeg vil sige det sådan, at pigerne var gode til det med mig. Det siger min søster og mine venner fra dengang i hvert fald. Jeg er jo totalt aarhusiansk dansker, og min søster har blå øjne og lyst hår, men jeg har brune øjne og har altid været enormt brun. Jeg lignede ikke nogen af de andre. Det kunne de godt lide.

Med årene blev interessen så heller ikke mindre, efter jeg begyndte at spille trommer for Thomas (Helmig, red.).

Der findes et klip fra en DR-udsendelse fra midten af 80’erne, hvor en gruppe piger bliver spurgt af den udsendte reporter, hvor de er på vej hen, og de så svarer: ’Vi skal ind og se Thomas! Og Claes!’ Men det betød også, at jeg fik travlt med at bevise, at jeg var dygtig til at spille trommer, så det ikke hed sig, at jeg bare var med, fordi jeg så godt ud. Jeg følte, jeg skulle kæmpe endnu hårdere for at blive anerkendt.

Det var først, da Jacob Andersen (nu afdød, dansk percussionist, red.) spurgte, om jeg ville spille med i Danseorkestret, at jeg kunne slappe af.”

Hvad er det mest besynderlige, en kvinde har sagt til dig?

”Det var den første gang, jeg mødte min ekskone, moren til mine børn og mit livsvidne nummer et, Christina Sejr Poulsen.

Jeg var i København for at se ’Tunnel of Love’-turnéen med Bruce Springsteen, og efterfølgende var vi blevet inviteret til afterparty på Annabels, det førende diskotek dengang.

Jeg var totalt popsmart, så på et tidspunkt kom Christina, der var model og alt muligt og vistnok stod og dansede med Dan Rachlin og sådan nogle, gående forbi mig, og så sagde jeg til hende: ’Skal vi danse?’ Hun kiggede bare på mig og sagde: ’Du skal ikke være ked af, at du er fra Aarhus.’ Det sagde hun! Iskoldt. Og så var jeg forelsket.”

Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv?

”Ikke helt på et dansegulv, men Thomas og jeg var ovre og se James Brown spille i Falkoner Salen, dengang han lavede sit comeback med ’Living in America’. Og selve koncerten var jo lidt af et dansegulv.

Da vi kom ud, var vi helt oppe at støde over showet, og vi stod og snakkede med en, som vi kender, ude foran midt i krydset, da der pludselig kom en bil kørende over for rødt og ind i mig.

Den ramte mig utroligt nok kun med sidespejlet, men jeg lavede lige en James Brown-piruet midt ude på vejen og besvimede. Bilisten havde bare fejet mig op, og Thomas troede selvfølgelig, at den var helt gal.

Dagen efter vågnede jeg på Frederiksberg Hospital. På det tidspunkt var vi ved at lave ’Vejen væk’ (1988), og fordi jeg er trommeslager, så tog jeg som det første mine hænder op for at se, om de fungerede, og dernæst hev jeg benklæderne op for at se, om benene også duede.

Jeg havde fået en hjerterystelse og brækket et par ribben, og så var det det.

De fandt aldrig bilisten. Men jeg skulle selvfølgelig heller ikke have stået og flagret på gaden som en skidespræller. Er du klar over, hvor stor en skidespræller jeg var i 80’erne?”

Hvilket træk ved din personlighed bryder du dig mindst om?

”At jeg taler for meget og lytter for lidt. Jeg tror, at det kræver ro inden i at lytte mere, og det er noget, jeg langsomt bevæger mig hen imod.”

Har du nogensinde følt døden ånde dig i nakken?

”Masser af gange. Eksempelvis dengang, jeg brækkede min arm midt over oppe i Skotland, så jeg nu har to titaniumplader og 12 skruer siddende derinde.

Jeg var deroppe for at fejre Thomas’ 50-års fødselsdag sammen med vores anden barndomskammerat Keld Mikkelsen. En dag kørte vi motorcykel, og med sådan noget er jeg som en italiensk biltyv: Det kan ikke gå hurtigt nok, så jeg gav den fuld peber. På et tidspunkt bankede jeg ind i en bakke og røg ud over en skrænt, ude midt i det skotske højland, og da jeg landede, hang min højre underarm og dinglede.

Jeg overtalte Thomas og Keld til at blive og feste, det her skulle jeg nok selv få fikset, hvilket jo var helt wacko. De har så dårlig samvittighed i dag!

Men jeg fik fat i en jæger, der kunne køre mig de to timer til det nærmeste hospital. Da jeg ankom, ringede jeg hjem til Thomas’ storebror, der er læge, for at spørge, om det var bedst at få ordnet bruddet på stedet eller at flyve hjem og få det gjort i Danmark.

Han svarede: ’Det er så fucking typisk dig, Claes. Du brækker armen, og så sker det selvfølgelig det sted i hele Europa, der er mest berømmet for at operere traumebrud. Du må ikke flytte dig. Få det ordnet der.’”

Har du altid være så heldig?

”Altid! Deroppe i Skotland vågnede jeg dagen efter klokken 14, fuld af narkose, men jeg ville bare ud derfra, så jeg sagde til en af lægerne: ’You are a real braveheart, if you get me out of here!’ Braveheart! Mel Gibson! Det er det dummeste, jeg nogensinde har sagt til en udenlandsk mand.

Det lykkedes mig at få ham til at give mig alle mine filer og tjekke mig ud. I mellemtiden var Keld og Thomas kommet ned for at hente mig, og de havde tidligere samme dag for første gang i deres liv skudt en hjort, så de var smurt ind i blod.

På traumecenteret havde de alle sammen hørt om ham tossen med titaniumplader og skruer i underarmen, der bare gerne ville hjem, og nu kom hans to kammier med blod i hele hovedet så gående ned ad gangen. De smed os nærmest ud. En måned senere spillede jeg til ’Vild med dans’-finalen.”

Hvad er meningen med livet?

”For mig er det at give livet videre til nogle andre og forsøge at få dem i en bedre retning end én selv.”

Hvad skal være dit sidste måltid?

”Boeuf bourguignon med kartoffelmos. Jeg elsker det. Når man som mig rejser meget og bruger en del tid på landevejen, får man en hel del mad fyldt med mayonnaise, olie og alt muligt shit.

Derfor kan jeg godt lide at få sådan en bastant ret med kartoffelmos, der bare forer min mave. Jeg falder helt til ro. Som en bjørn, der har spist for mange nødder og går i hi.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd