Anne Mette Kirk: "Jeg var en elendig journalist på den måde, at jeg tog alt med hjem"

Mit værste job nogensinde var på Roskilde Festival i 2004, hvor jeg stod i en ærtebod. Jeg skal hilse og sige, at der ikke er særligt mange fulde mennesker, der spiser ærter – kun hvis de er på et eller andet trip. Flere gange blev jeg løftet væk fra vognen af fulde mennesker, andre gange blev vognen kørt væk. Jeg var der nærmest kun fordi, David Bowie skulle komme, men så aflyste han, og Slipknot kom i stedet for. Og det regnede konstant. Ikke min bedste festival.

Jeg var en elendig journalist på den måde, at jeg tog alt med hjem. Hvis jeg havde siddet i en retssal med et ungt menneske med en frygtelig skæbne, hang det i mig i flere dage. Jeg kunne sagtens være en hård hund, når jeg interviewede, men det sled på mig efterfølgende. Engang til min fødselsdag var de tre første, der ringede, personer jeg havde interviewet. Den dag indså jeg, at jeg gav for meget af mig selv.

Blazer Jacquemus til 5.150 kr. hos Mytheresa.com

Top Zimmermann til 2.205 kr. hos Mytheresa.com

Bukser Dickies til 449 kr.

Halskæde Yab Studio Man til 2.900 kr.

Jeg gik ikke med neglelak og var opmærksom på ikke at fylde for meget til redaktionsmøderne på TV 2. Jeg forsøgte at præstere det bedste, jeg kunne, og tog altid en ekstra vagt, hvis der var brug for det. En aften havde jeg dog fået sagt ja til alt for mange opgaver og var ved at brænde sammen. Da jeg fik fri ved midnatstid, stod jeg i elevatoren sammen med Poul Erik Skammelsen (nyhedsvært på TV 2, red.), som var og er mit idol. Han konstaterede helt tørt: ’Tror du ikke, at du lærte at sige nej i aften?’ Og så nikkede jeg og gik hjem. Det er et af de bedste råd, jeg har fået. Det er totalt OK at sige nej.

Som barn fyldte jeg meget. Jeg havde store armbevægelser og havde altid gang i mindst tre teaterforestillinger, som de andre børn fik lov til at være statister i. Jeg optog små radioaviser på min båndoptager og blev senere tilknyttet P3 som børnereporter. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis Tik Tok havde eksisteret dengang; så havde jeg aldrig forladt mit værelse.

Jeg havde ingen autoritetstro over for voksne. Men da jeg tilpas mange gange havde set mine forældres trætte ansigter til forældrekonsultationer, hvor lærerne endnu engang sagde, at de havde været nødt til at smide mig uden for døren, tog jeg en aktiv beslutning om at skrue ned på alle knapper, så jeg nærmest blev en skygge af mig selv. I gymnasiet blev jeg en tillært 12-talspige. Det blev vigtigt for mig, at alle kunne lide mig, at jeg var dygtig og ikke fyldte for meget. Den mentalitet tog jeg med mig på universitetet og på TV 2 Nyhederne.

Jeg mødte min mand (Stig Kirk Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, red.) til et bryllup i 2008. Han er sådan en mand, der fylder, mener og sætter ting i værk, og det blev tydeligt for mig i mødet med ham, at jeg selv kunne meget mere, end jeg gav udtryk for. Jeg sad ofte fast i overvejelser som: ’Hvad ville folk tænke?’, ’Blev det lidt for meget?’, men de tanker forsvandt. Jeg fik en langt stærkere mavefornemmelse og begyndte at sige redaktøren imod, hvis jeg kunne mærke, at jeg synes, noget var forkert eller skulle laves på en anden måde. Jeg blev faktisk en dygtigere journalist.

Da jeg var højgravid med min første søn og var gået på barsel, skulle jeg ind til et tjek på Rigshospitalet, og det var samme dag som den forfærdelige drukneulykke ved Præstø. En gruppe af eleverne og deres forældre sad i hospitalsfoyeren, og jeg kan huske, at jeg gik forbi dem og tænkte på, hvor rart det var, at jeg ikke skulle gå hen og sige ’Hej, jeg hedder Anne Mette Kirk og kommer fra TV 2 Nyhederne. Er der nogle af jer, der har lyst til at tale med mig?’ Det var uden tvivl en vigtig historie, men jeg kunne mærke, at jeg skulle noget andet.

Heldigvis blev jeg kontaktet af en tidligere kollega, som spurgte, om jeg ville være redaktionschef for Peter Falktoft og Esben Bjerre. På det tidspunkt var de en landeplage i radioen, og vi skulle køre det videre i et dagligt aktualitetsprogram på tv. Det var rart for mig at møde ind på en redaktion, hvor man grinede hele dagen. Det var inspirerende at se, hvor let de tog det, når nogen ikke kunne lide med dem. Det lærte jeg meget af. Jeg er ikke længere bange for, hvad andre tænker. Du må gerne synes, jeg er en kælling.

Da jeg havde lavet ’Monte Carlo’ på DR3 i knapt et år, sad vi en dag og spiste frokost, mens vi kiggede i en avis. Her så vi et jobopslag til Kongehusets kommunikationsafdeling. Jeg jokede med, at jeg ville søge stillingen, og så grinede vi lidt, fordi Peter og Esben om nogen har været med til at sætte fokus på prins Henrik. Jeg sendte alligevel en ansøgning og tænkte, at jeg nok ikke ville have en chance, men efter et langt forløb og mange samtaler, endte jeg med at få tilbudt drømmejobbet.

Begge mine forældre blev alvorligt syge med kort mellemrum, og vores yngste søn fik en autismediagnose, efter jeg havde arbejdet i Kongehuset i halvandet år. Det var virkelig en mavepuster. En aften begyndte jeg at skrive løs på det, der endte med at blive min debutroman, ’Knust’. Jeg mærkede en glæde og drivkraft, som jeg aldrig havde mærket før. Mine forældres sygdom gjorde, at jeg blev et carpe diem-svin: ’Det må være nu’. Da jeg havde skrevet 100 sider, fandt jeg et forlag, hvor jeg ikke kendte nogen, og sendte mit udkast afsted. 13 minutter efter fik jeg svar fra redaktøren, og en måneds tid senere underskrev jeg en kontrakt på to romaner.

Nogle tror, at mit forfatterskab er et hobbyprojekt, og det kan virkeligt gøre mig sur. Jeg har aldrig arbejdet så hårdt og fokuseret som nu. Jeg begynder tit at skrive klokken fem om morgenen. Det sker også, at folk – oftest gamle mænd – antager, at jeg bare går hjemme, fordi jeg har en mand, som laver, hvad han gør. Jeg er ikke blevet mindre ambitiøs, fordi min mand har ambitioner. Tværtimod.

Top Zimmermann til 2.205 kr. hos Mytheresa.com

Bukser Dickies til 449 kr.

Halskæde Yab Studio Man til 2.900 kr.

Jeg kan ikke finde ud af at lave mad, så jeg synes, det er dejligt, når mænd er gode i et køkken. Derudover er jeg helt pjattet med mænd, som er engagerede fædre. Jeg var selv så heldig at have en far, som var ekstremt tilstedeværende. Han var lige så vigtig for mig som min mor. Nu ser jeg mine egne børn få det samme, og det gør mig så glad. Jeg synes, at det burde være en menneskeret for alle børn at have en nærværende far.

Jeg fandt ret tidligt i livet ud af, at jeg ikke gider spilde et sekund af mit liv på en mand, som ikke vil mig 100 procent. Derfor opfandt jeg i starten af 20’erne det, jeg kalder ’Kongens Nytorv-testen’. Det går ud på, at du skal spørge dig selv, om den givne mand vil stille sig ud på Kongens Nytorv og råbe, at han er helt vildt med dig. Hvis du tøver eller er i tvivl, skal du skynde dig videre. Inderst inde kender vi godt svaret.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview