Anya: "Som kvindelig artist og producer møder man hele tiden en grænse, som hedder, at musikken skal igennem en mand, for at det kan blive spillet i radioen"

Hvis jeg skal præsentere mig selv, afhænger min præsentation af, hvad personen over for mig forventer. Tit ved folk godt, at jeg spiller musik, men lige for tiden siger jeg oftest, at jeg er advokatfuldmægtig. Jeg arbejder fuld tid som advokatfuldmægtig, så det er de facto det, der fylder mest lige nu. I lange perioder har musikken fyldt alt, også meget mere end 37 timer om ugen. Jeg bruger heldigvis stadig meget tid på min musik, på at udgive og promovere, lave interviews og tale med fans.

Jeg har altid drømt om at blive sangerinde. Jeg er vokset op i et hjem, hvor alle spillede en form for musik. Min mor sang og spillede klaver, mens begge mine søstre var koncertpianister og virkelig dygtige. Vi havde flygel i stuen. Min storebror spillede violin. Jeg begyndte at skrive musik, da jeg var 13-14 år. Det var nogle cheesy popsange, og det fortsatte jeg jo på en måde med.

Min far døde af kræft, da jeg var tre år, så jeg kan desværre ikke rigtig huske ham, fordi jeg var lille, men jeg føler, at jeg kan huske ham. Jeg tror, at det er second hand minder, altså noget, mine søstre og mor har fortalt mig.

Min mor har inspireret mig meget. Hun er amerikaner og har en akademisk baggrund, men hun endte pludselig med at være alene i Danmark med fire børn, mens resten af hendes familie var i USA. Jeg ser hende som en altmulig-kvinde, der aldrig har ladet sig definere af sit erhverv. I løbet af min opvækst har hun blandt andet været landmand, diætist, massør og kirketjener, og det, synes jeg, er ret inspirerende. Jeg er ikke kun musiker eller jurist. Jeg kommer sikkert til at være alt muligt gennem mit liv.

Jeg har haft intens sceneskræk i mange år. Jeg blev så påvirket af min nervøsitet og præstationsangst, at jeg ikke havde det sjovt på scenen, og så fik jeg projiceret negativ energi over på bandet. Jeg havde en veninde med til en af mine første koncerter, og efter koncerten sagde hun ikke rigtig noget godt. Hun sagde bare: ’Du er nødt til at være mere ligeglad.’ Det var fuldstændig spot on. Jo sjovere man har det på scenen, jo sjovere har publikum det. Jo mere man nyder det, jo mere nyder folk at se på en. Heldigvis kom jeg til et sted, hvor jeg tænkte: ’Fuck det, vi skal have det fedt!’ Det er en brøkdel af mennesker, der får lov til at opleve sådan nogle ting, og der findes ikke noget vildere end at stå og synge sine sange og se, at folk kan synge med. Hvis man er sangskriver eller performer, så tror jeg bare, at det er den største lykke. Så min veninde havde helt ret. Det skal jeg huske at sige til hende.

I starten af året sprang jeg ud som indie-artist, og jeg er begyndt at udgive min musik selv. Jeg har lavet en EP med danske sange, som var mit eget baby-projekt, og jeg har selv finansieret det hele. Det plejer jo at være sådan, at man får en pladekontrakt, og så finansierer ens label tilblivelsen af musikken, så de betaler for producer, mixmaster og sådan noget, men så ejer de også musikken. Så kan man måske lave nogle aftaler om, hvordan man skal dele det, der kommer ind, når musikken bliver spillet, men det er dem, der ejer masteren. De her danske sange var ret særlige for mig, så jeg kunne ikke overskue tanken om at give rettighederne til andre.

Kjole Mark Domino Tan til 3.800 kr.

Jeg ved ikke, om jeg vil fortsætte med at udgive min musik på denne måde, men det har gjort, at jeg er blevet meget kræsen omkring, hvem jeg vil arbejde sammen med. Men det er også en arbejdsskade, for jeg arbejder med immaterialret, som er rettigheder til musik, film, bøger og lignende. Jeg tror egentlig, det er godt, at man som musiker er naiv i forhold til mange af de ting, fordi nogle gange skal man også go with the flow, sige ja og bare hoppe ud i det.

Jeg er en del af ’She can play’, som er et fællesskab for kvindelige producere, sangskrivere og artister. Det udspringer af, at der er en klar overvægt af mænd, der producerer musik. Det er et problem, fordi det at producere musik er en fundamental rolle, fordi det er producerne, der afgør, hvordan musikken skal lyde. Og der er altså flest mænd, der er repræsenteret i den musik, vi hører i dag. Som kvindelig artist og producer møder man hele tiden en grænse, som hedder, at musikken skal igennem en mand, for at det kan blive godt nok til at blive sendt som demo til pladeselskaberne eller blive spillet i radioen. Man kan ikke tage det hele vejen selv. Men det, synes jeg, kunne være fedt, hvis kvinder kunne.

Jeg tror, problemet er, at der ikke er nok kvinder, der er blevet opfordret til at producere. Der har ikke været nok tiltro til, at kvinder også kan blive gode producere. Det er måske lidt ligesom at spørge, hvorfor der ikke er flere kvindelige komikere. Det, tror jeg, har meget at gøre med, at der har været en dum fordom om, at kvinder ikke er sjove. Jeg tror, at fremtiden og løsningen ligger i, at man fortæller de unge kvinder, at det er en mulighed. At hvis du kan og vil, så kan du sagtens gøre det. Og du skal nok blive god, du skal bare øve dig.

En af de mest gængse påstande er, at der er villighed til at give mere plads til kvindelige artister, men at de simpelthen ikke er der. Men hvad med fx Jada, Soleima, Drew, Mags, Kwamie Liv, Fallulah, Lydmor? Giv dem noget lys, spil dem i radioen, vælg dem til festivalerne. Det er et strukturelt problem, som godt kan tage lang tid at ændre, men jeg tror, at nogle af tingene sagtens kan løses hurtigere, hvis det bliver accepteret som et strukturelt problem og ikke bare ’kvindernes problem’.

Jeg møder meget modstand, når jeg bringer de her ting op. Der er meget lidt forandringsvillighed og generelt meget dårlig energi omkring det, i stedet for at man bare tænker: ’Ja, fedt! Kvinder er dejlige. Lad os få nogle flere kvinder ind her.’ Jeg hører meget mere: ’Der er ikke nogen, der skal positivt særbehandles.’

Jeg har selv oplevet ikke at blive booket til noget, fordi de allerede havde booket en anden kvindelig artist, og det syntes de, var nok, selvom den anden kvinde spillede noget helt andet musik end mig. Jeg har også fået at vide af en manager, at jeg ikke kan tage på ferie, fordi der jo er tusindvis af andre unge kvinder, der gerne vil tage min plads.

Dem, der kæmper imod den her bevægelse, burde vide, at alting bliver lidt bedre, hvis man har mere balance i forhold til køn. Kvinder har bare nogle ting, de kan bidrage med, som mænd ikke kan og omvendt. For mig at se gør skævvridningen tingene mere kedelige.

Sådan er det også i et parforhold. Tingene bliver bedre, når man ser hinanden som ligeværdige. Jeg øver mig fx i ikke at have alle mulige fordomme om min kæreste i forhold til, hvad han skal kunne og ikke kunne som mand. Nogle gange kan jeg tage mig selv i at blive irriteret over, at der er noget mandeagtigt, som han ikke kan, i stedet for bare at tænke, at det må jeg finde ud af selv. Hvorfor skulle han kunne gøre det bedre end mig? Jeg kan da også bare selv tage en hammer i hånden og gå i gang. Han er virkelig god til ikke at forvente alle mulige kvindeagtige ting af mig, og så skylder jeg ham også ikke at forvente alt muligt mandeagtigt af ham.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview