Josefine Høgh: "Når jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre, så tænker jeg altid: ’Hvad ville min far have gjort?’"
Josefine Høgh er nærmest født med fodboldstøvler på, og fodbolden har fulgt hende gennem livet både på og uden for banen. Siden sidste år har hun været vært på DR’s ’Fodboldmagasinet’, mens hun har stået på sidelinjen og set sin far få sit livs tackling.
Min største drøm gik allerede i opfyldelse, da jeg var 12. Mine forældre satte mig på et fly til Manchester, hvor jeg skulle holde ferie hos Peter Schmeichel og hans familie. Peter havde arrangeret, at jeg skulle med til træning. Han havde sat et møde op med David Beckham, som var mit største idol, og alle de andre spillere: Jaap Stam, Ryan Giggs, Paul Scholes, Dwight Yorke og Andy Cole. Det var et stjernehold, og jeg var helt paf. Og det er altså virkelig sjældent, at jeg ikke kan finde på noget at sige.
Bagefter kom Beckham med en trøje til mig, hvor der stod ’To Josefine, with love from David’. Selv om jeg i dag møder mange verdensstjerner, er det stadig en oplevelse, der har brændt sig fast i mig.
Jeg er født og opvokset i Odense, og uden at det skal lyde alt for poleret, så kommer jeg fra en rigtig kernefamilie. Vi boede tæt på OB’s anlæg, Ådalen, hvor min far jo har spillet (målmanden Lars Høgh, red.), og hvor jeg selv har slået mine folder med bolden, nærmest siden jeg kunne gå. På min fars side af familien har jeg altid været den eneste pige, og når vi skulle spille fodbold i haven, så var det mig, der blev sat på mål og smadret igennem af min bror og mine fætre. Det har gjort mig hårdfør, for der var ikke noget med at pive.
Annonse
Vores familieliv har naturligvis på mange punkter været på min fars præmisser, og det er min mor, der har fået det hele til at hænge sammen. Jeg husker især, at når far skulle spille om søndagen, skulle vi være stille, fordi han skulle sove til middag inden kampen.
Som seksårig startede jeg til træning i OB. Ådalen var som vores baghave, og vi kendte alle i klubben. Der var ikke nogen, der sagde, at jeg skulle starte. Selvfølgelig skulle jeg det. Da jeg var 12, begyndte det at tage fart. Jeg fandt ud af, at jeg var ganske god, og der var klare forventninger til, at jeg tog et ansvar på holdet. Jeg spillede i OB i hele min ungdomstid, og som 14-15-årig begyndte jeg at komme ind omkring ungdomslandsholdet.
Da jeg blev færdig med den treårige Team Danmark-linje på gymnasiet, havde jeg en stor lyst til at rejse ud, men samtidig spillede jeg fodbold næsten hver dag og vidste ikke, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen.
Top Josefines egen.
Min plan blev, at jeg skulle fortsætte i OB og så rejse væk i vinterpausen. Men sådan blev det ikke. Sommeren efter jeg var blevet student, kontaktede Fortuna Hjørring mig med et kontrakttilbud. Jeg var i tvivl, for jeg havde jo lagt en anden plan. Vi stod for at skulle på ferie på Mallorca, min familie og mine forældres venner, Brian Laudrup og hans familie. Vi tog afsted og jeg skulle beslutte mig, men heldigvis havde jeg nogle erfarne mænd med på råd. Alle var enige om, at der var lidt langt til Hjørring, men ellers syntes de, at det var en fed mulighed. Jeg endte med at kaste mig ud i det.
Da vi landede i Kastrup, kørte vi omkring Fyn, pakkede en taske og så videre til en McDonald’s ved Vejle, hvor vi mødtes med sportschefen og træneren. Jeg skrev under, og klokken 10 næste formiddag stod jeg klar til træning i Hjørring. Jeg endte med at være i klubben i halvandet år, hvor vi blev danske mestre og spillede Champions League, og jeg blev udtaget til A-landsholdet. Det var et fantastisk år.
Efter alle de gode oplevelser drømte jeg om, at mit liv skulle byde på andet end fodbold. Der er sket rigtig meget med kvindefodbolden nu, men på det tidspunkt var det ikke en rigtig karrierevej. Jeg ville gerne have en god uddannelse og gøre karriere, så jeg besluttede mig for at søge ind på psykologi i Aarhus. Ved siden af studiet holdt jeg dog stadig lidt fast i fodbolden og spillede i Skovbakken.
Mens jeg læste, fik jeg først et studiejob på DR i Aarhus og siden på TV 2 Sport. Da jeg havde færdiggjort mine studier, skiftede jeg til Discovery, hvor jeg blev reporter på landskampe og Superligaen. Jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne fungere på skærmen, men jeg elsker at få en udfordring, så selvfølgelig takkede jeg ja. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. Det der med at kaste sig ud i ting er kommet godt tilbage til mig, og det vil jeg blive ved med at gøre.
Jeg var kommet dertil, hvor jeg stadig elskede at spille fodbold, men jeg vidste også godt, at jeg ikke kunne blive ved for evigt. Og jeg vidste også, at jeg ikke kom til at stoppe, fordi jeg ikke havde lyst mere. Fodbold var jo hele min identitet. Når jeg mødte folk, som jeg ikke havde set længe, så spurgte de som det første, om jeg stadig spillede fodbold. Og jeg frygtede at skulle svare nej, for hvem var jeg så? Muligheden for at have med sport og i særdeleshed fodbold at gøre, men på en anden måde, blev min overgang. Jeg er meget privilegeret over at arbejde med det, jeg elsker allermest, når jeg laver ’Fodboldmagasinet’. Og det er stadig sådan, at lige så snart der kommer en bold i en radius af 10 meter, har jeg lyst til at gå hen og lege med den.
Der er selvfølgelig en del fordomme om kvinder i sportsverdenen, og jeg har oplevet det på to måder. Dels da jeg selv spillede, hvor folk tit fremførte tesen om, at piger ikke kan spille fodbold. Dels nu hvor jeg er frontfigur på noget, som mange forbinder med en mandsdomineret verden. I starten blev jeg ofte mødt med, at jeg ikke vidste lige så meget om fodbold som mænd, og at jeg kun var på skærmen, fordi jeg var lyshåret. Der var mange, der prøvede mig af. Især de spillere, som jeg stod overfor under interviews. Og folk må jo mene, hvad de vil om kvinder og sport. Min fornemmeste opgave er så at bevise, at de tager fejl.
Jeg skelner ikke mellem mænd og kvinder. Det er en kategorisering, jeg ikke selv dyrker, hverken i mit arbejdsliv, i andres arbejdsliv eller i andre aspekter af livet generelt. Jeg vil ikke bedømmes på, om jeg er god, fordi jeg er kvinde i branchen – jeg vil vurderes på, om jeg er god. Punktum. Men det er blevet meget bedre nu. På den ene side fordi jeg er blevet mere etableret som vært, og på den anden side fordi der er kommet flere kvinder i branchen, som har givet en større ligevægt. I dag ser vi kvindelige eksperter på herrefodboldslutrunder, og hele kvindefodbolden er inde i en rivende udvikling.
Annonse
Jeg har lært, at mænd er meget forskellige, og gud ske tak og lov for det. Og så har jeg lært, at de fleste mænd fungerer bedst, når deres mave er fyldt. At være ’hangry’ (sur og sulten, red.) er virkelig en tilstand, som man skal prøve at undgå. Kvinder har desværre ofte en tendens til at forsøge at ændre på deres mænd, men jeg har bare fundet ud af, at de fleste mænd gør det bedste, de kan. Og det er faktisk okay. Hvis du først begynder at forme en mand, som du vil, så vil du ham ikke alligevel. Så bliver han kedelig. Og at være sammen med en kedelig mand er det værste, jeg kan forestille mig.
Det mest tiltrækkende ved en mand er selvironi. Jeg elsker, når en mand kan grine af sig selv. Jeg griner også meget af mig selv, ikke fordi jeg siger sjove ting, men fordi jeg er kluntet. En mand skal også være passioneret omkring noget, og så er det egentlig lige meget, hvad det er. Når man kan se ild og lys i øjnene på nogen, så ved man også, at det er et menneske, du kan have nogle interessante samtaler med og blive klogere på.
Min far har altid været en stor støtte for mig. Når jeg er på skærmen, hepper han på mig, som om det var en fodboldkamp. Noget af det, jeg beundrer mest ved ham, er, at han ikke bare taler om at gøre ting. Han gør det bare. Når jeg sidder i en situation, hvor jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal håndtere det, så tænker jeg altid: ’Hvad ville min far have gjort?’
Det sidste halvandet år har min far haft kræft, og det har været fuldstændig vanvittigt for mig. Jeg har været ude i de yderste kroge af følelsesregistret, og jeg har aldrig været så tynget af sorg og grædt så meget. Men nogle gange går det jo sådan, at når livet er mest uoverskueligt, så dumper der noget godt ned. Og midt i min ulykke stod jeg og mærkede den største glæde og umiddelbare lykke, da jeg mødte min kæreste Lasse.
Jeg kan tydeligt huske den dag, min far fik konstateret kræft. Det var lige efter Smukfest og i slutningen af den fedeste sommer. Vi havde været til VM i fodbold i Rusland, hvor jeg var afsted med DR og han med landsholdet som målmandstræner. Vi havde været der i tre-fire uger og ikke haft ret meget kontakt, fordi vi hver især skulle passe vores arbejde, og jeg skulle være objektiv og have fokus på min opgave. Der skulle ikke være nogen, der kunne så tvivl om, hvor vores loyalitet lå, og om jeg havde bedre vilkår end andre.
Vi holdt en totalt professionel distance. Men efter den sidste kamp, hvor Danmark blev slået ud af Kroatien, faldt vi bare i armene på hinanden. Vi var så overvældede over alt det, vi havde oplevet den måned, og så var vi selvfølgelig ulykkelige over, at Danmark var røget ud. Jeg er taknemmelig for, at vi havde den oplevelse sammen.
Josefine Høgh
Født 21. september 1989, arbejder som vært på DR Sporten og Fodboldmagasinet. Har tidligere spillet professionel fodbold i OB, Fortuna Hjørring, Skovbakken og på A-landsholdet.
Har en kandidatgrad i psykologi fra Aarhus Universitet. Bor i København med sin forlovede, tv-værten Lasse Sjørslev, og hans to børn. Josefine er datter af fodboldlegenden Lars Høgh.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.