Knud Foldschack: "Med min opvækst kunne jeg lige så godt være endt med at blive kriminel"

Hvad er dit bedste barndomsminde?

”Jeg var et uønsket barn. Min mor var dybest set uegnet som forælder og sendte mig på spædbørnsplejehjem, kort efter jeg blev født. Jeg nåede at være anbragt tre steder, inden jeg som treårig kom til Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Her mødte jeg en diakonisse, søster Helene, som fulgte mig hele min barndom og blev min gudmor. Samværet med hende er mit eneste rigtig gode barndomsminde. Jeg tror, at hun som kristen så en opgave i at frelse mig. Hun var der altid til at samle mig op eller hjælpe mig i den rigtige retning, når jeg kom på afveje. Da jeg var færdig med realskolen og ikke anede, hvad jeg skulle lave, spurgte hun, om ikke jeg ville læse HF. Jeg sagde, at det ville jeg gerne, hvortil hun svarede: ’Det var godt, for jeg har allerede meldt dig ind.’ Søster Helene var min livline.”

Hvornår blev du en mand?

”I december 1969. Jeg var 17 år gammel, da jeg meddelte min mor, at hun ikke længere skulle bestemme over mig. Jeg var klar til at tage over og tage ansvar for mit eget liv. Hun havde flyttet mig fra børnehjem til børnehjem og fra kostskole til kostskole gennem hele min barndom, og hver gang jeg knyttede mig til noget eller nogen, rykkede hun mig videre. Jeg tror, at det gjorde hende jaloux. Men nu skulle det være slut. Jeg flyttede i bofællesskab i Søborg, og siden har jeg ikke haft kontakt med hende. Det blev starten på et nyt kapitel i mit liv.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?

”Da jeg var færdig med HF, søgte jeg ind på lærerseminariet. Men jeg kom ikke ind, fordi mit gennemsnit var for dårligt. Jeg var kvik nok, men jeg ville hellere lave ballade end at gå i skole. Jeg talte med min kæreste om, hvad jeg skulle finde på, nu hvor jeg ikke kunne blive lærer. Hun sagde, at jeg kunne blive advokat. Det gjorde mig lidt stolt, at hun mente det. Men det viste sig, at hun primært sagde det, fordi jurauddannelsen var den eneste universitetsuddannelse, som dengang ikke havde nogen adgangsbegrænsning.

Hvis der havde været et karakterkrav som i dag, var jeg formentlig aldrig blevet advokat. Og med min opvækst kunne jeg lige så godt være endt med at blive kriminel. Min barndom har lært mig alt om at sno sig. Jeg lærte at undgå at blive opdaget, når jeg sneg mig over på pigekostskolen om natten, eller når jeg var nede og stjæle mad i køkkenet. Hvis ikke jeg havde fået lov til at bruge mine kreative evner på at være en lidt usædvanlig advokat, så var jeg muligvis endt med at bruge dem på noget ulovligt.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Jeg sad engang i bestyrelsen i en økologi-virksomhed med Ritt Bjerregaard. En dag spurgte jeg hende, om jeg skulle gå ind i politik – og i så fald for hvilket parti. ’For Guds skyld, aldrig,’ svarede hun og fortsatte: ’Så mister du al din indflydelse.’

Det, hun mente, var, at hvis jeg som advokat gik ind i politik, ville jeg blive puttet ned i en ideologisk kasse som socialist, liberalist eller konservativ, som ville begrænse mig i min advokatvirksomhed. I dag arbejder jeg med tværpolitiske løsninger – blandt andet i forhold til Christiania – og derfor er jeg glad for, at jeg ikke satte mig selv i bås.”

Hvornår gik det op for dig, at du er god til det, du laver?

”Jeg er altid i tvivl om, hvorvidt jeg er god til det, jeg gør. Det kan være et åg, men jeg tror også, at det er et godt værn mod at blive selvfed. Folk, der er helt og aldeles overbeviste om, at de altid gør det rigtige, kommer til at opleve det samme, som Liberal Alliance gjorde til folketingsvalget. Selvfedme kommer tilbage og rammer dig i røven før eller siden.”

Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?

”Jeg var i Amazonas for at hjælpe indianerne med at få finansieret nogle vandboringer. Jeg overnattede i en lille hytte ude i junglen, og en morgen vågnede jeg ved, at der sad en høne på min skulder. Hele hytten var fuld af vand, fordi der havde været kraftige regnskyl om natten. Jeg kiggede ned ad mine ben, der var hævede og fyldt med små bobler. Det viste sig, at der var en masse små mider, som havde angrebet dem.

Jeg blev mere og mere syg og skulle på hospitalet hurtigst muligt, hvis ikke det skulle blive livsfarligt. Men hvis vejret ikke var rigtigt, kunne det ikke lade sig gøre at flyve ud af junglen. Heldigvis lykkedes det mig at komme med det sidste fly sent om aftenen. Hvis jeg ikke var kommet med ombord, var det nok endt galt.”

Har du et overlevelsestrick?

”Ja. Det er at dæmpe problemet i øjeblikket og tage sig den tid, der skal til for at finde frem til, den rigtige beslutning. Enhver udfordring har en rigtig, eller den rigtigste, løsning, og det handler om ikke at tage forhastede beslutninger, men derimod sørge for at forskyde konsekvensen, så man giver sig selv tid til at belyse udfordringen fra flere forskellige vinkler.

Når man som jeg er opvokset på et børnehjem, lærer man hurtigt, hvordan man løber fra en røvfuld – eller i hvert fald udskyder den – og den evne er kommet mig til gode flere gange i mit arbejdsliv.”

Hvad betragter du som din største bedrift?

”Jeg kan ikke fremhæve én ting. Men når jeg ser tilbage på mit liv, er der tre ting, som skiller sig ud: Den første er dengang, jeg var med til at redde en lille dreng i Peru, som var blevet slemt forbrændt af en olielampe, hans far havde væltet ned over ham. Jeg var med til at sørge for, at han blev opereret og overlevede.

Den andet er, da det lykkedes mig at få tilkendt erstatning til 1.000 mennesker, som var blevet ulovligt anholdt i forbindelse med COP15-klimatopmødet i København. Og den tredje er den dag, Christiania-fonden fik overrakt skødet til fristaden, og vi endeligt sikrede beboernes ret til området. Men hvad er vigtigst – at redde en lille dreng eller hjælpe 1.000 mennesker med at håndhæve deres menneskerettigheder? Det kan jeg ikke svare på.”

Er du bange for at dø?

”Jeg nægter at forholde mig til det faktum, at jeg skal dø, i et forsøg på at få mest muligt ud af livet. Men den dag, hvor virkeligheden rammer, er jeg sikker på, at jeg vil blive bange. Der er mange, der siger, at de ikke frygter døden, men dybest set tror jeg dem ikke. Det er bare et krukket svar, fordi det ikke er særligt sexet at sige, at man faktisk er bange for at dø.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview