Steen Jørgensen tænker på døden hver dag: ”Der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det. Jeg tager dog gerne en tur til”

STEEN JØRGENSEN STÅR OG ryger en smøg i en stor, vamset dunjakke i navyblå. På hovedet har han en truckercap med flad skygge, der skråer op i en 100 graders vinkel fra panden, håret stadig langt og straight og skægget kompakt om hagen i en ulveagtig tone.

Som fodtøj – det er vinterfriskt og gråt som fanden i vold her på Christianshavn – sporter han et par praktiske støvler, den slags, der snøres på kryds. De er købt på foranledning af hans kone, den sydafrikanskfødte musiker og billedkunstner Marina Botes, som han netop nu udgiver en plade sammen med.

Selv ved han sgu ikke helt, om de holder, og rigtigt nok stinker de ikke ligefrem af antiautoritet, men det er altså også lang tid siden, at punkens danske gudfar var regulært kontrær i betrækket.

For snart 50 år siden, i 1977, stod Steen Jørgensen i Daddy’s Dance Hall i København og det ikke i hverken dunjakke eller krydssnørede vinterstøvler. Sex Pistols var kommet til byen, og til stede den aften var også Peter ’Peter’ Schneidermann, Tomas Ortved og Knud Odde.

Senere samme år – ganske tidligt om morgenen, for at det ikke skal være løgn, til en emneuge på Rødovre Statsskole – debuterede kvartetten under navnet Sods. Landets første punkgruppe var søsat.

Nogle år senere, da det momentane punkbrændstof atter var fordampet, bevægelsens globale frontudøvere for længst opererende i en post-æra, skiftede også Sods spor, omdøbte sig til Sort Sol, og så tog udvidelsen af bandets folkelige båndbredde pludselig fart: I 1991 majorlabel-debuterede de med ’Flow My Firetear’, og to år senere kom ’Glamourpuss’ indeholdende nationalklenodien ’Let Your Fingers Do the Walking’.

Siden er tre album mere kommet til, senest comebackpladen fra 2017, ’Stor langsom stjerne’. Ligesom punken er karakteren Steen Jørgensen vævet sammen af myter og opfattelser. Han har også selv spillet med på den tangent. Som da han i et afsnit i den første sæson af ’Klovn’ gør den i rollen som ’Godfather of Drugs’, da Casper og Frank pludselig vil prøve heroin.

(Til dette magasin har Steen Jørgensen engang udtalt, at manddomsprøven inden for hans fag er at blive clean.)

I 2011 trevlede han pludselig meget af samme vævning op igen, da han deltog som dommer i talentshowet ’Voice’, og sidste år var han at finde i TV 2-programmet ’Toppen af poppen’. Men sådan har han det bedst, siger han: Når folk ikke helt ved, hvor de har ham.

Steen, når det er så koldt udenfor, som det er lige nu, så begynder jeg automatisk at høre mere og mere Leonard Cohen. Der sker et eller andet, når der bliver mørkt og køligt. Så lyder hans stemme bedre. Det fik mig ind på YouTube, hvor der ligger en forrygende optagelse fra et DR-program fra 1992, hvor Jarl Friis-Mikkelsen var vært på et talkshow. Af en art, man ikke laver længere. Og der havde han så besøg af Leonard Cohen.

”Ja, det var ret vildt, at det kunne lade sig gøre.”

Supervildt. Og der sad de og drak sjusser og blev sådan lidt halv…

”Jamen altså, Cohen fik vel sådan set drukket det hold under bordet allerede under udsendelsen.”

Man kan også se på Jarl Friis-Mikkelsen, at han er i godt humør.

”Ja!”

Og der kommer Brødrene Brormand, dig og C.V. Jørgensen så pludselig ind …

”Ja, det var et ønske fra DR’s side. Om ikke vi kunne lave en sang sammen.”

Var du og C.V. Jørgensen begyndt at spille sammen dér?

”Vi var venner i hvert fald. Og så lavede vi på et tidspunkt nogle indspilninger af forskellig art, der ligger hos Carsten. Så vi har indspillet noget. Det kommer nok aldrig ud.”

Det, der er så forrygende her, er, at I fortolker ’Seems So Long Ago’, som er en god sang.

”Det er en rigtig god sang.”

Men jeg synes, den bliver endnu bedre med jer to. Der er nærmest sådan en ondskab i jeres stemmer.

”Nå, er der det? Det, der måske er sjovt ved den, er, at vi er to mænd, der synger til hinanden om en kvinde, vi begge kender. Eller forestiller os, at vi kender. Det var C.V.’s idé at tage den sang, og jeg var med på den lige med det samme, fordi det var et af Cohens mere off numre.”

Leonard Cohen virkede også overrasket over, at I havde valgt det nummer.

”Ja, og vi snakkede faktisk med ham bagefter, og han fyrede jo godt op under de her drinks. Som han sagde: ’Jeg har opfundet drinken Red Needle. Og dem skal vi have rigtig mange af nu.’ Og det fik vi.”

Gav I den gas sammen med ham?

”Det gjorde vi. Han hang ligesom ud med pladeselskabet og sin tourmanager og DR-folkene ude i foyeren. Som jeg husker det i et par timer.”

Hvordan var det?

”Det var helt fantastisk. Han var snaksaglig.”

Han var en gentleman, ik’?

”Fuldstændig!”

Nu er du igen aktuel med et nyt album. Hvad er det mest tilfredsstillende ved at lave musik for dig?

”Det er jo både en måde at slippe ud af sig selv, men også at trænge ind i sig selv på. Det går ligesom begge veje. Det er en udtømmende proces.”

Er det noget, du har brug for? Sagt på en anden måde, kan du mærke, hvis du ikke har været igennem den proces i et stykke tid?

”Ja, jeg kan godt mærke en utilfredsstillethed, hvis ikke jeg gør det. Jeg kan godt komme ind i en spiral af flere år, hvor jeg ikke laver noget. Og det er ikke altid lige tilfredsstillende, men så kan jeg komme ud og spille, og det betyder rigtig meget for mig.”

Albummet er skabt af dig og din kone, Marina (Botes, red.), som kommer fra klassisk musik. Hvornår spillede I sammen første gang?

”Vi begyndte lidt i '20. Det skete helt tilfældigt, da vi under nedlukningen sad derhjemme og havde tid til at være kreative sammen. Der lavede vi fire-fem numre, hvor vi kunne mærke: Det her, det vil vi gerne udgive.”

Har I skrevet musikken i fællesskab?

”Det har været et samarbejde, og så har der været nogle ting, Marina er kommet med, som jeg så har lagt noget på. Eller hun er kommet med skitser, jeg har lavet noget melodi på. Ret hurtigt mærker man: Det her holder.”

Hvordan er det at lave musik med ens hustru? Er det anderledes?

”Ja, for vi er jo sammen hele tiden.”

Man kan ikke bare skride?

”Nej, det kan man ikke på samme måde. Vi går jo i seng med det. Der er måske nogle fordele, men der kan også godt være lidt flere konflikter, end der er i et band. Uenigheder.”

Man vil vel helst heller ikke fucke sit forhold op?

”Nej. Men der kan godt komme masse af stikpiller, ik’. ’Du synger ikke på et-slaget!’ ’Det er med vilje!’ Sådan nogle ting.”

Du og din kone har ret forskellige indgange til musik: Har I kunnet finde et fælles sprog?

”Jeg tror, at i Marinas meget skolede indgang og min absolut modsatte, altså self-made-indgang, opstår der et eller andet clash, som vi kunne fornemme, virkede med det samme. Man skal turde være åben for det clash.

Hvis nu det havde været skønsang, der var blevet lagt ind over musikken, havde jeg måske ikke lyttet efter. Det er ret råt, det vi laver, selvom der også er noget sødmefyldt i nogle af melodierne. Der er opstået et råt udtryk, som jeg tror, vi begge kunne lide lige med det samme.”

Er det sværere at finde ind til det kreative flow, hvor du kan skabe ting, i takt med at du bliver ældre?

”Lige nu er det ikke. Jeg føler mig meget inspireret. Og har virkelig meget på hjerte, synes jeg selv. Masser af noter og idéer til nye ting. Og så har jeg ligesom fundet noget her med Marina, som jeg ser som et langstrakt forløb.”

Jeg læste på et tidspunkt et interview med Quentin Tarantino i forbindelse med hans film ’Once Upon a Time in Hollywood’, der jo foregår i 60’erne. Der blev han spurgt, hvilken tidsperiode han allerhelst kunne tænke sig at leve i. Hvortil han så sagde: ’En hvilken som helst tid uden smartphones.’ Hvad synes du om vores tid?

”Jeg synes, at det fx i forbindelse med koncerter er en pestilens. Jeg kan godt lide at gå til koncerter og bare være i det. Der kan jeg godt blive meget distraheret af folk, der står med deres telefoner.

For jeg bliver også nysgerrig. Hvad er det, de optager? Og så får jeg en følelse af, at jeg måske skal tage min egen op og optage noget. Og det irriterer mig faktisk. Jeg syntes, det var smukt, da Bob Dylan gjorde, hvad han gjorde.”

Den mobilfri koncert, han holdt?

”Præcis. Han tvangsafdigitaliserede os. Jeg nød det virkelig.”

Du har vel også selv en smartphone?

”Ja, men jeg er nødt til at sætte den på lydløs. Og en gang imellem forsøge at glemme, at den er der.”

Du føler dig ikke hæmmet af tiden?

”Nej. Dybest set finder man ud af, at den verden, man blev født ind i, er fuldstændig ændret i løbet af to generationer. Den ser nogenlunde ud, som den gjorde, men alt det interaktive, og det, der foregår mellem mennesker, er fuldstændig forandret.”

Jeg tænker også, at dengang I skabte den danske punk, eller hvad vi skal sige …

”Ja! Det gjorde vi, ha ha.”

Den tid og det rum og det miljø, som I skabte sammen med forfatterne og de andre kunstnere og dem, der bare godt kunne lide at hænge ud der – der var der jo også noget smukt i, at det kun var for dem, der var der. Du skulle ligesom tage dertil for at være en del af det. Du kunne ikke bare se det på de sociale medier eller hægte dig på på andre måder.

”Nej, man skulle være der.”

Det krævede noget af folk. Man måtte ud ad døren.

”Ja, man var nok nødt til at være mere direkte opsøgende. Måske det var en anden form for nysgerrighed. Nu er det hele meget mere tilgængeligt.”

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at fordi man kan følge med i musikscenen i New York, i fransk hiphop, og hvad de laver i Afrika … Det gør jo også de forskellige miljøer mindre interessante og unikke, eftersom de ikke længere skabes i et vakuum.

”Man kan også lidt høre, at musikken får en vis ensartethed. I hvert fald på hitsiden.”

Ja, den der særlige danskhed, der lå I jeres punk og i den rock og den pop, der var både før og efter ...

”Ja, bestemt!”

Der var en særlig dansk lyd.

”Det, synes jeg, er rigtigt. Det må være mærkeligt for de unge, at det er sådan.”

Det er måske blevet affortryllet på en måde?

”Musikken er i hvert fald blevet devalueret, fordi alle kan gøre det. Jeg ved ikke, om jeg – hvis jeg var 19 år nu – ville vælge at gå ind i musik. Det er jeg ikke sikker på.”

Fordi det ikke havde været lige så særligt?

”Ja, det ville måske bare have været for nemt. Vi kunne godt lide modstanden dengang. Det gjorde også, at vi holdt sammen. Der var ligesom noget, vi skulle overbevise nogen om. Nu kan man trykke på en knap, og så er det hele tilgængeligt for alle.”

AT STEEN JØRGENSEN VEL sagtens er det tætteste, vi kommer på en genuin rocklegende her til lands, er ikke noget, der lader til for alvor at være steget herren selv til hovedet.

Da jeg mødtes med ham første gang i slutningen af november i Paludan Bogcafés antikvariat (hans valg), bar han en rød kasket med et stort, hvidt ’S’ påsyet på fronten. Jeg spurgte, om det stod for Steen.

”Nej,” svarede han med sin oceandybe, sagte raspende københavnervokal, ”jeg tror faktisk, det er en kasket af mærket Supreme.”

Men tilfældigt var det ikke, fortalte han videre.

Nej, grunden, til at han havde taget den på, var for at være sikker på, at vi kunne finde hinanden, nu hvor vi aldrig havde mødt hinanden før.

Underforstået: Han havde tilsyneladende helt oprigtigt kalkuleret med en risiko for, at jeg ikke – på Paludan Bogcafé – ville være i stand til at identificere den enarmede punklegende.

Well, det gik lige; han stod ved min ankomst allerede uden for og skulle lige til at tænde op i en smøg, og hvad han virkelig havde på hjerte lige dér, var VM i fodbold og den fordærvede smag i munden, arrangementet gav ham.

Da vi satte os indenfor, ned i antikvariatet og med alle bøgerne omkring os, var det oplagt at spørge ind til hans passion for netop litteraturen.

Som ung, ved jeg, læste du meget af beat-generationen. Gør du stadigvæk det?

”Ja, altså, jeg kan stadigvæk godt lide at læse det. Og der er meget, jeg ikke har læst. Jeg må jo ærligt tilstå, at den store beat-roman, ’Vejene’ af Jack Kerouac, læste jeg først her for nylig. Mærkeligt nok.”

Hvordan kan det være, at du ikke hev fat i den dengang?

”For det første tænkte jeg nok: ’Jeg er den sidste i verden til at læse den. Alle andre har læst den.’ Det var meget en roman, man forbandt med 60’erne, og det var 68’ernes helt store bog, og man vidste jo, det var godt.

Ligesom Henry Miller. Men man søgte måske noget selv, der var mere desperat. Det var ikke desperat nok, var ens fornemmelse.”

Hvad synes du så om den nu?

”Jeg må sige, at den virkelig sad i kroppen på mig i en måned bagefter. Jeg indså, hvor stor en roman det er, og hvor stort et tidsbillede det er. Og hvor godt skrevet det er. Den sugede mig ind. Jeg var måske bare mere klar til den nu.

Men jeg læste dengang Burroughs (William S. Burroughs, red.) og sådan noget i stedet for. Kerouac var den store og forkromede beat-writer, og jeg var lidt sådan: ’Jeg ved det godt, men det er jo jeres. Jeg vil hellere læse noget andet.’”

Jeg synes jo, at William S. Burroughs er et sindssygt godt navn. Det lyder bare godt.

”Ja, det må man sige.”

Det gad jeg sgu godt have heddet.

”William Seward Burroughs.”

Nå, det var det, han hed til mellemnavn?

”Ja, han var her jo i ’81, hvor vi mødte ham. I en anden boghandel, der hedder Book Trader, som en af mine venner igennem 40 år siden overtog. Men det var en amerikaner, som havde boet i Holland, som startede den op og havde den i nogle år.

Og han ville gerne lave nogle ting med forfattere og have fx Charles Bukowski til at komme. Det lykkedes så ikke, men det lykkedes at lave et arrangement med Burroughs, og han ville så gerne have, at vi, Sort Sol, skulle spille. Og det gjorde vi så. Det var i Saltlageret, og vi hang ud med ham.”

Okay, vildt!

”Ja, det var ret sjovt. Han har vel været i 60’erne på det tidspunkt. Jeg kan huske, at jeg bød ham en vodka, og så sagde han: ’Ohhh, I only drink Coca-Cola!’ Vi fik også taget nogle billeder.”

Hvad syntes han om at hænge ud med jer?

”Jeg tror, han syntes, det var sjovt. Vi var jo bare nogle unge knægte. Dan Turèll var der også som konferencier. Men han var meget vred over, at der kom en yngre generation og claimede Burroughs.

Det var ligesom hans. Han virkede både vred og sur over, at vi mængede os med hans idol.”

Var Dan Turèll en del af punkscenen dengang?

”Han var nysgerrig. Da vi gav vores tredje koncert overhovedet, på Månefiskeren på Christiania, troppede de der 20 followers, vi havde, måske 40, op. Og Dan var der også.

Han skulle lige se giraffen, men jeg ved ikke, om han kunne lide det, vi spillede. Men jeg tror godt, han kunne lide energien.”

Hvad synes du om at blive ældre, sådan i en bredere forstand?

”Gid man ikke blev det! Men ellers har jeg ikke noget imod det. Der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det. Jeg tager dog gerne en tur til!”

Du ville gerne trykke rewind?

”Ja. Men der kommer en vis ro med alderen. Jeg bliver mere ligeglad med, hvad andre synes.”

Hvad optager dig ellers lige nu?

”Jeg tænker på døden hver dag.”

Gør du det?

”Ja, det strejfer mig lige hver dag.”

Hvorfor, tror du?

”Det ved jeg ikke. Den ligger bare derude, ik’.”

Har du altid gjort det?

”Nej, det bliver mere og mere, som årene går.”

Du siger det næsten på sådan en meget let måde.

”Jamen, det er jo så abstrakt.”

Det er ikke noget, der gør dig deprimeret?

”Nej, det gør det ikke. Der er nogle gange, hvor jeg gør rent bord og siger: ’I dag er døden hvid.’”

Skifter det?

”Jeg ved det ikke. Men jeg synes, det er en stor urimelighed.”

At man skal herfra?

”Ja. Og jo ældre man bliver, des flere dødsfald er der omkring en. Mange begravelser hvert år. Gamle venner. Bekendte. Måske ikke de nærmeste, men folk, man har kendt.”

Får det dig til at tænke, at der er nogle ting, du skal nå at have lavet inden?

”Helt klart. Jeg vil gerne have lavet nogle flere plader. Det kunne jeg godt tænke mig at skrue op for.”

Hvad er det for et drive, der får dig til at tænke det?

”Det er en følelse. At jeg skal nå det. Sådan har jeg fået det nu.”

Du kunne jo også bare lade være?

”Ja.”

Men du har en skabertrang?

”Ja. Og jeg håber ikke, det går over.”

Hvad med det her med hele tiden at blive forholdt noget, du var engang? Danmarks første punker og det der. Det er jo ret besnærende for beskuere udefra at arbejde i kasser.

”Jeg ved det. Men jeg må bryde de kasser ned. Rive dem ned og udfordre. De skal ikke vide, hvor de har mig.”

Kommer det også til udtryk, når du er ude og spille?

”Jeg kan i hvert fald godt lide, at man kan dreje om nogle bestemte hjørner, når man spiller live. Overraske en selv, men også publikum. Og det kan vi lidt, Rune (Kjeldsen, dansk guitarist, som Steen Jørgensen ofte optræder med, red.) og jeg, når vi spiller sammen. Det er ikke alt for fastlagt. Det, synes jeg, giver en særlig frihed, som jeg er blevet ret vild med.”

Er du nogensinde blevet træt af at spille live?

”På et eller andet tidspunkt bliver det en vane, hvis man er på en meget lang tour. Men så må man genopfinde det på en eller anden måde. Man kan ikke bare sove sig igennem det. Det kræver, at man holder det ved lige. Det spiller ikke af sig selv.”

Vi ser dog også nogle af dine ungdomsidoler, The Rolling Stones og Bob Dylan og så videre, der simpelthen virker til ikke at kunne stoppe med at spille. Har du det også sådan? At det er noget, du bliver nødt til at gøre?

”Ja. Men det er nok sådan, det ender. En eller anden dag er det bare sidste dag.”

Var det svært for dig at træde op på en scene første gang, da du var ung?

”Jeg tror faktisk virkelig, at vi allesammen havde lyst til det. Det var Sods, det var Rødovre, det var fem numre, som jeg husker det. Det var til at overskue. Og det var kraftfuldt. Og højt.”

Hvad giver det dig for en fornemmelse i maven, når du tænker tilbage på dengang?

”Det giver sådan en særlig frihedsfølelse. Det var sådan: ’Nu er det kun det, der gælder.’”

Synes du, at din stemme er blevet et mere interessant instrument med årene?

”Puh, det er svært at svare på. Nogle gange kan jeg godt blive fortvivlet: ’Ér det bare sådan, den er? Gør lige noget andet med den!’ Men jeg er nødt til at tro på dens genkendelighed. Jeg besluttede mig for mange år siden for, at jeg er sanger.”

Jeg har læst, at du egentlig først fandt ud af, at du kunne synge, da du så at sige fik sat strøm til din vokal.

”Ja, jeg kunne virkelig godt lide den power, der var i det, fra første gang jeg prøvede det. Og der må man sige, at det var helt uskolet. Men jeg voksede af det. Jeg blev en halv meter højere. Og den kraft, der var inden i mig, blev forstærket. Jeg tror, jeg blev afhængig af det lige med det samme.”

Er du stolt af det, I skabte dengang?

”Ja, det er jeg da. Noget af det holder i dag, og det kan man jo ikke kalkulere med. Man laver ikke ting, fordi det skal kunne stå engang i fremtiden. Det må det gøre, hvis det kan.”

Er der også noget i at gøre dine børn stolte?

”Helt sikkert. De må gerne være stolte af deres far.”

Er de det, tror du?

”Det tror jeg da lidt, de er, ja. Men jeg afkræver dem ikke svar på det.”