Derfor er vildt dyre ure vildt dyre

Det har en vendbar urskive og er beklædt med rødguld på den ene side og ibenholt på den anden, og så har det 20 funktioner, som urnørder kalder ’komplikationer’. Patek Philippes Grandmaster Chime er nok det mest komplicerede armbåndsur, der nogensinde er blevet produceret. Og med et hammerslag på 210 millioner kroner er det også verdens dyreste ur. Indtil videre. Noget tyder nemlig på, at der ikke rigtig er noget loft for ure.

Grandmaster Chime er et horologisk festfyrværkeri. Hvis madnørder taler om food porn, er dette watch porn. Det er nærmest vulgært, og man kigger skamfuldt væk, men det er også lidt fedt. Det minder om de ure, man ser på håndleddet af fodboldspillere og popstjerner. En del af repertoiret af mærkelige tattoos og farvet stadionhår i jetset-land. Som når Cristiano Ronaldo flasher et nyt Rolex GMT Master Ice til tre millioner kroner.

”Urhusene prøver altid at overgå hinanden i at være de mest eksklusive, og en nem måde at hæve prisen på, er ved at blinge det helt ud. Det er show-off-ure, som er gode at tage med på scenen, og som giver en masse PR. Men det har ikke så meget med urmageri at gøre. Det svarer mere til at få lavet tænder i diamanter,” siger Christian Lass.

Den 40-årige urmager var i 10 år chefrestaurator på Patek Philippes museum i Genève, og driver i dag et værksted på Fyn, hvor han servicerer eksklusive ure for samlere fra hele verden.

Hos auktionshuset Phillips i New York lød åbningsbuddet på Paul Newmans ur på 10 millioner dollar. Derfra stak det helt af.

Ingen ved deres fulde fem ønsker sig et Rolex GMT Master Ice, men det ændrer ikke ved spørgsmålet: Hvorfor er vildt dyre ure vildt dyre? Er der mening med galskaben, eller bliver vi taget ved næsen, når vi betaler i dyre domme for armbåndsure fra kendte brands? Det korte svar er: Det er kompliceret. For selvom Rolex for mange er indbegrebet af et dyrt ur, så ligger Rolex kun i mellemkategorien i den horologiske hakkeorden. F.P. Journe, Patek Philippe, Audemars Piguet, Vacheron Constantin og A. Lange & Söhne er alle langt dyrere.

Men selvom kostbart kort sagt er relativt, så er der fællesnævnere. Når vi taler mekaniske ure, er det ifølge Christian Lass især arbejdstiden, der koster. Meget af det, som er inde i urværkerne, kan nemlig ikke laves af maskiner. Det skal laves i hånden.

”Selvom et urværk med et standard ETA-værk går lige så præcist som et Patek Philippe, så er forskellen, at en specialist hos Patek Philippe har brugt oceaner af tid på at slibe og håndgravere det. Og det kan godt være, at en urmagerløn i Danmark ikke er høj, men det er den altså i Schweiz,” siger Christian Lass.

Så meget arbejde går der til at lave ét tandhjul

Det tager to-fire uger at producere et highend schweizisk ur. I et standard mekanisk urværk er der godt 60 dele. Her forklarer den danske urmager Christian Lass, hvordan man laver et enkelt tandhjul:

”Først henter man materialerne hjem. Så følger en kvalitetskontrol, inden man skærer rå-delene ud. På et tandhjul skal en aksel skæres ud med tænder på. Dernæst skæres formerne ud, der hvor takkerne og lejerne går ind. De bliver varmebehandlet, det vil sige hærdet og anløbet, til de er rødglødende og smidt i olie. Så bliver de poleret. Man putter dem ikke bare i en maskine, og så er det klaret. Nej, det skal gøres med maskiner, som højglanspolerer alle vinkler. Bagefter testes de igen for at se, om de kører helt lige rundt. Så bliver hjulkransen skåret ud, så den har den rigtige højde og er parallel. Så skæres der tænder på og laves fem huller i midten. Når de er skåret ud, er de runde i hjørnerne, fordi det laves med fræseværktøj. Så tager man et andet værktøj, som laver skarpe hjørner, og så sendes tandhjulet videre til folk, som dekorerer det og sliber overfladen.”

Så er et tandhjul færdig. Det var godt. Så er der kun 59 dele tilbage.

Patek Philippe har godt 100 urmagere ansat, men kun 30 er dygtige nok til at lave de sværeste komplikationer. Oversat til dansk er det en tilføjelse til det basale urværk, der styrer viserne. En komplikation er altså det ekstraudstyr, der giver uret flere funktioner, fx en kronograf, og det betyder typisk også højere priser. De sværeste komplikationer er ifølge Lass minutrepetition, evighedskalender og tourbillon. Et ur med evighedskalender holder styr på datoen, hvad enten der er tale om 28, 29, 30 eller 31 dage i en måned og tager altså selv højde for skudår. Tourbillon er det franske ord for ’hvirvelvind’. Funktionen blev opfundet i 1700-tallet for at udligne den påvirkning, som et lommeurs lodrette position har på værkets præcision. Kald det en udligner af tyngdekraften. I dag tilbydes der et væld af tourbillon-varianter, og de findes stadig på dyre ure som ren lir. De er dog fuldkommen overflødige, både fordi vi ikke længere går med lommeur, men også fordi moderne urværker er præcise i sig selv. Men nu har luksus som bekendt heller aldrig handlet om, hvad der er nødvendigt.

Selvom komplikationer tager tid at lave, er det ikke hele historien. Ifølge Christian Lass er arbejdsgangen i den schweiziske urindustri nemlig blevet endnu mere tidskrævende, fordi man i dag er begyndt at gå tilbage til den måde, man lavede ure på før i tiden: Urindustrien blev rationaliseret i 1980’erne i kølvandet på quartz-krisen. Schweizerne blev taget på sengen af billige japanske quartz-ure, og for at spare begyndte man at arbejde i moduler: Man tog et standardurværk, så lavede man en komplikation, skruede en skive på, hvorefter man tog en ny skive med en anden komplikation og lagde den ovenpå. Til sidst fik man et meget tykt ur. Det gør man ikke længere. Patek Philippe skubber i dag delene rundt, så alt ligger i samme plan. Det betyder, at alle delene er viklet ind i hinanden, så man i stedet for at have en én centimeter høj kasse har en på 0.5 centimeter. Lidt ligesom Apples stationære computere, hvor hardwaren i dag er en del af skærmen.

”Det er jo det, som skubber teknologien, at man ikke bare laver en kopi af det samme igen og igen. Men det koster også på bundlinjen,” siger Christian Lass.

Hvad er ellers dyrt, når man laver et ur?

”Udvikling. Man er jo nede i urimelige størrelsesforhold. Et urværk er lige på grænsen til, hvad der kan lade sig gøre. Når du trækker et ur op, så løber kraften fra fjederen op i gangsystemet, det som siger tik-tak. Der bliver hastigheden gearet op hele tiden, det vil sige, at du har meget kraft i den ene ende og næsten igen kraft i den anden ende. Det er på grænsen af, hvad der fysisk kan lade sig gøre. Også menneskeligt. Det er også det, som gør mekaniske ure så fascinerende,” siger Christian Lass.

Hvad forstår folk generelt ikke ved dyre ure?

”At uret ikke er hele produktet. Det er også dets historie, identitet og branding. Ure er lidt ligesom biler, de siger meget om, hvem du er. Det er jo den genkendelse, som er med til at sælge uret. Alle de penge, som brandet bruger på at sponsorere store sportsevents eller til champagnen, når du køber uret i butikken, er jo grunden til, at du overhovedet har hørt om det. Det, som gør, at du har lyst til at være en del af brandets univers,” siger han.

Men hvis man synes, at nye ure koster meget, så skal man holde sig langt væk fra vintagemarkedet.

Det britiske auktionshus Phillips har i senere år sat vilde rekorder, deriblandt med salget af

Paul Newmans Rolex Daytona til 113 millioner kroner, men også Elvis Presleys diamantbesatte Omega (til ’beskedne’ 11 millioner kroner).

En velbeslået ursamler har betalt 11 millioner kroner for Elvis Presleys diamantbesatte Omega.

En af dem, som også ved meget om at fastsætte prisen på ure, er Aurel Bacs, der er stjerneauktionarius hos Phillips, et af Englands ældste auktionshuse fra 1796. Han mener ikke, at loftet er nået for de vildt dyre ure.

”Så længe prisen på en historisk racerbil eller et kunstmaleri er mange gange højere end det dyreste armbåndsur, så mener jeg ikke, at priserne er vanvittige. Jeg vil tværtimod sige, at markedet slet ikke har nået loftet,” siger han.

Aurel Bacs er kendt som manden, der stod for salget af netop Paul Newmans Rolex. Han gransker hvert år op mod 10.000 vintageure, hvoraf kun en tiendedel er gode nok til at blive udbudt til salg.

Hvad afgør, om hammerslaget på et ur lyder på 1.000 eller 100.000?

”Lad mig sammenligne det med ejendomsmarkedet. Hvordan ved du, hvad prisen er på en bolig i dit nabolag? Fordi ejendomsmæglere indhenter priser på solgte boliger og kender prisen på kvadratmeteren. Vores job som auktionshus er på samme måde at se, hvad et ur magen til er solgt for tidligere. Også selvom to ure aldrig er ens, slet ikke hvis de er gamle. Det ene ur kan have tilbragt tiden i en skuffe og være i mint condition, det andet kan have levet et barsk liv på håndleddet af en, som brugte det dagligt. Mit job er at evaluere, om de faktorer gør uret mere eller mindre værd. Men i sidste ende, uanset om det er ure eller ejendomme, så er prisen sat af en simpel regel, som du kan slå op på Wikipedia: Udbud og efterspørgsel,” siger Aurel Bacs.

Hans job er at vurdere modellen, hvor sjældent uret er, standen, hvor originalt det fremstår, og nok så vigtigt, dets proveniens, urets historie. Det sidste gør hele forskellen for samlere.

”I Paul Newmans tilfælde var urets proveniens med til at gøre prisen 150 gange mere værd, end hvis det havde været min onkels ur,” siger Aurel Bacs.

”Min onkel var hverken racerkører eller Hollywood-skuespiller.”

Tilbage er spørgsmålet, om ure er åndssvagt dyre, eller om de bare koster det, som nogle af os er villige til at betale? Urbranchen har indtil videre været bedøvende ligeglad, for salget gik strygende, indtil corona ramte. Det ser ud til at ændre sig nu. Ifølge det amerikanske konsulentfirma Bain & Company vil den globale ’luxury goods sector’ skrumpe med 35 procent som følge af lockdowns. Og ifølge firmaets partner Claudia d’Arpizio vil det tage to-tre år at nå op på omsætningen på 281 millioner euro fra 2019.

”De psykologiske aspekter vil sikkert ændre markedet for altid. Der var allerede en trend mod sparsommelighed og mere omhyggeligt forbrug. Det betyder ikke, at folk ikke vil bruge penge. Men de vil bare bruge dem på brands, som betyder noget for dem,” siger hun.

Måske. I sidste ende er det nok naivt at tro, at det ligefrem bliver billigere at købe et godt mekanisk urværk fremover. Men som forbrugere har vi alligevel ret meget at skulle have sagt. Som urskribent Jason Heaton for Gear Patrol skriver: ’Hvis ingen af os hostede op med de 6.000 dollars, som et IWC Aquatimer koster, så ville de ikke sælge til den pris. Punktum.’

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure