Drake indspillede kæmpehits i dansk tøj: ”Vi måtte få det produceret specielt til ham”

I 2018 tog Burim og Besnik Miftari – brødrene bag streetwearmærket BLS – en chance og sendte en uudgivet kollektion i specialstørrelser i retning af verdensstjernen Drake. Nu har det helt ud af det blå givet eftertrykkeligt pote. Vi har ringet BLS-brødrene op.

Drake indspillede kæmpehits i dansk tøj: ”Vi måtte få det produceret specielt til ham”
Offentliggjort

Hej Burim, hej Besnik, fortæl mig lige en gang: Hvordan finder I ud af, at Drake har indspillet dele af sit ’Scorpion’-album i et tracksuit fra BLS?

Burim: ”Vi finder ud af det under modeugen, hvor vi afholder en streetfodboldturnering med Blonde Media og Street Society. Pludselig får jeg en besked fra en ung gut, der bare skriver: ’Drake går i BLS’. Og jeg tænker ’aaaarh’ og spørger ham, hvor han har set det.

Vi havde godt læst, at Drake samme dag havde udgivet en masse videomateriale fra processerne omkring hans store plader på en hjemmeside, der hedder 100gigs.org. Så der går vi straks ind og leder. Er der noget der? Og der ser vi, at han under indspilningerne af ’Scorpion’-pladen har vores tracksuit fra 2018 på. Han ligger og hører, hvad der ender med at blive store hits, i vores tøj.

’Bes’ var i gang med at lave holdopstilling til vores hold i fodboldturneringen og gik meget op i det, men jeg måtte fortælle ham, at det kunne han godt lige slappe lidt af med. For nu havde Drake altså haft vores tøj på.”

Ja, for I har jo lavet en kampagne i 2018, hvor skorpionen spiller en hovedrolle. Hvordan havner tracksuitet derfra på kroppen af Drake, der jo er i gang med at indspille et album, der skal hedde ’Scorpion’?

Besnik: ”I mode er man jo et år forud på den måde, at de samples, man laver, først udkommer som kollektion et år senere. Vi brugte skorpionen meget i vores designs, samtidig med at Drake laver et album, han fortæller, skal hedde ’Scorpion’. Det var jo bare et sammentræf. Og så går vi jo straks i gang med at finde ud af, hvordan fanden man kan få sendt tøjet til ham.”

Og hvordan gør man så lige det?

Burim: ”Man skyder lidt med spredehagl og håber på, at det lander det rigtige sted. Det var også en ret stor investering for os dengang at lave en specialproduktion med det formål, at den skulle ende hos Drake. Når man sampler tøjet et år, inden det sendes i produktion, så producerer man det i medium og i large. Men da vi fik muligheden for at sende noget til Drake, skulle det jo laves i XXL. Så det måtte vi få produceret specielt til ham.”

Er det et rent skøn, at Drake sgu nok bruger XXL?

Besnik: ”Generelt var vores størrelser ret små dengang, så vi tænkte, at hvis der skulle være en forhåbning, så måtte vi nok hellere sende en større størrelse med også.”

Fortæl lidt om jeres eget forhold til Drake.

Besnik: ”Vi har altid hørt meget Drake i vores ungdom. Man vil altid gerne påstå, at man var nogle af de første til at opdage en stor artist. Men da vi gik i gymnasiet, opdagede vi ’Room for Improvement’, et af Drakes første mixtapes. Og han spillede ikke rigtig koncerter heroppe nordpå, så i 2011 måtte vi rejse til Paris for at se ham spille. Vi har altid fulgt med og syntes, at han var en af de musikere, der havde mest indflydelse – og ikke bare på os, for alle har et forhold til Drake.”

Vi har jo før set dansk tøj på internationale stjerner. Hvor meget arbejder I generelt med at placere jeres tøj på de rette mennesker?

Besnik: Vi arbejder selvfølgelig altid sideløbende med at sende til nogen, hvor det giver mening. Men det handler også meget om at samarbejde med de mennesker, der går i det i forvejen.”

Kan tøjet også havne på de forkerte? Hvis nu Donald Trump begyndte at holde rallyer i en BLS-cap?

Besnik: ”Jeg tror, at lige sådan en som Donald Trump er ret god til at tage ting på, han selv kan tjene penge på. Så det er jeg ikke så bekymret for. Og i kampagnen med skorpion-tracksuitet var der også et statement, der hed ’successful immigrants’, så jeg ved ikke lige, om det er et godt match. Obama kunne nok godt have taget det på.”

Drake har jo haft et ganske tumultarisk år. Ændrer det noget i forhold til, hvordan I ser på den her promovering af jeres brand?

Besnik: ”Nej, det er meget kendetegnende for vores brand, at vi er loyale – både over for dem, vi samarbejder med, det brand, vi er, vores udtryk, og på samme måde er vi som Drake-fans gennem mange år også loyale over for ham, selvom han bliver disset af mange andre. Vi kan jo stadig lide hans musik. Og jeg hører mere Drake, end jeg hører Kendrick.”

Det store spørgsmål er selvfølgelig: Ser livet anderledes ud, når Drake har gået i ens tøj?

Besnik: ”Vi kan i hvert fald mærke, at for mange af de mennesker, der har været med os fra start og er indehavere af de her tracksuits, der ikke blev produceret i kæmpe mængder, betyder det noget. De er selvfølgelig superstolte og glade.”

Burim: ”Og det er klart, at vi kan mærke det på opmærksomheden og engagementet. På websitebesøgende og så videre. Men det specifikke tracksuit har vi jo desværre ikke liggende længere.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop, Musik og Branding