I stedet for at sende den ene gakkede kreation ned ad catwalken efter den anden spiller designerne nu sikre kort og varierer deres kollektioner over klassikere som fx habitjakker, peacoats og trenchcoats. Tendensen fortæller grundlæggende to ting om herremode: At vi i krisetider vælger sikre, færre elementer, som vi ved holder i flere sæsoner. Og at klassiske elementer med års mellemrum bliver genopdaget, fortolket og hyldet.
Trenchcoaten, bomberjakken, peacoaten, jeans, ørkenstøvlen, gummiskoen og chinos er kommet for at blive, fordi de største firmaer bag har en lang og traditionsrig historie for at producere varer, der igennem årtier har vist deres værd på hundredvis af ikoner og millioner af forbrugere. Converse-sko tog fx sit udspring i basketball og senere rockmusik, duffelcoaten fandt sin vej ind i herregarderoben gennem militæret, mens jeans knytter sig til fortællingen om det amerikanske frihedsbegreb.
Der findes elementer i en klassisk herregarderobe, der altid vil bestå, fordi de har fået fæste gennem populærkulturen. De klassiske elementers historie er bl.a. stærk, fordi skuespillere, musikere og ikoner har båret og udødeliggjort dem, ligesom stilikoner er blevet skabt, fordi de bar særlige stykker tøj eller blev kendt for et særligt outfit. Og det er især dyrkelsen og genopdagelsen af velklædte ikoner fra datiden, der gør, at klassikere altid vender tilbage.
Annonse
En artikel i Vanity Fair satte for nylig spot på de seneste 20 års udvikling – eller mangel på samme. Internettet har haft den modsatte effekt af den, man kunne forvente, når det drejer sig om populærkulturelle fænomener som mode og musik. Deler man det 20. århundrede op i årtier, er det i modemæssig sammenhæng nemt at skelne fx en kulørt fyr fra 70’erne fra 80’ernes stramme lædersorte look.
Problemet – som bliver kaldt ’det første store samtidskulturelle paradoks’ – er, at der de sidste 20 år ikke er skabt hverken nye klassikere eller innovativt design, der har bidt sig fast. De seneste to årtier er der groft sagt ikke lavet andet end at trække referencer til fortiden. Forskellige tendenser og stilretninger, der tidligere har været dominerende, bliver trukket frem og dyrket. Men fordi tingene i dag går hurtigere end i gamle dage, og der konstant er krav om nyt, lever fortolkningerne af ’gamle dage’ ikke længere end et par sæsoner.
De seneste ti år alene har fx Dior Homme med Hedi Slimane i spidsen været bannerfører for en åleslank, androgyn silhuet i sort-hvid, mens et gennemgribende heritage- og vintage-nørderi er blevet allemandseje efter forbillede fra denimjægere fra især Californien og Japan. Og senest er der med afsæt og forbillede i en håndfuld menswear-bloggere gået sport i med liv og sjæl at gå op i skræddersyede detaljer og italienske stoffer og samtidig påberåbe sig ret til at gå i disse ting uden at blive sat i bås som modeslave.
I den tid, vi lever i nu, hvor der bliver solgt færre, men dyrere ting, er det især en søgen mod sikre og holdbare elementer, der sker. Varsityjakker, smokingjakker og rullekraver forventes fx genskabt i varierende fortolkninger med inspiration fra de udødelige stilikoner, der engang bar dem med klasse. I sport, musik eller film. Klassikerne er kommet for at blive.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
