Jeg holder meget af at lave mad og gør det så ofte, jeg kan. Mine køkkenredskaber får så mange tæsk, særligt gryder og pander er udsatte, og jeg har affundet mig med, at jeg ikke er verdensmester i vedligehold.
Nogle gange kommer der ved en fejl koldt vand på en varm pande, det må man vist ikke, andre gange opvaskemiddel på en støbejernsgryde, det er vist også forbudt. Men hvem tæller, hvis bare der kommer mad på bordet, og alle munde bliver mættet?
Annonse
Jeg læste engang, at Søren Gericke var så dygtig en kok, at han havde perfektioneret kunsten at lave et helt måltid velsmagende mad i én pande, og den tanke kan jeg virkelig godt lide. Steg grøntsager, steg kød eller fisk, lav en sauce af stegeskyen, ja tak, chef. Jeg har lige nu to pander, en stor og en lille, der snart har aftjent et par års værnepligt på blusset, og de er ved at være klar til at blive pensioneret.
Derfor har jeg kigget mod Finland og forelsket mig i Fiskars’ nye All Steel-serie, der er lavet af 90 procent genanvendt stål. De bliver til i samarbejde med den finske stålproducent Outokumpu (vidunderligt navn), som er kendt for at lave emissionsminimeret rustfrit stål med det laveste CO2-aftryk i stålindustrien.
Det lyder helt rigtigt til mit køkken. Med i serien findes også knive til snart sagt alle formål, men jeg er den lykkelige indehaver af verdens bedste køkkenkniv (fra Pallares Solsana), så de trænger ikke til udskiftning – endnu. KDE
De små timer
For nylig gik det op for mig: Børn i dag kan ikke klokken som os andre, fordi de, hvis ikke aldrig, så sjældent, kigger på ure med minut- og timevisere. Alt er digitalt, tallene på skærmene fortæller dem, hvad klokken er.
Min datter har nået en alder, hvor hun har styr på måneder, uge og dage og ved, hvor længe et kvarter varer. Hun kan også godt se på en iPad og fortælle, hvad klokken er. Men hun ligner stadig et spørgsmålstegn, når hun kigger på vores vægur i køkkenet.
Jeg tror, tiden er moden til hendes første armbåndsur. Der er selvfølgelig masser af digitale muligheder med skridttællere og pulsmåler, men der er ingen grund til at tvinge hende længere ind i et digitalt liv, end hun i forvejen lever. Løsningen ligger ligefor: Kongerne af enkle og sjove ure, som børn kan både bære og lære af, er selvfølgelig Swatch.
Der er lang tid til min datters næste fødselsdag, men et ur er af den type gave, man godt kan få uden for nummer. Det hører med til at blive et menneske, at man forstår og forholder sig til tiden. KDE
Solen skinner altid på en vinder
I de kommende måneder, hvor den står på festivaler, strandture og andre sjove beskæftigelser i det danske sommerland, er det sikkert og vist, at jeg vil komme til at ødelægge mine solbriller i større eller mindre grad. Eller at jeg vil komme til at smide dem væk og ikke ane, hvor de er blevet af.
Annonse
Sidste sommer var ingen undtagelse, da jeg tog på Smukfest med et lettere skrøbeligt par fra MessyWeekend, men kom hjem uden dem. Derfor skal jeg nu finde mig et par nye solbriller, som er et uundværligt element i mine sommeroutfits.
I år har jeg rettet blikket mod disse fra Sun Buddies, som laver briller i et materiale, der ikke skævvrides ved første fejltrin, og til en overkommelig pris. Et æstetisk og praktisk gennemtænkt køb, der måske vil aftvinge, at jeg ikke til næste år igen skal på jagt efter et par nye shades. Måske. MTL
”Bagfra!”
Når det er forår, men termometeret endnu ikke har forstået, at temperaturerne bør følge med opad, har jeg nogle gange svært ved at komme ud og få luftet min alt for dyre racercykel. Derfor har jeg fundet en ny overtrøje, der kan holde mig varm og stilren på en og samme tid.
Den er fra Castelli, som er mit foretrukne cykeltøjsmærke. En ting er, at jeg så slipper for at køre rundt i det samme som de andre motionister, der for langt de flestes vedkommende har den olivengrønne fra Pas Normal Studios på.
En anden er, at tøjet fra det italienske brand sidder fantastisk på os, der er heldige at være nogenlunde slanke af natur. Den røde farve er dels valgt af hensyn til min egen synlighed på vejene, dels fordi den står fantastisk til mine sorte bibs og mine hvide sko. MTL
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.