Marc Jacobs forlader Louis Vuitton

Marc Jacobs forlader Louis Vuitton
Offentliggjort

Marc Jacobs forlader sit job som Louis Vuittons kreative direktør. Nyheden kommer efter måneders spekulationer om Jacobs' fremtid, og er netop blevet bekræftet af LVMH's CEO Bernard Arnault.

Marc Jacobs har været kreativ direktør for Louis Vuitton siden 1997. Hans afsked blev annonceret netop som Louis Vuitton havde overstået showet ved Paris Fashion Week, der foregår i disse dage. Marc Jacobs forlader efter sigende Louis Vuitton for at koncentrere sig om børsnoteringen af Marc Jacobs' mærke i eget navn.

Med Marc Jacobs afgang fra Louis Vuitton bliver der samtidig sat gang i spekulationerne om hans arvtager på posten. WWD indikerer, at Nicholas Ghesquiere, tidligere kreativ direktør for Balenciaga, er en stærk kandidat til posten.

Louis Vuitton er ejet af LVMH og er siden Marc Jacobs' ansættelse i 1997 vokset til at være en dominerende gigant i modeverdenen. Louis Vuitton omsætter for ca. 50 milliarder kr. årligt og udgør mere end halvdelen af LVMH's samlede aktiviteter.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman