Hvis man tager
udgangspunkt i København, er rygterne om butiksdød stærkt overdrevne.
Tværtimod: som en sitrende seismograf registrerer byen igen bevægelser under overfladen.
Tomme butikslokaler bliver gradvist overtaget af aktører, der har noget på
hjerte – og noget at vise frem.
På denne redaktion,
der i årevis har set byens handelsliv forvitre under trykket fra e-handel og
engangsevents, er der noget dybt tilfredsstillende ved den fysiske tøjbutiks
tilbagevenden.
Det føles næsten demonstrativt: en insisteren på nærvær, på
sanselighed, på at ting skal kunne mærkes og prøves og ses i øjenhøjde.
Vi må indrømme, at vi
aldrig havde troet, at vi skulle se en bølge af denne kaliber rejse sig og
kaste sig over vores hovedstad. Men det er, hvad der sker nu.
Og midt i den
bevægelse finder vi et navn, der for mange har ligget i dvale i årevis, men som
aldrig forsvandt fra det kollektive københavnske baghoved.
Efter et stort anlagt modeshow under Copenhagen Fashion Week, der markerede en
genstart og begyndelsen på ny æra for skatermærket Alis, synes det passende, at
de nu også cementerer deres comeback i mursten og mørtel.
Alis’ nye butik,
beliggende i en baggård på Amagertorv, er resultatet af et samarbejde med det
svensk-italienske designfirma Stamuli og er ikke blot et showroom, men et
udstillingsvindue for en ny version af Alis – Alis 2.0, som medstifter Isabelle
Hammerich kalder det.
En fusion af street og stil, hvor skatekulturens
rå energi møder en ny ambition om forfinet håndværk og æstetik.
”Så vidt jeg husker, har intet andet brand haft et så unikt
og direkte synligt forhold til København, som Alis havde i 00’erne. Alle de
mange Alis-logo-klistermærker på hvert et gadehjørne, ved spillesteder, på
cykler, skoletasker og laptops på byens caféer – sat op helt spontant af
brandentusiaster fra hele byen. Og på mange måder kan man sige, at Alis, som
intet andet brand, blev synonymt med København, alene ved at favne og stå ved
sit lokale miljø. Jeg er utroligt glad for, at Alis nu igen får en direkte
fysisk forbindelse til sin hjemby,” siger
kreativ direktør Tobias Birk Nielsen i en pressemeddelelse.
Alis har ingen planer
om, at deres butik skal være en statisk monolit, snarere skal det være et sted,
hvor folk kan hænge ud, mødes om noget fælles og måske tage del i de
workshops og events, der løbende bliver stablet på benene. En butik, ja, men
også et rum med plads til, at der sker noget andet.
Det officielle
åbningsevent er planlagt senere på måneden, men dørene er allerede åbne. Og med
det føles det, som om en gammel ven har fundet tilbage til byen.