Birger Hansen har bygget verdens eneste Boss Hoss-motorcykel med en Ferrari-bilmotor: ”Den kører 245 km/t i første gear”
Verdens eneste Boss Hoss-motorcykel med en Ferrari-bilmotor holder hjemme hos den 71-årige Birger Hansen fra Haderslev. Han har endda selv lavet den, det tog ham næsten ti år. Vi har besøgt den passionerede sønderjyde og set den fantastiske samling af motorcykler nede i hans kælder.
Hugin Johannesen skriver for en måned siden en mail til redaktionen, hvor han kommer med et forslag til en artikel. Den skal handle om hans onkel Birger Hansen på 71 år. Onklen er nemlig ikke som de fleste andre onkler – og slet ikke i den alder.
Birger Hansen er medstifter af Danmarks største værft X-Yacht sejlbåde, som han stadig bruger nogle ugentlige arbejdstimer på, selv om han i 2012 solgte størstedelen af sine aktier. Men det er ikke den historie, som gør ham ekstra interessant. Det er hans store passion for motorcykler.
”Han var den første dansker til at købe og står i dag for importen af motorcyklen Boss Hoss. Han fik i sin tid registreret Boss Hoss'en som et køretøj efter lidt kamp (den vejer så meget, at skulle den have være registreret efter reglementet, så skulle der sele og ret på),” skriver Johannesen blandt andet i mailen.
Annonse
Onklen skulle have en flot samling på lidt over 30 motorcykler i sin kælder i Haderslev, og fire af dem har han endda selv designet og lavet:
”Den ene motorcykel er meget unik, da det er en Ferrari 355-bilmotor, som han selv har fået lavet om til motorcykel. One of a kind. Han brugte 8-10 år på at lave den, og i den anledning har jeg selv medvirket, sammen med min ven, til at lave en video om motorcyklen.”
Der holder altså angiveligt verdens eneste motorcykel med en Ferrari-bilmotor hjemme i kælderen hos Birger Hansen.
”Udover det er han bare en ret sej onkel, som har fødderne solidt plantet i jorden og er ikke en standard millionær. Der spares og genbruges, hvor der kan, men går ikke på kompromis med kvalitet og troværdighed. Udover motorcykler sejler han selvfølgelig også rigtig meget. Han er af den gamle skole og kan stadig ikke finde ud af at google eller bruge nettet (det klarer sekretæren), da det meget simpelt ikke interesserer ham,” slutter Johannesen mailen af med.
I sidste uge tager Birger Hansen så imod os i sit røde, gamle bindingsværkshus midt på torvet i Haderslev. Galvhuset er fra 1600-tallet og fredet. Noget af huset brændte dog ned for 60 år siden, fortæller han.
Allerede i indgangen støder vi på de første motorcykler, to stykker. De står der af en særlig grund:
”Det er lettere at holde end planter. Ellers skulle jeg gå og vande hele tiden,” som han siger.
Birger Hansen kalder sig selv for stambogsført sønderjyde. Han er født og opvokset i den lille landsby Østby nær Haderslev. Allerede som 16-årig begyndte han at køre motorcykel med nogle jævnaldrende venner, selv om de var alt for unge, ifølge lovgivningen. De kørte rundt på mindre typer som Jawa, Horex og NSU Konsul oppe i en æbleplantage, men når det blev mørkt, bevægede de sig ud på landevejene.
”Vi vidste, hvor landbetjenten boede, så vi kørte bare hen de steder, hvor han ikke kunne høre os.”
Annonse
Hansen, der faktisk er uddannet købmand, viser os ned i kælderen, hvor resten af samlingen gemmer sig. Det første, vi møder, er to motorcykler, som er kopier af Peter Fonda og Dennis Hoppers ikoniske cykler fra bikerfilmen ’Easy Rider’. Præcis som originalerne er de malet med henholdsvis flammer og det amerikanske flag. Derudover har Birger Hansens eksemplarer noget ekstra lir, som fans af filmen kun vil misunde: Peter Fonda har signeret både stel, tank og hjelm på begge cykler.
”Det var California Motorcycle, som byggede motorcyklerne i 1998, hvor Peter Fonda havde været tilknyttet som konsulent. Men autograferne kom først på, da ejeren, som jeg købte dem af, tog begge cykler med til et træf i USA, som blev holdt i forbindelse med Peter Fondas 30 års jubilæum. Han havde dem med på en trailer og fik fat på Peter Fonda, som satte sig op på cyklerne og signerede dem. Det har jeg også 10-15 papirbilleder af liggende i skuffen.”
Da ’Easy Rider’ havde premiere i 1969, tog den dengang 23-årige Birger Hansen ind til den lokale biograf og så filmen:
”Peter Fonda er et ikon, det var ham, som startede hele bikerkulturen med ’Easy Rider’.”
I mange år var Hansens motorcykelhobby dog sat på standby. Da han var i starten af 20’erne, blev han hårdt kvæstet i en bilulykke på Fyn. En modkørende bilist faldt i søvn bag rettet:
”Det var i et sving ved en motorvejsafkørsel, hvor den anden skulle dreje, men fortsatte lige ud, så bilen blev til en Fiat 300 i stedet for en Fiat 600. Han bragede frontalt ind i mig, og jeg blev bevidstløs. Jeg kan kun huske de to forlygter på bilen, som var lige foran mig.”
Begge ben blev knust, ryggen og kravebenet var brækket. Han lå indlagt på Odense Sygehus i 6,5 måned.
”Lysten til motorcykler forsvandt fuldstændig efter ulykken. Jeg blev mere påpasselig og bange for, at det kunne ske igen.”
Men lysten kom dog igen i 1997, hvor Birger Hansen begyndte at interessere sig for Harley-Davidson. En dag faldt han over en artikel om en amerikansk motorcykel, der hed Boss Hoss. En Boss Hoss er en motorcykel med en V8-bilmotor. Den første blev bygget i 1990. Hansen kontaktede firmaet og fik tilsendt en masse brochurer.
Annonse
Det var meningen, at han ville købe en motorcykel direkte fra USA, for mærket var endnu ikke kommet til Danmark på det tidspunkt.Men en dag på arbejdet på X-Yacht sejlbåde kom han tilfældigvis i snak med en kunde.
”Han sagde, at han vidste, hvor der stod sådan en motorcykel. ’Det kan ikke passe, for der er ingen i Danmark’, sagde jeg. ’Jo, det er der. Den står i Sønderborg’, svarede han. Samme aften tog jeg ned og købte den.”
Landets eneste Boss Hoss tilhørte nu Hansen. Hurtigt efter begyndte han at blive mærkets importør i Danmark. Han var også med til at stifte en Boss Hoss-klub, da de blev mere udbredte herhjemme. I dag er de omkring 60 medlemmer i klubben.
”Boss Hoss er en megastor motorcykel i forhold til andre, og det er lidt samme fascination, som folk har af amerikanerbiler, det er lyden, der gør det specielt.”
”Derfor har mange Boss Hoss-ejere også kørt amerikanerbil tidligere, men har så pludselig tænkt, at det var sjovere at køre på to hjul, men stadig have lyden fra V8-motoren.”
Er den ikke svær at køre på?
”Det vænner man sig til. Der er jo også kvinder, der kører lastbil.”
Længere inde i kælderen holder også en anden ’Easy Rider’-motorcykel. Denne har Birger Hansen til gengæld selv lavet ud af en Boss Hoss. Han nøjes nemlig ikke kun med at importere cyklerne fra det amerikanske mærke. Han designer og laver også sine egne cykler.
”Det er en genmanipuleret ’Easy Rider’-cykel på steroider.”
Hansens egen model har filmens plakat, hvor Peter Fonda og Dennis Hopper cruiser rundt i ørkenen, affotograferet på siden af køleren. Der står samtidig ’Easy Rider 50th years 1969-2019’.
Annonse
”Jeg har arbejdet på motorcyklen i lang tid, og da året for 50-års-jubilæet kom, tænkte jeg, at det var det helt rigtige tidspunkt at gøre den færdig. Stel, motor og hjul er originalt, ellers har jeg bygget alt om. Den ligner meget i den stil, som den rigtige motorcykel har, men, som jeg plejer at sige, bare i en voksenstørrelse.”
Ifølge Hansen er der som ham også andre Boss Hoss-entusiaster, der designer deres egne motorcykler:
”Men jeg gør det på min helt egen måde. Der er ingen, som kan lave glasfibre som mig. Derfor ser mine cykler også anderledes ud. Jeg har min egen stil. Se bare på denne motorcykel, der findes ingen andre, der har lavet sådan en ’Easy Rider’-model i en Boss Hoss.”
Motorcyklen har Hansen haft med til flere Boss Hoss-træf, og den har givet ham to førstepræmier, blandt andet ved et skandinavisk træf i Norge. Der var ellers én med helt fra Californien, som havde bygget en ’fin V8-Chopper’:
”Han havde helt sikkert regnet med, at han skulle have førstepræmien med hjem. Han vidste bare ikke, at jeg kom på den der.”
”Så det blev mig, der tog førstepræmien. Og han var professionel motorbygger, jeg er amatør.”
”Jeg oplevede engang, da jeg kørte på en tysk motorvej og var på vej til træf, at der kom nogle Harley-folk, som overhalede mig, og så tog de farten af, rykkede tilbage og kiggede og gjorde sådan her til sidst,” siger han og vender tommelfingeren opad.”
”Thumbs up.”
“Det havde jeg aldrig oplevet før.”
I øjeblikket går Hansen og pønser på, hvad nummerpladen til ’Easy Rider’-cyklen skal hedde. Enten bliver det ’Captain’ eller ’America’.
Annonse
”Hvad synes du? Der kan ikke stå begge navne.”
Han har allerede nummerplader, der hedder ’The Boss’ og ’XXXXXXXL’. Han forklarer selv sidstnævnte med:
”Jeg er jo blevet en gammel mand, så det kan være svært at huske nummerpladerne. Men jeg ved altid, hvilken størrelse af kondomer jeg køber hos købmanden,” griner han.
Hvordan designer du dine egne motorcykler?
"Jeg skiller dem totalt ad, starter helt forfra og bygger det op, som jeg vil have det. Jeg laver mit helt eget design. Jeg går selv og udvikler og laver forme til. Jeg har aldrig lært at tegne, så jeg har bare billedet og ideen oppe i hovedet, og så går jeg i gang med at forme.”
”Jeg bruger håndværktøj som stiksav og slibemaskine. Jeg er god til at lave ting i glasfibre, hvilket jeg har lært fra mit arbejde i X-Yacht sejlbåde, hvor vi har bygget glasfiberbåde i mange år.”
Hvad betyder motorcyklerne for dig?
”Det er mit kunstværk. Nogle maler malerier derhjemme, andre hugger i sten, og jeg laver motorcykel. Det er min måde at bruge mine hænder på. Jeg elsker at stå hernede i kælderen og bygge motorcykler op fra scratch.”
”Jeg går herned om aftenen og i weekenderne, fordi jeg stadig går på arbejde i dagtimerne. Det bliver tit sent på natten, før jeg går i seng, for når jeg først er startet på noget, kan jeg ikke slippe det igen. Det tager bare lang tid, når man laver alt fra bunden. Fx skal jeg selv udforme alle glasfibrene, og det er et stort projekt.”
Har du en kone?
Annonse
”Jeg har haft.”
Hvad sagde hun til, at du brugte så mange af dine timer i kælderen?
”De sagde ofte, at de gerne ville have været min motorcykel i stedet.”
”De var nødt til at finde sig i min hobby. Det er der ingen, som kan lave om på. Johnny Madsen, der elsker at lave malerier, holder heller ikke op med at male, hvis han finder en kone, der siger: ’Nu skal du ikke male mere, Johnny’.”
Og nu er vi så nået frem til Birger Hansens største værk indtil videre, verdens første motorcykel med en Ferrari-bilmotor.
”Der findes flere motorcykler, som de kalder for Ferrari, og hvor der er sat Ferrari-mærke på, men det er kun denne, som har en Ferrari-bilmotor.”
”Jeg har jo ikke skrevet Ferrari nogen steder, for det er deres varemærke og ophavsret, det skal jeg passe på med, ellers står der pludselig tre mænd med sorte tasker ude foran min dør en dag. Du må overhovedet ikke bruges deres varemærke kommercielt, ellers kommer de.”
”Jeg kalder den for F355 efter Ferrari 355, for du kan ikke beskytte et nummer.”
Ideen til motorcyklen opstod for ti år siden på et værtshus. Hansen havde været ude og spise med sejlervennen Michael, og de var endt på det lokale værtshus. De kom til at snakke om, at det kunne være sjovt at lave en motorcykel, som ingen andre før havde gjort. Hansen foreslog:
”Hvad med en Ferrari-bilmotor på en Boss Hoss?”
”Michael sagde: ’Jamen, jeg kan sagtens skaffe motoren.’ Når man siger sådan noget klokken 02.00 om natten, tager man det ikke så bogstaveligt. Men der gik en måned, så ringede de til arbejdet og sagde, at der holdt en fragtmand med en Ferrari-motor ude foran mit hjem. ’Hvad siger du?’. Og så måtte jeg suse hjem og bruge liften til at få den ned i kælderen.”
Vennen havde skaffet motoren fra en totalskadet bil i Tyskland.
”Det var en søn, som havde været ude at køre i sin fars Ferrari, uden at spørge ham om lov, og da han kom hjem, havde han kun nøglerne med.”
”Det var en lille fin motor, vi fik der. Den havde kun kørt 38.000 kilometer og kørte som ny.”
Motoren stod i halvandet år i kælderen, inden Hansen fandt nogle, som kunne hjælpe ham videre med projektet.
”Først kontaktede jeg Horsens Teknikum, fordi jeg havde arbejdet sammen med deres ingeniørelever før, da de skal lave noget praktisk under uddannelsen. Derfor tænkte jeg, at det var lige en opgave for dem. Men da jeg skrev og spurgte, om de var friske, svarede de tilbage, at det turde de ikke.”
Var du selv i tvivl, om det kunne lade sig gøre?
”Nej, jeg tænkte, at det var realistisk, for jeg ved nemlig ikke alt om motorcykler og er derfor altid optimistisk. Men dem, som har forstand på motorcykler, sagde, at det ikke kunne lade sig gøre. Ét var at bygge en Ferrari-motor sammen med en gearkasse fra en Boss Hoss-motorcykel, noget andet var at få den godkendt i forhold til støj og emission.”
Hansen mødte også modstand hos Færdselsstyrelsen:
”De sagde, at der var ingen grund til at få den godkendt. De mente, at projektet var noget pjat. Hvorfor skulle der sidde en Ferrari-motor på en motorcykel?’ Det er sådan nogle tørre ingeniører.”
”Men fem-seks måneder senere fik vi kravene fra Færdselsstyrelsen, og så kunne vi går i gang. Jeg allierede mig med nogle dygtige folk, som var specialister inden for motorstyring"
”Ledningsnettet og motorstyringen kan jeg ikke selv lave. Det måtte jeg have professionelle folk til. Jeg kan heller ikke selv lave køleren, men jeg designede i stedet en model, som viste præcist, hvordan den skulle være.”
Ifølge Hansen gælder det om at komme i snak med nogle dygtige folk, fordi de kender altid andre dygtige og kan sende dig videre.
”Men snakkehovederne kender også andre snakkehoveder, så du skal undgå snakkehovederne, for ellers kommer du ingen vegne.”
Den 10. april 2017 var det hele på plads, og Hansen kunne køre til Odense og hente nummerpladen og betale afgift.
Godkendelsen blev fejret hjemme i Hansens kildesal, hvor han havde inviteret alle de mennesker, som havde hjulpet ham med projektet, til burgere og Ferrari-Champagne, selvfølgelig. De sad omkring 20 personer i kildesalen. De kunne lige være der alle sammen.
Hvordan kører den så?
”Den kører fantastisk godt. Men den har jo ikke det bundtræk, som en Boss Hoss-motorcykel normalt har, fordi den ikke har så mange kubik. Til gengæld kører den mange omdrejninger, hvilket vil sige, at den først får trækkraften måske ved 4.000-5.000 omdrejninger, hvor en Boss Hoss trækker helt nede fra før 1.200 omdrejninger.”
”Men når den så er oppe på de 4.000-5.000 omdrejninger, rykker den bare helt vildt af sted og bliver ved længere, fordi den har helt op til 8.000 omdrejninger.”
”Den kører 245 km/t i første gear, det går lynhurtigt, og teoretisk set vil den køre over 400 km/t i anden gear.”
Kan en motorcykel holde til at køre 400 km/t?
”Nej, du kan i hvert fald ikke sidde på den imens.”
”Det højeste, vi har kørt på rullefelt, er 285 km/t, og så turde jeg ikke mere. Selv om den er spændt fast, ved man aldrig, hvad der vil ske ved så høj hastighed. Jeg skulle ikke have den splittet ad.”
Hvor hurtigt Hansen selv har kørt på den ude på landevejen, vil han ikke udtale sig om.
På trods af at Hansen ikke kalder sin motorcykel for Ferrari, kender den hæderkronede, italienske sportsbils-producent udmærket godt til den unikke motorcykel i Haderslev. Hansen fik en ven til at sende nogle billeder af den til en Ferrari-forhandler i England, som sendte dem videre til hovedkontoret.
En dag modtog vennen svar fra Ferrari:
”Tak for billederne. Fantástico!”
”Det var da godt nok.”
Hvad næste projekt bliver for Birger Hansen, har han ikke lagt sig fast på endnu.
”Jeg har flere ideer, men du får mig ikke til at afsløre dem, for hvis de ikke bliver til virkelig, har jeg sagt noget, jeg ikke kan holde.”
I første omgang skal han have sin sekretær til at hjælpe ham med at læse denne artikel på iPad'en.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.