Her er Jonas Schmidts biler gennem karrieren

Man kan sige meget om en mand ud fra hans bilvalg. Så her er et kig på Jonas Schmidts bilpark.

Her er Jonas Schmidts biler gennem karrieren
Offentliggjort

Jonas Tveje Bisgaard Schmidt er født i 1973. Selvlært skuespiller og komiker med et utal af roller i bagagen, bl.a. som flodhesten Dolph og politimanden John Schmidt i ’P.I.S. Politiets indsatsstyrke’ på TV 2 Zulu.

1994 Renault 5, rød

Arbejder på Nordisk Film som runner og bud. Senere publikumsopvarmer og til sidst skuespiller i ’P.I.S Politiets indsatsstyrke’ på TV 2 Zulu.

Bilen havde tilhørt en gammel dame og derfor kun kørt 15.000 km. Jeg er meget til gamle biler, så da jeg ikke havde råd til en DeLorean, måtte det blive en Renault 5 som den fra ’Splint og Co.’

Den var flot og kostede kun 30.000 kroner, men det lykkedes mig at smadre den allerede dagen efter, da jeg kørte ind i en port på Nordisk Film, hvor jeg arbejdede.

Der kom en modkørende, og så gik jeg i panik og drejede ind i selve porten for at vige. Det kostede lige 10.000 kr. oven i investeringen. Der var i det hele taget noget bad luck i den bil, for da jeg senere solgte den til en god ven, smadrede han den også med det samme.

Vi havde lige overdraget penge og bil og ville fejre det ved at vaske bilen og spise frokost. Men da han bakkede ud af vaskehallen, ramte han noget og rev hele den der plastikskærm bagpå af. Senere oplevede han, at nogle havde væltet hans bil en weekendmorgen, hvor han skulle ud at køre i den. Man kunne ikke stole på den bil.

1997 Citroën ZX, blå metallic

Skuespiller med roller i ’Dolph og Wulff’, ’P.I.S.’, ’Jul i verdensrummet’ samt i tv-reklamer for Toyota.

En weekend var jeg i sommerhus med en ven, og vi talte ikke om andet end biler. Da vi kørte hjem, så vi en forhandler og stoppede op for at kigge. Der stod en blå Citroën ZX med elruder.

Den så sjov og anderledes ud, og det faldt jeg for. Jeg købte den på stedet, og det startede ret fint, men så begyndte den at blive mærkelig. Det første var benzinmåleren, som stod af.

Det opdagede jeg ved, at den løb tør midt på motorvejen. Så fulgte bøvl med den smarte elrude. Det kunne dog afhjælpes ved at slå på døren, opdagede jeg. Så begyndte klimaanlægget at opføre sig mærkeligt, men jeg havde den da i tre år.

2006 Toyota Corolla station car, mørkegrå metal

Lægger stemme til animationsfilmene om Olsen Banden og andre tegnefilm, medvirker i ’Mørk & Jul’, ’Mikkel og Guldkortet’, ’Zulu Kvægræs’, ’Brian Mørk Show’ og ’Gumball 3000’.

Jeg trængte til en bil, man kunne stole på. Det var i de år, jeg spillede rollen som Bruce Jensen i nogle reklamefilm for Toyota, så det var oplagt at spørge dem. Jeg fik noget rabat – ikke det vilde, men nok til at lokke mig – og så købte jeg en Corolla stationcar.

Den er kedelig, ja, men jeg syntes også, at den dyrere Avensis var kedelig, og jeg trængte lidt til en kedelig bil efter de der franske modeller. Alene det at have en ny bil var jo en luksus, så jeg kørte stolt hjem i min Corolla og beholdt den faktisk i mange år.

2009 Audi A3, sølv

Medvirker i ’Danish Dynamite’, ’Banken – New normal’ på DR2, ’Brian Mørk Show’, ’Den blinde vinkel’ og ’Tosset med golf’.

Jeg nærmede mig de 40 og syntes efterhånden, at Toyota’en var for kedelig. Vi var i gang med at skyde ’Danish Dynamite’, og jeg var blevet venner med instruktøren, som kun kørte Audi.

En dag vi skulle hjem fra Aarhus, stoppede han hos en forhandler for at kigge på en bil. Mens han talte med sælgeren, nussede jeg lidt rundt i butikken. Jeg faldt over en A3 fra 2009 med fem døre.

Da jeg snakkede med sælgeren, tilbød han en byttehandel. Han sagde: ’Du kan få 100.000, hvis vi handler her og nu.’ Og det gjorde vi. Pludselig var jeg Audi-ejer, og jeg havde endda fået en fin pris for min Toyota. Min ekskone syntes til gengæld, at det lige var spontant nok.

2010 Volvo V50 1,6 diesel, hvid

Medvirker i ’Flashback’, ’Familien fredagsslik’ på DR Ultra, ’Banken – New normal’, ’Grand Danois’, ’Rundt på gulvet’ og ’5. halvleg’.

Audi’en var dejlig, men også dyrere at køre end min Toyota. Det blev jeg træt af. Til sidst solgte jeg den til en Audi-forhandler for 180.000, så på den måde var den ikke dyr. Jeg købte en Volvo V50 i Fredericia.

Jeg har altid drømt om at have en Volvo. Min bedstefar havde en af de første kantede Volvo’er, og lige siden har jeg kigget på Volvo, men jeg syntes, de var for dyre.

Den her kostede kun 130.000. Det var en stationcar, den var hvid og ligner en Storm Trooper fra ’Star Wars’. Jeg fik meget ros for den bil. Meget mere end for Audi’en.

Desværre var der en del ballade med den. Der var bøvl med brændstoftilførslen, så den kunne dårligt køre. Det endte med, at forhandleren hentede den og reparerede den. Han var i det hele taget meget flink, og jeg betalte ikke en krone i service i de år, jeg havde den. I stedet lavede jeg en lille film på min mobil, hver gang jeg var der – fx for at få sat vinterdæk på.

2017 Peugeot 2008, hvid

Medvirker i ’Studie 5’ og andre programmer.

Måske var ham forhandleren for flink, for pludselig lukkede butikken. Og så røg den fede serviceaftale, og så solgte jeg bilen. Eller rettere: Jeg byttede den ind i min nuværende bil, som er en Peugeot 2008.

Igen en fransk bil med masser af elektrisk udstyr, hvilket jeg jo ellers burde være for klog til. Efter uge begyndte den at udsende en mislyd fra gearkassen. De skilte den ad, men kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Så satte de en ny gearkasse i, og i mellemtiden lånte jeg en 3008, som jeg selvfølgelig forelskede mig i.

Det var noget lort, for den var dyrere end min 2008, som jeg ellers lige var så glad for. Nu måtte jeg i stedet glæde mig over, at jeg har mere udstyr end låne-3008’eren, men ja, jeg gad godt eje en 3008 i stedet.

LÆS OGSÅ: Graus anmeldelse: Den sensuelle Audi

LÆS OGSÅ: Henrik Fisker er aktuel med ny elbil: "Herovre går folk bankerot hele tiden"

LÆS OGSÅ: Firehjulstrækkeren Range Rover Velar kåret til verdens smukkeste bil