Se Jacob Haugaards biler gennem karrieren

1964-1967: 1963 Renault 4 L, vissengrøn

Den første bil, jeg kører, ligger helt tilbage til dengang, jeg kun var 10-12 år gammel. Jeg kommer fra beskedne kår, min far var tømrer og min mor var ufaglært. At få en bil var det højeste mål, man kunne nå i tilværelsen. For min far blev det en Renault 4L fra 1963, som han havde sparet sammen til. 12.800 kroner og så var han i mål. Den havde rørkofangere, paraplygear og campingstole. Vi fik lov at køre den, så snart vi kunne nå pedalerne.

Når min far var kommet ind i indkørslen derhjemme, steg han ud, og så kørte jeg den op til garagen og på plads. Det gik ikke altid godt, nogle gange fik den en ridse, men min far var heldigvis en meget forstående mand. Samtidig legede jeg hver dag med Kurt Thorsen, hvis far var en af landets rigeste mænd. Han havde blandt andet en 1952 Cadillac, som var et orgie i krom. Når han syntes, vi larmede for meget, sagde han: ’Gå ud og leg med Cadillac’en.’ Jeg passede pedalerne i bunden, og så sad Kurt ovenover og styrede. Det var der, jeg besluttede, at hvis det lykkedes mig at blive rig og berømt, så ville jeg have en stor amerikanerbil.

1974-1974: Citroën 2CV, stationcar (rød)

I 1974 kørte Jacob Mathiesen, Linda og jeg fra Danmark i en 2CV varevogn på gule plader. Vi skulle til Marokko og ryge lidt, så vi tog et halvt år, hvor vi boede tre mand i 2CV’en. Den havde 22 heste, paraplygear og kænguru-affjedring. Det store var, at vi havde kassettebåndoptager i, og det var der ikke mange biler, der havde dengang. Vi satte nogle stuehøjttalere i den. Det fungerede bedre end resten af bilen. Vi kørte bag den samme lastbil fra den franske grænse til syd for Barcelona, fordi vores bil var så langsom, at vi ikke turde overhale. Vi sejlede fra Algeciras og endte med at bo fire måneder i Tunis. Vi havde meldt os ud af samfundet og ønskede at være alene, men overalt var der mennesker.

Til sidst fandt vi et roligt sted, parkerede 2CV'en, slog telt op og hang højttalere op i eukalyptustræerne. Det viste sig at være et militært øvelsesterræn, så efter tre dage brød tredje verdenskrig ud. De lå oppe i bakkerne og skød henover den der gryde, vi havde slået os ned i. Hvis jeg skal sige noget godt om hash, så må det være, at man bliver utroligt ligeglad med, om folk skyder til måls efter en.

1987-1989: 1968 Buick Skylark, lyseblå med hvid vinyltop

Danner duoen Jydekompagniet med Finn Nørbygaard og indspiller to film, laver tv og turnerer

Da Finn og jeg brød i gennem i 1986, købte jeg en Buick Skylark med forkromede egerhjul og hvid vinyltop. Den skulle jeg bare have, men den var dyr at holde. Den var ikke bygget til showbizz, kort sagt. Det var jo altid noget med at køre for at nå Storebæltsfærgen, og det kunne den sgu ikke lide. Så gik vandpumpen eller dynamoen, men jeg var ligeglad, jeg skulle bare have den, og jeg var lykkelig, når jeg kørte rundt i den. Til sidst solgte jeg den for næsten ingenting. Det gjorde ikke noget, jeg går ikke op i penge. Det lærte jeg af Kurt Thorsens far. Man skal ikke passe på sin penge, man skal bruge dem. Det er en kunst at bruge penge, så bliver man lykkelig. Gnieren dør ensom.

1995-1998: 1988 BMW 735i, (sort)

Så opdagede jeg BMW 7-serien. Dem er der ingen, der vil have, så det er der, man får mest brugt bil for pengene. Jeg kan også sige, at jeg har brugt alle mine penge på at spare, for går gearkassen, som den ofte gør, når bilen har kørt 300.000 kilometer, så er det dyrt at få en ny. Men jeg var ligeglad, jeg har haft fire af dem – 740, 732, 735 og 750. Først havde jeg en grøn, men så en dag mødte jeg Lykketoft, da han stod ud af sin ministerbil, og jeg kom i min grønne BMW. Jeg kiggede på ham og på min egen bil og sagde: ”Nej, den går da ikke, det kan jeg godt se.” Han spurgte, hvad jeg mente, og så sagde jeg:

”Magtens biler er sorte, min er jo helt forkert.”

Næste gang jeg mødte ham, havde jeg skiftet til en sort 735 med kæmpe turbinefælge og sænket undervogn.

”Hvor har du fundet den?” spurgte han.

”Den har jeg købt ude i samfundet,” svarede jeg. ”Man kan jo ikke sidde i Folketinget og køre en grøn bil.”

2006-2015: 1996 BMW 750, (kongeblå)

Så købte jeg min 750i. Den havde gået 294.000 kilometer, og da jeg skilte mig af med den ni år senere, havde den kørt over 665.000. Den havde tilhørt en trykkeriejer oppe i Randers. Han havde givet to millioner for den i 1996. Da jeg købte den, kostede den 180.000. Kongeblå med grå bøffellædersæder, 12 cylindre og 326 hk så vidt jeg husker. Den startede hver gang. Det var det, jeg faldt for – og så de 12 cylindre. Der er ingen, der opdager en 12-cylindret bil. En ottecylindret buldrer, en 12-cylindret er bare stille. Det var toppen af min karriere som BMW 7-ejer.

2015-: 2009 Lexus LX 400h, (sort)

Da min berømmelige 750’er begyndte at brokke sig for alvor, var det tid til at skifte. Det er ikke sådan en bil, man får repareret. Det er alt for dyrt. Jeg tog fat i min automand, og han havde lige fået den her Lexus ind. Den havde gået 61.000. Kønsløs, synes jeg, og med sådan et forfærdeligt milliongear – altså et trinløst automatgear, som man virkelig skal vænne sig til. Til gengæld er den dejlig høj og spækket med hestekræfter. Det er en hybrid, så den har en elmotor og så en sekscylindret brændstofmotor med 245 hk oveni. Der står H på den for hybrid, og når jeg kører i København, så giver cyklisterne mig high five, fordi de tror, den er grøn. De skulle bare vide. Den går ikke mere end 10 km/l, så det der H for hybrid er det rene fup og fidus, men der er ingen bøvl med den, og jeg er blevet glad for den.