Guide: Fire ting, du skal opleve i München

Hjemby for verdens største ølfest og Europas bilhovedstad nummer et. Historisk på godt og ondt. Den sydtyske metropol er bestemt ikke noget kedeligt sted at befinde sig.

München
Offentliggjort

Bilmekkaet

Hvis man er i tvivl om, hvordan tysk orden og akkuratesse ser ud i praksis, så slå et smut forbi BMW Welt. Hovedsædet, der både huser et museum med gamle modeller og prototyper og den daglige produktion af 950 biler, ligger stadig ved Olympiapark, hvor BMW blev grundlagt for over 100 år siden.

At begive sig rundt i produktionshallerne er som at træde ind i en nøje orkestreret verden. Til tonerne af svejsepistoler slynger kæmperobotter halve og hele biler igennem hallerne, indtil modellerne til sidst bliver lakeret. Hvis du har penge på lommen, kan du efter den to timer lange tur købe en bil helt frisk fra samlebåndet. Du skal dog forvente at sidde i kø på ringvejen, når du tager tilbage mod centrum. Alle i München kører i bil.

Byens lunge

Englischer Garten byder på parkarkitektur og små kroge. Der er mange mennesker året rundt, men haven er blandt Europas største, urbane parker, så der er rigeligt med plads at brede sig på. I parken er der adskillige Biergartens, som serverer et klassisk, tysk måltid med den dertilhørende lokale læskedrik: øl. Hvis du, mens du spadserer rundt, pludselig gør store øjne, så er det fordi, du har ramt det stykke græs, hvor det sydtyske folk nyder ’FKK’: Freie

Körper Kultur. I det lune sommerhalvår ligger her et tæppe af mennesker, der nyder varmen og sammen med resten af gæsterne tager et dyp i floden Isar, som forgrener sig ind

gennem parken. München er overraskende nok også kendt for sit surfermiljø, for opdæmningen af floden i Englischer Garten skaber flere steder en perfekt bølge, og der er altid brætfolk på Eisbachwelle – også om natten.

GettyImages-543920053.jpg

Skål på tysk

Madkulturen i München deler vandene. Den byder på rigelige mængder fedt, pølser og sauerkraut, men går du ind på et af byens mange bryghuse, kan du faktisk få særdeles velsmagende tysk mad. På Hofbräuhaus i Altstadt vimser kvinder i traditionelle dirndl-kjoler rundt og sælger Brezel-kringler, mens et hornorkester i lederhosen sætter stemningen. Tjenerne i restauranten har altid travlt med at lange Haxe, Schnitzel og halve kyllinger ud til de sultne gæster. Selvfølgelig ledsaget af øl. Når stemningen går højt, udbringes gerne fællesskålen ’Ein Prosit, Ein Prosit der Gemütlichkeit’. Andre gode bud på steder, hvor du kan indtage et solidt bayersk måltid, er Paulaner Bräuhaus, Augustiner Keller og Tegernseer Tal.

Arven fra nazisterne

München er en historisk by. Det var her, Hitlers mislykkede ølkælderkup fandt sted i 1923. Det var her, det nationalsocialistiske parti blev stiftet og altså her, nazismen blev født. Mange af de gamle bygninger særligt nær bymidten står stadig med tydelige spor af skud efter anden verdenskrig. Er du yderligere interesseret i den tyske fortid, så besøg Haus der Kunst. Det bombastiske og omstridte bygningsværk blev tegnet af en af Hitlers favoritarkitekter, Paul Troost, og åbnet i 1937 under tilstedeværelse af hele det nazistiske topembedsværk. I dag er der museum på stedet, og blandt den moderne kunst finder du stadig spor fra nazisternes tid med svastikasymboler i loftet. Hvis du efter en rundtur er blevet mæt af historie og kunst, kan du nyde en forfriskning i museets ekstravagante Die Goldene Bar, der holder åbent til midt på natten. I øvrigt findes indgangen til en af Münchens mest hippe natklubber, P1, på bagsiden af Haus der Kunst.

Her skal du bo

Lokale, kreative kræfter har designet hele tredje etage af The Flushing Meadows Hotel iblandt dem en surfer, Quirin Rohleder, som har fået installeret en hængekøje og et surfbræt på et af værelserne. Hotellet har til huse i det hippe Glockenbach-kvarter, og om aftenen er

rooftop-baren lidt af et tilløbsstykke. En overnatning koster omkring 1.400 kroner.

Sådan kommer du afsted

Fra København er der daglige flyvninger til München, blandt

andet med Lufthansa, Norwegian og SAS. Turen tager halvanden time, hvis du flyver direkte.

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide