Tidligere efterforsker stiller i ny bog skarpt på Amagermanden: Hvor mange drab står han egentlig bag?

Det vakte lettelse og begejstring rundt i den danske befolkning, da Amagermanden i november 2010 omsider blev fanget og smidt bag tremmer.

Marcel Lychau Hansen, som den såkaldte Amagermand i borgerligt regi hedder, blev dømt skyldig i to drab og seks voldtægter fordelt på fire hændelser; den første i 1987 og den sidste i 2010.

Hos politiet herskede der imidlertid en formodning om, at han stod bag langt, langt mere. 23 år mellem den første og den sidste hændelse? Det lød usædvanligt i ørerne på politistyrkens garvede efterforskere.

Men også hos den unge efterforsker Sebastian Richelsen var der noget naturstridigt ved de årelange pauser mellem Amagermandens forbrydelser.

Siden er efterforsker Richelsen blevet til journalist Richelsen, og her, et årtis tid senere, har forundringen fundet sin form i først en podcast og nu en bog med den ligefremme titel ’Amagermanden – den danske seriemorder’.

”Der var en kæmpestor forventning om, at han skulle dømmes for langt mere,” fortæller Sebastian Richelsen. ”Men omvendt vidste man også, at han aldrig ville komme ud igen. Så der blev lagt låg på.”

Udadtil blev låget ikke lagt på de sager, man ved Amagermandens arrest håbede på at kunne knytte ham til, for officielt er alle uopklarede sager stadigvæk igangværende.

Men ikke i praksis, siger Richelsen.

”At uopklarede drabssager altid er åbne og aldrig bliver lukket,” siger han, ”det er kun i teorien. I praksis er der ingen, der kigger på uopklarede drabssager, der er mere end to år gamle. Det er ikke af ond vilje, men det er der jo altså ikke mennesker til. Slet ikke i en sag, hvor den mistænkte i forvejen sidder bag tremmer på livstid. Så jeg vidste, at efterforskningen var kold. Men jeg tænkte: Er sporene også kolde?”

Richelsen begyndte at grave. Men ikke i blinde. Han sporede sig ind på en helt særligt og lidet flatterende periode i dansk politihistorie.

På bare ni måneder i 1989 og 1990 blev fem kvinder ved navn Marcela, Hanne, Betina, Stine og Anette dræbt i København. Men ingen af mordene blev opklaret. Særdeles usædvanligt i dansk sammenhæng, hvor opklaringsprocenten i drabssager ligger mellem 90 og 95 procent.

I ’Amagermanden’ rejser Richelsen derfor spørgsmålet, om Marcel Lychau Hansen, som netop i 1990 begik et mord, tre år efter hans første, kunne være manden bag disse uopklarede drab, som i nogle af tilfældene har op til flere mere eller mindre slående ligheder med de, som han i retten er dømt for.

Resultatet er en letlæselig, kort bog, hvor Richelsen efter bedste hjemmeefterforskningsevne gennemgår de fem sager én efter én og leder efter spor, der kan koble dem sammen med Amagermanden. I nogle af tilfældene sidder man tilbage med en stærk fornemmelse af, at han må være manden bag, mens andre synes at pege i andre retninger.

I særligt én af sagerne, om den 17-årige Marcela, der blev dræbt den 9. december 1989, har Richelsen gjort et fund, som hidtil ikke har været bragt til torvs.

Dengang, i 1989, fandt politiet et dna-spor på den dræbte Marcela, som man mente tilhørte gerningsmanden. Siden har dna-sporet været med til at cleare både Marcel Lychau Hansen og en anden mistænkt, Frank Malmberg, som i 1995 blev dømt for et mord på en ung kvinde i 1991, for drabet på Marcela.

Men måske tilhører dna-sporet slet ikke gerningsmanden, fremføres det i ’Amagermanden’. Richelsen har talt med en tidligere efterforsker, der var en central del af efterforskningen på Marcela-sagen. Den pensionerede efterforsker, som optræder anonymt i bogen, har afsløret overfor Richelsen, at dna-sporet, som i sin tid blev fundet på Marcelas tøj og kønsdele, lige så vel kunne stamme fra Marcelas søsters sexpartner, fordi de to søstre gik i hinandens brugte undertøj. Og altså ikke nødvendigvis gerningsmanden.

”Politiet affærdigede Amagermanden og Malmberg på et falskt grundlag,” siger Richelsen. ”De har ikke talt om det siden, og det undrer mig, hvorfor der er blevet dækket over det.”

Men fra at blive gjort opmærksom på efterforskernes fejltagelse til at gøre noget konkret ved den har ikke været så lige til for Richelsen. Hertil mangler han samarbejdsvillighed hos politiet.

”Jeg kan ikke komme længere og finde ud af, hvad der helt præcist er op og ned, så længde de ikke vil give aktindsigt i sagsmaterialet,” siger Richelsen.

Ikke bare i Marcela-sagen, men også i de andre fire er Richelsen blevet mødt med afslag, når han har anmodet om få lov at dykke ned i politiets papirer, med den begrundelse, at efterforskningen stadigvæk er aktiv.

”Jeg kan jo sagtens forstå, hvad problemstillingen er,” siger Richelsen. ”Og det skal jo ikke være enhver, der skal kunne få adgang til de her sager. Der skal laves nogle kriterier. Men jeg synes, det virker fuldstændig hul i hovedet, at alle landets gamle drabssager bliver affærdiget på den måde. De svarer bare, at det er en igangværende, uopklaret sag, og at det kan ødelægge deres efterforskning, hvis de giver aktindsigt. Men jeg ved med 100 procent sikkerhed, at der ikke er nogen, der sidder og kigger på de her sager.”

Derfor når Richelsen heller ikke helt til bunds i nogen af sagerne. Dertil er et indblik i politiets papirer simpelthen for essentielt. Og så er disse sager også – helt generelt – utroligt svære at blive kloge på. De stikker i et utal af retninger. Og så er der jo, siger Richelsen, en grund til, at de i sin tid ikke blev opklaret.

Men Richelsen er fuldstændig overbevist om, at Amagermanden har mere på samvittigheden, end han er dømt for. Og Richelsen er også håbefuld, for han har, i takt med han har lavet sin podcast og nu denne bog, modtaget en hel del henvendelser og tips, som senere kan være med til at skubbe efterforskningerne længere frem mod opklaringer.

”Jeg håber, at Marcela-sagen bliver genåbnet, og at det bliver undersøgt, hvorvidt Marcelas søsters daværende sexpartner kunne være ophavsmanden til det fundne dna-spor.”

”Hvis politiet åbner op for sagsmaterialet, så kan jeg lynhurtigt finde ud af – samstemt med alle de henvendelser, jeg har fået nu – om der er noget, der kan sparkes i gang. Og det tror jeg. For jeg har modtaget rigtig mange ting.”

–