For seks år siden inviterede Poul Kellberg en flok bandedrenge ind i en boksering i Askerød en efter en. Der var ikke tale om en regulær slåskamp. Det var en boksekamp, hvor Poul Kellberg prøvede at vinde drengenes tillid og respekt. Han ville gerne hjælpe unge mænd ud af kriminalitet.
”Jeg tror, jeg vandt noget Street Credit ved at give dem en røvfuld. Og ved at jeg turde gøre det,” fortæller Poul Kellberg. Han er gammel elitebokser, men han er også socialpædagog. Og i 2010 blev han tilbudt at komme til Greve og hjælpe nogle svært marginaliserede unge.
Han tager imod os et gammelt autoværksted i Greve. Comeback står der skrevet med store røde og sorte graffitibogstaver på muren. I dag danner autoværkstedet i industrikvarteret i Greve rammen om misbrugsbehandling og rådgivning for marginaliserede unge mænd mellem 16 og 35 år. Det er drenge, der er blevet opgivet af kommunen og systemet i det hele taget. De kommer i Comeback for at blive gjort klar til at tage en uddannelse eller komme i arbejde, og boksning er nøglen i den proces.
Annonse
”Jeg har før arbejdet på et opholdssted, hvor de modtog alle de drenge, der blandt andet kom fra Vollsmose, Askerød og Gellerup. Vi gjorde en masse gode ting for dem i nogle år, og så sendte vi dem hjem igen, og så gik der ikke meget mere end 14 dage, så startede de forfra. Jeg havde en idé om, at det ikke virkede og tænkte tilbage på, hvad der havde gjort, at jeg fik snuden i sporet, og det var jo så en bokseklub i nærheden af, hvor jeg boede i Esbjerg,” forklarer han.
Stifter af Comeback Poul Kellberg i det gamle autoværksted.
Der lugter af sved i Comebacks lokaler, og associationerne til et autoværksted er dominerende med stålskabe op ad væggene, der velsagtens har huset kedeldragter med oliestænk og en smuk symfoni af udklip af Side 9-piger og familiefotos.
I stedet for en kran, der gør det muligt at tilse bilers undervogn, står der en boksering i midten af lokalet. Loftspladerne sidder løst, nogle er på vej til at falde ned, og sidevæggene er flankeret af håndvægte og store plasticbaljer, der er fyldt til randen med boksehandsker.
”Det handler om, at drengene skal lære at agere der, hvor de er. Vi møder dem i en fysisk kontekst, der lægger op til, at man kæmper. Man vinder ikke en boksekamp, uden man har fået nogen på hatten. Drengene føler, at de er i en kamp med normerne, systemet og pressen. Og så får man nogle gange den holdning, at det er uretfærdigt, og det er de andres skyld. Men den holdning kan man altså ikke have i en boksering. Du får nogle slag i ansigtet,” siger Poul Kellberg i en lædersofa ved siden af bokseringen. Klokken er 12, og der er ikke rigtig kommet nogen drenge endnu.
Antallet af drenge i Comeback afhænger af, hvor mange borgere kommunen sender ned til Poul og de andre. Kommunerne køber en ydelse, en intervention, af Comeback, hvis de ikke selv magter opgaven med at flytte drengene fra kriminalitet og til beskæftigelse gennem den normale procedure med jobcenter og socialrådgivere.
Annonse
I de tilstødende lokaler finder man terapirummet, hvor drengene blandt andet får misbrugsbehandling Aage, der også er gammel elitebokser. Udenfor er der en køkkenhave, hvor de hjælper til med at passe purløg og kartofler. Og overalt hænger påmindelser om, hvorfor man er her, hvad enten det er billeder eller citater.
I Comeback kredser alting om bokseringen. Den er det pædagogiske hovedværktøj og skal symbolisere det maskuline fællesskab, som drengene skal blive en del af i stedet for fællesskabet på gaden. En kontroversiel fremgangsmåde mener nogen. At sætte eks-kriminelle til at supervisere nuværende kriminelle og i bund og grund lære dem at slås.
Faredin er en af de ekskriminelle, der fungerer som mentor og boksetræner for bandedrengene. Han kom til Danmark som etårig fra Makedonien, gik ud af folkeskolen i 8. klasse og erstattede lektier med drengene på gaden. Men han var en af de unge mænd, der tog kampen op i ringen med Poul Kellberg for seks år siden. Og han var den fyr, der gav Poul Kellberg reel modstand.
Faredin og Mikkel Kessler i udestuen.
”Jeg kunne måske have nået ligeså langt som Kessler,” siger Faredin og peger på et billede, der hænger over en ramponeret lænestol i den tilstødende udestue. Faredin boksede også i CIK Boksning på Christianshavn og havde Ricard Olsen som træner - ligesom Mikkel Kessler. Faredin var spået til at være det nye talent, der kunne gå hele vejen og blive en af Danmarks yngste professionelle bokser nogensinde.
Men forudsigelserne holdt ikke stik, og det endte med, at det blev Mikkel Kessler, der stod med VM-bæltet i hånden.
Faredin var kun 17 år på det tidspunkt, og han valgte den kriminelle løbebane. Damer og fester kom til at overskygge drømmen om at blive professionel. Han tænkte, at han havde god tid til at forfølge sin drøm. Senere.
Annonse
”Årene de fløj bare,” siger Faredin på træningsbænken foran spejlet og knipser i sin stramme Adidas-polo. Hans efternavn er tatoveret hele vejen op ad hans underarm.
”Hvis ikke jeg havde været kriminel, så havde jeg nok været professionel bokser i dag. Jeg skulle have været en af de yngste i Danmark. Jeg havde Ricard som træner, fra jeg var 9 år. Når jeg ikke dukkede op til træning, ringede Ricard og spurgte: ”Hvor bliver du af Faredin? Mogens Palle spørger efter dig.” Jeg pendlede mellem drømmen om at blive professionel bokser og livet på gaden."
”Det er nu,” afbryder Poul fra den anden ende af lokalet. Faredin rejser sig og undskylder. Han bliver nødt til at køre for at underskrive en lejekontrakt. Det er det første skridt hen imod familiesammenføring med hans kone, der stadigvæk bor i Makedonien. Drømmen lige nu er, at de skal blive samlet, så datteren igen kan gå i skole.
Økonomer Uden Grænser er en nonprofit organisation som netop har lavet en cost benifit analyse af Comeback for at finde ud af, hvilken effekt bokseterapien har. Formålet var nærmere præcist at finde ud af, om programmet har haft de langvarige effekter, som det lægger op til. Er drengene fra programmet virkelig kommet i arbejde eller uddannelse, eller har de startet deres egen virksomhed op?
Undersøgelsens hovedkonklusion er, at Comeback har en samfundsgevinst på 13,7. Det vil sige, at hver krone, der bliver postet i Comeback i år et, bliver til 13,7 kroner i år fem.
Drengene er i snit 21 år, når de begynder i programmet. De har i gennemsnit flere end tre fængselsdomme bag sig, de er misbrugere af hash, de er på kontanthjælp, de begår røverier og grov vold, har løbende båret våben på sig og afpresset og truet folk. De drenge, der begyndte i programmet i 2010, har brudt med de statistikker.
I 2016 er over halvdelen af drengene fra 2010 ude af deres misbrug, kun 25 procent af dem er på kontanthjælp, de begår ikke længere røverier, og kun otte procent af dem har haft våben på sig eller begået grov vold i modsætning til 100 procent i 2010.
En af drengene fra 2010 har sin egen rengøringsvirksomhed, og har i dag ansatte i sin virksomhed. En anden er i gang med at skabe sin egen kaffebar, mens en tredje har to foodtrucks, som kører rund i København. De er forbilleder for de drenge, der er indskrevet i Comeback. Og ifølge Poul Kellberg er det forbillederne, de tidligere kriminelle, der nu gør, at de overhovedet lykkes som initiativ.
”Der kommer en masse drenge hernede, som ikke er indskrevet, og som vi ikke får penge for at have. De godt kan lide at være her. Vi er sådan et fremskudt socialcenter. De går herned og får hjælp. De føler, at det er et safe space. Så kommer de og hænger ud, får lidt at spise og spørger, hvad de skal stille op med forskellige ting,” siger Poul Kellberg.
Udestuen, der støder op til boksesalen.
I Comeback får drengene hjælp til at møde systemet. Til at udfylde blanketter til SKAT, til at lave jobansøgninger, forskudsopgørelser, skrive sig op til lejligheder.
”Vi ringer til dem og henter dem hver morgen klokken ni, så er der træning klokken tolv, og så spiser vi fælles frokost. Vi er deres mor og far. Vi er de ressourcepersoner, de ikke har haft,” siger Poul Kellberg og fortsætter:
”Systemet i Danmark er komplekst – især hvis man har en masse hovedpine i forvejen. Det kan virke uoverskueligt, og de ved ikke, hvor de skal starte henne. Men de kan se, at Faredin har klaret den, og så tænker de, at de også kan. Det er humlen i det hele.”
Nogen har ridset ’Comeback’ på murstenene med blyant i køkkenet. Her står Anne-Grethe Larsen, der er socialrådgiver og daglig leder på stedet i samarbejde med Faredin. Hun laver mad sammen med to praktikanter. Drengene skal have lasagne i dag. Og mens vi er der, slutter unge mænd sig drypvist til stedet. Nogle kommer bare for at sige hej, andre kommer lige præcis til spisetid. Der er varm mad hver dag på det samme tidspunkt.
Faredins fætter er også kommet forbi, selvom han aldrig har været indskrevet i Comeback. Bare for lige at træne inden han skal på arbejde klokken 15. Han er taxachauffør. Inden frokost kommer Faredin tilbage med en lejekontrakt i hånden. Lejligheden er hans.
Poul og Faredin i køkkenet sammen med Comebacks universitetspraktikant.
”Det er så godt for dig og din familie det der!” siger Poul og klemmer Faredins skulder. Faredin smiler og styrer mod bokseringen med sin fætter.
Det er ikke til at høre andet end tung fransk rap og lyden af slagene, der rammer Faredins sparringshandsker. En ung fyr er lige ankommet, og han hopper op i ringen i jeans og t-shirt.
”Højre! Kom så! 1-2-1-2. Kom nu! Selvfølgelig kan du også. Kom nu!” råber Faredin, mens den nytilkomne slår løs. I dag lever Faredin af boksning og at hjælpe de unge mænd, der kommer til Comeback.
”Jeg kan dele min historie og fortælle dem, at der ikke er nogen rigtige venner på gaden. Jeg kan træne dem og snakke med dem, fordi jeg har været det samme sted som dem. De slapper af, når de ser mig i Comeback, fordi jeg ligner dem. Hvis jeg kan, så kan de også,” siger Faredin forpustet, da han hopper ned fra ringen.
Før Comeback brugte Faredin det meste af sin tid i et klubhus, som han og nogle venner havde fået stillet til rådighed af kommunen, så de kunne være der i stedet for på gaden. Klubhuset havde ligget der i mange år, men drengene havde svært ved at styre det. Der blev blandt andet solgt hash der, og til sidst måtte det lukke ned.
”Der var meget ballade her omkring Hundige i mange år med forskellige grupperinger. Jeg har set mange ting, og der er sket mange ting, som jeg ikke har lyst til at snakke om. Det er svært, og jeg synes ikke, at andre skal opleve det samme, som jeg og mine venner var igennem. Det ligger i fortiden. Der var altid gang i den. Altid stress,” forklarer Faredin.
”Pressen udråbte os som en bande. Men det var bare noget folk kaldte os. Det var ikke nogen bande, vi havde lavet. Vi har jo bare altid gået sammen, siden vi var små. Vi var en gruppe fra starten af. Vi spillede kugler sammen - så langt strækker det tilbage.”
I 2007 gik grupperingen, som Faredin var en del af, i opløsning. Faredin rejste til Makedonien for at besøge sin familie i en længere periode. Det var her han mødte sin kone, og det var her, han startede på et nyt kapitel i sit liv.
Men det er svært at stikke dybere i historien end det. Faredin bliver tavs og kigger på sine hænder, når vi taler om fortiden. Der er generelt en lyssky stemning i autoværkstedet. De tilstødende drenge vil helst ikke fotograferes. Og de vil slet ikke snakke til citat. Nogen siger, de har trusler over hovederne, fordi de er på vej ud af deres miljø. Andre vil ikke have, at folk skal kunne læse om deres misbrug og deres domme. De vil starte forfra.
Og det kan stadigvæk være fristende at lave hurtige penge, det indrømmer Faredin, da han kommer svedende ned fra ringen.
”Jeg var meget sløv i starten. Men Poul ringede til mig og ventede på mig hver dag. Han kom og hentede mig - også selvom han skulle vente på mig i en halv time, mens jeg gjorde mig klar,” siger Faredin.
”De penge, jeg laver på en måned nu, dem lavede jeg jo på to dage dengang. Men det er noget andet nu. Det er ærlige penge. Jeg har haft muligheden for at lave hurtige penge mange gange, men jeg har ikke gjort det. Mine børn afholder mig fra det. Jeg vil ikke ryge ind og sidde og være væk fra dem. Jeg vil kunne se dem i øjnene”.
Faredin og hans fætter i ringen.
Det hjælper ikke noget at ligne en pædagog fra kommunen, hvis man gerne vil i dialog med hårdkogte kriminelle. Poul Kellbergs næse er både skæv og flad, og det blev kommenteret af høvdingen af det første kuld drenge tilbage i 2010.
”Jeg svarede, at jeg også havde været rigtig god til at bokse. Og så sagde jeg: ”Jeg holder et informationsmøde i morgen aften, og hvis I har lyst til at være med, så skal I være velkomne.” Jeg vidste jo godt, at hvis de syntes, jeg var en idiot, så var der ingen af dem, der ville komme. Men de kom sgu alle sammen,” siger Poul Kellberg.
Det er derfor, de tidligere kriminelle er en solid del af fundamentet i Comebacks arbejde. De er ansatte i en erkendelse af, at drengene har brug for nogen at spejle sig i, der ligner dem selv, og som er uden for kommunalt regi. Men i Comeback ved de også, at der er en risiko forbundet med at ansætte tidligere brugere med en kriminel baggrund. De kan falde tilbage.
Faredin og Poul i boksesalen.
”De tidligere kriminelle bliver screenet. Faredin blev ikke bare ansat fra dag et. Han blev ansat, efter jeg havde været sammen med ham så godt som hver dag i ni måneder. Han lå stadigvæk på kanten. Jeg kunne ikke ansætte ham, før jeg vidste, hvem han var. Og så er der løbende supervision hele vejen igennem. Vi er i kontakt med hinanden hele tiden. Hvis han er ved at lave noget lort, så kommer han til mig. Han har været ved at lave nogle ting, hvor jeg så hjalp ham i stedet for. Vi har ikke haft nogen endnu, der har lavet nogle kriminelle handlinger, og vi har alligevel haft ti ansatte, der har været relaterede til bandemiljøet,” siger Poul Kellberg.
”Tag nu for eksempel Faredin. Han blev jo gift med en pige fra Makedonien. Han kom tilbage til Danmark, og hun skulle med herop. Men så hedder det altså tre års arbejde, 50.000 på kontoen og egen bolig. Men han boede hjemme hos familien. Hans kone og hans barn har rejst frem og tilbage, og det har været et helvede. I dag har han fået en bopæl. Det er svært at få pengene til at række til, men alle de ting havde han ikke tænkt på, da han blev gift. Hvis det bliver for stort det hele, og de ikke kan overskue det, så er der sandsynlighed for, at de tænker: ”Lad os lave nogle penge. Det er det, jeg kan finde ud af.” Eller hvis der er nogen, der rører hans familie, så får han sådan en impuls, at det skal betales tilbage.”
Det lyder måske banalt, men for Poul Kellberg handler det om at skabe en familie og at vise, at der er en verden uden for Askerød og gaden. Og at den verden også kan være appellerende.
Socialrådgiver og daglig leder Anne-Grethe og Faredins datter i Comebacks køkken, efter de har samlet æbler.
”Der er jo stor forskel på at komme ind her og på at komme ind på et behandlingscenter eller på kommunen. For det første er der en fysisk kontekst her, der appellerer til, at det er noget andet. Og så er der en masse drenge, som ligner dem, vi har indskrevet. Så ligger vi i et industriområde. Der er højt til loftet herinde, og her er råt. Vi forsøger at lave et andet hjem. Vi bruger nogle rollemodeller, der kan agere som storebrødre, vi har Anne-Grethe ansat, der har en morrolle, og jeg har lidt en farrolle. Vi forsøger lidt at lave nogle konstellationer, der minder om noget familiært. Vi laver et andet fællesskab. Vi har ens træningsdragter. Vi er en del af dét her og er meget mere end et aktiverings- eller et behandlingstilbud.”
Kommunerne slipper som oftest drengene, når de har fået en praktikplads eller et job. Men det er her, de for alvor har brug for hjælp. De skal lære at agere i samfundet og ryste sjakalmentaliteten af sig. Poul Kellberg tror på, at Comebacks succes bunder i, at de ikke udelukker nogen, selvom de er langsomme om at komme i gang eller falder tilbage i kriminalitet.
En af de indskrevne kommer ind i køkkenet. Han har været ude for at plukke æbler sammen med Faredins datter og Anne-Grethe. Han har Bullrot-tøj på, tatoveringer på halsen og er klippet skaldet i siderne med nogle millimeter hår på toppen, der er redet til siden med voks. Han har fået en elevplads og er egentlig ikke indskrevet længere. Men i dag er han tilbage for at hænge ud og bage en æblekage.
