Det var sælsomt nok at se et fuldkomment gult Brøndby Stadion klappe i som en stor betonøsters søndag eftermiddag, da Peter Ankersen efter en smuk Rasmus Falk-assist satte 0-1-målet ind for FCK imod favoritterne fra Brøndby.
Mens den vestjyske højreback fejrede scoringen ved at maveplaske hen over i grønsværen i en uskøn efterligning af en svanebåd, begyndte de granatchokkede, men notorisk ret vedholdende, Brøndby-tilhængere på tribunerne så småt at slå på trommerne igen.
Annonse
Og selvom det holdt hårdt, så vandt Brøndby alligevel i sidste ende et fremragende Københavnerderby (det er og bliver ikke noget Firm, så stop det!) med 2-1.
At der skulle et klodset begået frispark af William Kvist og et følgende, sublimt sparket frispark af Hany Mukhtar til så tæt på slutfløjt, gjorde bare dramaet større, og FCK havde stor ære af kampen, der blev udkæmpet på et tilpas hårdt, men generelt fair niveau.
Samtidig fik Brøndby dog – endnu engang – ikke nogen hjælp fra de andre hold i Mesterskabsslutspillet, eftersom at FCM slog FCN med 2-1 i Farum, så spændingen er optimal inden første opgør i slutspillet imellem de to guldduellanter på torsdag.
Det er svært at slippe fornemmelsen af, at FCM har den smule ekstra held i sprøjten i forhold til rivalerne fra Vestegnen, og selvom det er svært at underbygge den slags, så ligner det en svag fordel til et sprudlende Brøndby-mandskab inden det første brag – men det vil være smart af Zornigers mandskab at undgå at begå frispark på egen banehalvdel – overhovedet.
Vardes egen Lampard, Jakob Poulsen, holder et kontinuerligt imponerende højt niveau i sine dødbolde, som Superligaen nærmest ikke har set mage, og hvis man vil have noget med fra Herning, så skal man tage sine forholdsregler i forhold til ham.
Et derby har brug for to hold på tribunerne
Annonse
Der var en fremragende stemning på Brøndby Stadion før, under og nok især efter kampen imod FCK. Og kampen på banen tog bestemt ikke skade af at der kun var et hold på tribunen.
Men det klæder altså ikke et derby imellem hovedstadens to største klubber, at der er så stor ulighed uden for banen, og FCK-spillerne må da også have følt sig kastet for, ja, løverne.
Det er en af dansk fodbolds største forbandelser, at netop kampene imellem de to klubber skal kaste så meget udenoms-ballade af sig, til belastning for børnefamilier, myndigheder, klubbernes administrationer og da ikke mindst alle de normale fans, der koncentrerer sig om det essentielle, nemlig spillet på banen.
Både ekstremt tidlige kamptidspunkter og tilskuer-karantæner ødelægger alt det, der gør et derby til en potentielt fornøjelig affære, men ikke lige så meget som de vanartede tosser, der gør foranstaltningerne om ikke decideret nødvendige, så i hvert fald forståelige at indføre. Det ville nu være rart, hvis man kunne få afviklet kampene på et passioneret, men ikke-voldeligt niveau. Men det er nok en naiv forestilling.
PSG spiller med feje hold – i Frankrig, i hvert fald
Det er ganske vist blevet en fast rutine for oliepumpede PSG at tage tidlig afsked med Champions League, og hurra for det. Der er næppe nogen fodboldfan, der har større fidus til et projekt som det parisiske, og da Zlatan forlod klubben, røg også den smule charme, der var at finde på Parc de Prince.
Med tilgangen af fodbold-Bieberen Neymar blev det hele selvsagt endnu værre, og PSG vinder generelt næppe nogle popularitetskonkurrencer uden for Île-de-France, for også i Frankrig ser man ret skævt til klubben/konceptet.
Annonse
Det forhindrer dem dog ikke i at behandle resten af ligaen som boksebold, og det fik man da for alvor understreget i weekenden, hvor PSG med en sejr over de nærmeste forfølgere fra Monaco kunne gøre mesterskabet matematisk sikkert med hele fem runder igen.
Det gjorde de ret effektivt, og de gjorde det vel at mærke uden en skadet Neymar. PSG lammetævede monegaskerne med hele 7-1 efter at være kommet foran med 4-0 på bare 27 minutter, og i Neymars fravær gjorde Angel di Maria og Giovani lo Celso med to mål hver deres til, at man kunne bringe forspringet op på 17 point og målscoren op over de 100 på plussiden. Spektakulært, ja. Spændende, nej.
PSG er et slaraffenland af offensiv flair og farverige typer, men uanset, hvor mange topspillere, de fylder på start-11eren, så får de svært ved at vinde kampen uden for banen, hvor der da også er møgkedeligt på Parc de Prince.
Hvis man vil se, hvordan fransk fodbold tager sig ud, når det er allerbedst, kan man f.eks. besøge Velodromen i Marseille. Hjemmeholdet sendte i ugens løb RB Leipzig (en anden klub, der ikke ligefrem vinder popularitetskonkurrencer) ud af Europa League med en spektakulær 5-2 sejr, og stemningen undervejs var totalt elektrisk.
Mourinho tester United-tilhængernes tiltro
Når man får José Mourinho som træner for sit hold, så skal man nok få nogle resultater ud af det, men man skal ikke sætte næsen op efter at blive sådan super godt underholdt undervejs. Og når resultaterne så endda fejler, så får portugiseren det værste frem i et holds tilhængere.
De sociale medier skummede således efter søndagens kamp på Old Trafford, hvor United med et ganske uventet nederlag på 0-1 hjemme imod bundholdet WBA, sendte guldet endegyldigt over til naboerne fra City.
Ganske vist leverede United et flot resultat i 2-3 comebacket imod netop City i sidste uge, men hvis man så kampen, så vil man også vide, at det ikke gav nogen mening overhovedet, at United fik bare et point med fra den kamp. City burde have været foran med 4-0 ved pausen, men sådan er fodbold jo så dejligt uforudsigeligt nu og da.
Og at man efterfølgende taber til et så ringe mandskab som WBA, der allerede har agterstavnen nede i Championship, opsummerer Uniteds sæson meget godt. Og tilhængerne er næppe helt oppe at ringe over, at man på den måde forærer City mesterskabet.
United bør allerede se frem imod næste sæson, og hvis Mourinho fortsat har tænkt sig at føre krig med sine egne spillere på de indre og ydre linjer, så ligner det et godt spørgsmål, om det skal være Mourinho, der fører klubben skridtet videre. Lige nu ligner det ikke et hold, der kan komme i nærheden af deres naboer i næste sæson heller.
Det kan meget vel være, at pointhøsten er bedre end i den sidste håndfuld sæsoner, at andenpladsen er sikret, og at der lander lidt pokaler her og der. Men United er ikke en klub, hvor den slags er altafgørende i tilhængerne og de mange klubkoryfæer på lægternes øjne. Det er en offensiv og positiv tilgang til spillet derimod, og den slags er og bliver Mourinho ikke eksponent for.
P.S: Hvordan blev United slået af West Brom? Med en parkeret bus, såmænd. Lev ved sværdet…
City er dog fortjente mestre
Det var selvsagt ikke noget, man lærte i weekenden, men nærmere omkring jul. City er nok heller ikke alles kop te, og deres ageren på transfermarkedet lader ikke PSG meget efter.
Men man må give Guardiola og hans mandskab, at det har været forrygende fodbold, City har stået for undervejs, især i den første halvdel af sæsonen, hvor det var tydeligt, at den spanske træner er fantastisk til at få det bedste ud af sine spillere.
En ting er at få etablerede spillere som Silva og Agüero til at virke, for de har igennem flere år været i top-5 over de bedste spillere i Premier League overhovedet (hvis man da spørger mig).
Men at genopfinde den ikke videre Galactico-agtige Fabien Delph som venstreback og at bringe de to supertalenter Leroy Sané og Raheem Sterling ind som bærende kræfter på et hold kræver mandskabsmæssig snilde og stor opfindsomhed.
Derudover må man bare bøje sig for købet af Ederson. På trods af tatoveringer op og ned af halsen (hold også op med det!) og en lidt træls attitude, så er han en forrygende keeper, og hans kirurgiske udspark har været en integreret del af City-offensiven.
Frem for alt, så er det et City-hold, der kan vokse meget endnu, man har blot set toppen af isbjerget med f.eks. Aymeric Laporte, og konkurrenterne i Premier League får deres at se til i de næste par sæsoner.
