Engelsk frygt: De skjuler banens kvalitet med sprøjtemaling

Engelsk frygt: De skjuler banens kvalitet med sprøjtemaling
Offentliggjort

Arena da Amazonia skal høre for meget. Senest for græsforskønnelse med spray.

Stadionet, der er blevet bygget i regnskovsbyen Manaus op til VM, har ifølge The Guardian kostet over 1,5 milliarder kroner.

Og så er det ikke engang sandsynligt, at arenaen vil blive anvendt, når de fire kampe i gruppe D er overstået.

Manaus, der er regionshovedstad i Amazonas, ligger i hjertet af den tyndt befolkede regnskov.

Og selv om Manaus er en millionby, spiller byens hold, Nacional, i den brasilianske fjerde division, og sæsonens tilskuer-rekord er på 3215.

Derfor vil det til daglig nok være lige i overkanten med de små 42.000 tilskuerpladser på Arena da Amazonia.

Tomme sæder bliver i det mindste ikke noget problem, når stadion bliver fyldt af tilhængere til kampen mellem England og Italien på søndag.

Til gengæld er omklædningsrummene endnu ikke helt færdige, og først og der er problemer med at få græstæppet i en bare nogenlunde forfatning.

Som man ser på aktuelle Twitter-billeder ligner det mere en mark end en bane, måske på grund af kraftig regn:



Den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport citerer stadionets chefgartner, Carlos Botella:



”Banen er virkelig i en dårlig tilstand. Vi er i gang med en nødplan for at redde underlaget og forbedre det så meget som mulig, men jeg tror ikke, det vil være i god stand til weekenden,” siger den pessimistiske plænechef.



Fifa har i en erklæring sagt, at kampen vil blive

gennemført takket være det ihærdige arbejde.



De seneste rygter går på, at et af midlerne er rent kosmetisk.



Med vanlig britisk fodbold-konspirationssans skriver tabloidavisen The Sun i dag, at arbejderne har præpareret banen med grøn farve som sprayes på de eksisterende græsstrå.





Dog kan der også være tale om gødning eller andre midler, der skal hjælpe græsset til at gro hurtigere, og som chefgartner Carlos Botella har omtalt bland nødforanstaltningerne.



The Mirror skriver, at Englands trup flyver til Manaus i dag, fredag, og at træner Roy Hodgson skal inspicere banen til aften.