Arabiske rigmænd og svirrende rygtebørs: Fremtiden er uvis for Premier Leagues største stjerner

Arabiske rigmænd og svirrende rygtebørs: Fremtiden er uvis for Premier Leagues største stjerner
Offentliggjort

Traditionelt har den engelske Premier League altid suget stjernerne til sig. Men indtil videre er de største indkøb sket på kontinentet, og ligaens bedste spillere som Luis Suarez, Wayne Rooney og Gareth Bale tripper for at komme væk.

I tidligere transfervinduer har det kun handlet om, at de største og dyreste spillere skulle til enten de to Manchester-klubber, London-klubberne eller måske Liverpool. Men arabiske, amerikanske og russiske rigmænd vender stadig op og ned på europæisk klubfodbold. Senest har de kastet deres kærlighed på Frankrig, hvor Paris Saint-Germain har brugt næsten en halv milliard kroner på Edinson Cavani og den nyeste rigmandsklub Monaco har brugt næsten det samme på Radamel Falcao.

Spillere, der formentlig havde pyntet i klubber som Tottenham, Liverpool, Arsenal eller Chelsea, der alle leder efter angribere. De store engelske klubber må nu i stedet acceptere, at de ikke alene har sværere ved at tiltrække de største navne, men også har vanskeligt ved at holde på deres egne.

Her er nogle af de største navne, der er rygter om hver dag, samt en vurdering af, hvor deres kommende arbejdsplads er, når vinduet er smækket i.

LUIS SUAREZ

I Liverpool FC kører uden tvivl sommerens længste transfer-saga. Med sig i bagagen har Suarez en 10-dages karantæne (hvoraf han mangler at afsone seks) for at bide (!) en modstander. Hvem vil ikke gerne have ham? Det vil rigtig mange. Ikke mindst fordi han scorede 23 mål for Liverpool sidste sæson og har en teknik, farlighed og vindermentalitet blandt de bedste.

Styrke: Genial

Svaghed: Måske gal

Stærkeste rygte for tiden: Arsenal har budt 40.000.001* pund, og de vil formentlig byde mere. Liverpool vil have meget mere, og de vil formentlig kun skippe ham af til Real Madrid. (*Suarez har i sin kontrakt i klausul, der sikrer ham at få at vide, hvis Liverpool bliver budt mere end 40 mio. pund for ham).

Sandsynlighed: Real Madrid: 55 %, Arsenal 15%, Liverpool 15 %, Andre: 15%

_____

WAYNE ROONEY

Allerede under Ferguson virkede Wayne Rooney utilfreds. Og gensynet med hans gamle Everton-boss, David Moyes, har ikke gjort manden med verdens mest omtalte hårtransplantation mere glad. Ifølge The Guardian har Rooney officielt bedt om en transfer.

Styrke: Fantastisk spiller, der stadig har mange gode år i sig.

Svaghed: Har måske toppet og er ikke længere så målfarlig, som han tidligere har været.

Sandsynlighed: Chelsea: 65%, Manchester United 15%, Andre: 20%.

_____

GARETH BALE

De fleste er enige om (på nær Tottenham-fans), at Gareth Bale måske er ved at blive for stor for sin klub. Alle klubber vil gerne have ham. Han har (næsten) lige så mange mål i sig som Suarez, men han er en helt igennem sund, rask spejderdreng, der ikke vil medføre problemer. Det eneste tvivlsspørgsmål er, om han er for flink til at begå sig i den store, onde fodboldverden.

Styrke: Årets spiller i Premier League sidste år. Mange mål – ikke mindst i afgørende situationer.

Svaghed: Måske for pæn, kræver tryghed.

Sandsynlighed: Real Madrid: 70%, Tottenham: 15%, Andre: 15%.

LÆS OGSÅ Banebryderen: Frank Arnesen

LÆS OGSÅ Tak for kampen: Alex Ferguson stopper