Har David Nielsen fået styr på galehuset?

Er trænerens rolle generelt overvurderet?

”Ja, det er den. Kvaliteten af spillerne er klart det vigtigste. Jeg har altid ment, at der er en tendens til, at trænerens rolle bliver overgjort. I gamle dage var der store forskelle på trænere, men i dag kan jeg bare gå ind og trykke på en knap, og så får jeg alle Pep Guardiolas (træner for Manchester City, red.) træningspas de sidste 365 dage printet ud. Al information er tilgængelig, og der er meget få hemmeligheder. Det handler mere om personen, der er træner. Kemien mellem træneren og spillerne er vigtigere, end hvilket system træneren gerne vil have spillerne til at spille.”

Så da folk efter EM-finalen sagde, at det var Gareth Southgates defensive tilgang, der tabte kampen for England, havde de ikke ret?

”Det er fuldstændig hul i hovedet at sige. Vi lever i en reality-verden, hvor vi gerne vil have en helt og en skurk. Der skal altid placeres et ansvar et sted, og der er altid én, som skal være skyld i, at noget går dårligt.”

Men synes du, at ansvaret fordeler sig fair i en fodboldklub?

”Det er cheftræneren, der skal tage stødene. Sådan er det, og jeg er helt indforstået med, at det er en del af præmissen. Men at koge Englands nederlag ned til, at det var Southgate alene, der tabte kampen, er ikke fair.”

Hvad er en træners vigtigste rolle?

”Det er at lede et fodboldhold. Og så kan det være forskelligt fra person til person, hvordan man gerne vil lede. Men for mig handler det om at sætte de rigtige mennesker sammen.”

David Nielsen

44 år. Født i Sønderborg og opvokset i Skagen. Begyndte sin spillerkarriere i 1993 i OB og fik sit gennembrud i FCK, hvor han spillede over 100 kampe fra 1997 til 2001. 

Herefter gik turen til England, før han i 2003 vendte hjem til AaB med stor succes. Han nåede forbi FC Midtjylland og OB, inden han i 2011 sluttede karrieren i den norske klub Fyllingen. 

I 2008 udgav han selvbiografien ’Sorte Svin’, der vakte stor debat.  Her gav han et indblik ind i det engelske fodboldmiljø, diverse voldsepisoder og en betting-skandale, der medførte en milliongæld. 

Fik i 2011 sit første cheftrænerjob i den norske klub Nest-Sotra, der førte ham videre til Tippeliga-klubben Strømsgodset. I 2015 cheftræner i Lyngby BK, som han førte til bronze-medaljer i 2017. Fire måneder senere blev han ansat i AGF, som han vandt bronze med i 19/20-sæsonen. Har to gange været nomineret til årets træner i

Danmark.

Er det derfor, det er dig, der er lykkedes med at få styr på det galehus, som AGF var?

”Jeg er et produkt af ledelsen. De har truffet nogle gode beslutninger, blandt andet at ansætte mig, og der er kommet styr på økonomien, hvilket er meget afgørende. Da jeg kom ind, havde klubben brug for en, der kunne sortere i kritik og negativitet, og jeg var meget klar omkring, hvad jeg gerne ville. Det vigtigste for mig er, at jeg kan være mig selv, og det kan jeg i AGF. Jeg bliver en fiasko, hvis jeg bliver sat i en position, hvor jeg skal være en anden, end den jeg er. Folk vil gerne se et offensivt AGF-hold, der kommer blæsende ud fra startfløjtet. Men et hold, der har været igennem hårde tider, har først og fremmest brug for at få styr på sin defensive struktur. Det skal man som træner være tryg i at fokusere på, så man ikke bliver påvirket af alle dem, der står og skriger efter offensiv fodbold. Man skal også forstå, at hvis vi ikke havde sikret os de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter, så var vi ikke lykkedes, og så havde vi ikke talt om, hvilke ting jeg har gjort for at løfte klubben. Det handler om mennesker, der skal præstere. Og så handler det om at få skabt den rette kultur.”

Og hvordan skaber man den?

”Det er klichéen om hårdt arbejde. Vi benytter os ikke af teambuilding-ture eller andet i den dur. Hos os er den gode kultur et produkt af det, vi siger til hinanden hver dag. Det er et superkedeligt svar, men der er ikke noget hokuspokus. Vi trænere taler altid om, at vi godt vil have noget tid og kontinuitet, og det har AGF givet mig. Jeg fik lov til at fejle en del de første sæsoner. Ledelsen har været afklaret med, at vi måske ikke var gode nok til at spille top-6 i min første sæson i klubben, og i stedet for at panikke gav de mig tiden til at udvikle holdet. Det har smittet af på resten af truppen.”

Så når I har siddet til diverse strategimøder, har der ikke været noget pres, fordi I vidste, at I fulgte planen?

”Man skal forstå, hvilken klub AGF er, og man skal være villig til at arbejde under det pres, der er. Vi har hele tiden haft som mål at vinde den næste kamp, og det er det, vi har evalueret på. Vi har aldrig siddet og sagt: ’Nu kommer der lige en periode, der er lidt svær.’ Det har ikke været accepteret. Ligegyldigt om vi har flere skader og færre penge end de andre, er vi nødt til at præstere, fordi vi er AGF.”

Blev du overrasket over det pres, jobbet medfører?

”Jeg havde helt sikkert en klar idé om, hvad AGF var for en størrelse, inden jeg gik ind til det, men det er stadigvæk noget andet, når man står i det. Jeg skulle også lige lære, hvad AGF var, og der skulle lige tabes, vindes og spilles uafgjort, inden jeg helt forstod, hvilken energi der er omkring holdet.”

Hvad kan du og AGF drive det til sammen?

”Vi har haft store udskiftninger. Vi har mistet vores målmand og de to bedste backs i ligaen. Til gengæld har vi fået en fuldgod erstatning ind i Jesper Hansen. Det er et forholdsholdsvis nyt hold og en forandret stab, og vi skal virkelig præstere til vores bedste, hvis vi skal være med i toppen af rækken. Uanset hvordan man vender og drejer den, vil det altid handle om at komme ind i den top-6 først. Det er der, fokus er.”

FCK virker til at have et godt øje til spillere, der har været i AGF…

”Det er et kæmpe skulderklap til spillerne, når en klub som FCK begynder at hente spillere hos os. Da jeg kom, kunne vi ikke sælge én eneste spiller, og lige pludselig kan de bedste hold i ligaen bruge folk, vi har udviklet og arbejdet med. Det viser også, at der er klubber i Superligaen, der er større end os, og som nogle gange spiser maden lige foran næsen på os. Men jeg er også indforstået med, at spillerne kommer til os, fordi de ved, at hvis de slår igennem her, kan de skifte til større adresser efterfølgende. Det er AGF’s lod lige nu. Vi skal nok blive en kæmpe klub, der ikke behøver at sælge vores bedste spillere internt i Superligaen, men vi er der ikke endnu, og det gider jeg ikke at pibe over. Sådan er vilkårene.”

Du har jo selv spillet i FCK, og nu er du træner i AGF. Kan du mærke lillebrorkomplekset?

”Vi har ikke noget lillebrorkompleks. Vi har ikke kunnet konkurrere med FCK i snart 25 år, og det er først nu, at der igen er opstået noget mellem os. Århusianerne hviler i sig selv, og de render ikke rundt og tænker, at de hellere vil være københavnere. Det er en eller anden idé, københavnere har. Personligt trives jeg godt i begge byer, men jeg har det allerbedst i Skagen, hvor jeg kommer fra.”

Hvad siger folk til dig, når de møder dig i Aarhus?

”Det har været positivt lige fra første dag. Om vi har tabt eller vundet, har folk været rigtig søde og opmuntrende. ’Kom så de hviie,’ lyder det, og det er tydeligt at mærke, at folk i Aarhus elsker AGF.”

I røg ud af Europa Conference League til Larne FC fra Nordirland. Det var vel ikke en del af planen?

”Vi skuffede vores fans og vores by. Det var ikke kampen i Aarhus, der gjorde, at vi røg ud. Det var nederlaget i Larne. Og det er skuffende på vegne af dansk fodbold, at vi ikke formåede at gå videre. Det er sindssygt skuffende. Og vi tog den smerte, det er at ryge ud. Sådan er det. Vi er en klub, der vil noget og skal noget. Det formåede vi ikke i Europa i denne sæson.”

Hvad gik der galt? Og hvordan retter I op på det?

”Vores måde at spille på døde, når vi ikke kunne gå videre mod et hold som Larne. Det blev meget tydeligt for mig, at vi er nødt til at dominere. Vi har nogle rigtig dygtige spillere med et meget højt niveau. Så efter vi røg ud af Europa, lavede vi straks en ændring af vores hold med et nyt spillemæssigt system. Mod Randers FC (den følgende kamp i Superligaen, red.), så vi helt anderledes ud, og det er jeg glad for. Vi skal blive bedre på bolden samtidig med, at vi ikke mister den her fremadrettethed, der ellers har kendetegnet os længe.”

Hvordan sørger man for at ramme det rigtige spændingsniveau, når man sender sine spillere på banen?

”Man skal kende sin trup. Det nemmeste er at geare op, og tidligt i min karriere oplevede jeg alt for mange gange at gejle mine spillere for meget op. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Spillet bliver for hektisk, spillerne slapper ikke af, og når de ikke slapper af, træffer de dumme beslutninger. Jeg rammer stadigvæk forkert til tider, men for det meste får jeg sat drengene op, som jeg ønsker det. Men det er en kunst at gøre det hver gang, og jeg øver mig stadigvæk på det.”

Er der en særlig peptalk i pausen, du husker?

”Mine peptalks ligger meget på rygraden, så jeg husker dem sjældent. Men jeg ser altid på pep-talken som den gnist, der skal få spillernes bål til at brænde. Hvis peptalken er selve bålet, står vi på et alt for tyndt grundlag. Det er også derfor, jeg ikke står og råber og skriger ude på sidelinjen. Jeg hadede det også selv som spiller, for det er meget lidt, man får med sig, når kampen alligevel er i gang. Hvis vi skal gøre noget anderledes, har jeg nogle enkelte spillere på banen, som jeg har en kommunikation med. Men at råbe for at få spillere til at løbe mere holder ikke i min bog.”

Hvad er den sværeste kamp, udover Larne-kampen, du har haft som træner for AGF?

”Marstal/Rise på udebane i Sydbank Pokalen (den danske pokalturnering, red.) i 19/20-sæsonen. Vi var rejst afsted til Ærø med et rigtig ungt hold, og pludselig stod vi en i situation, hvor det hele vendte forkert for os. Det er den klart mest ubehagelige kamp, jeg har været med til som cheftræner for AGF. Pokalturneringen fylder utrolig meget i AGF, og så skal vi spille mod et hold fra Fynsserien, som er på et helt andet niveau, end vi er vant til. Vi er et hold, der lever af modstanderens intensitet, så vi er skruet sammen til at spille mod de bedste hold. Der er en masse psykologi i at spille kampe mod hold fra de lavere rækker. Pludselig er vi bagud 2-0, og vi skal forsøge at få kampen vendt om. Vi scorer direkte på et hjørnespark i tre minutters overtid og ender med at vinde kampen i forlænget spilletid. Vi lå ikke i top-6 i ligaen, så presset fra fansene kunne godt mærkes. Jeg var virkelig glad for at komme ud af den kamp med skindet på næsen, for det var ikke en sjov oplevelse.”

Er du altid overbevist om, at I vinder den næste kamp? Eller kan du indrømme din egen utilstrækkelighed over for dig selv?

”Selvfølgelig kan der opstå tvivl i ugen op til en kamp, fx hvis en spiller bliver skadet, men når dommeren fløjter kampen i gang, tror jeg altid på, at vi kan vinde.”

Hvad er det vigtigste for dig som træner, hvis du skal lykkes?

”At jeg kan være mig selv. Den måde, jeg gør tingene på, er meget anderledes fra mange andre, det ved jeg godt. I starten af min trænerkarriere følte jeg, at jeg hele tiden skulle bevise mig over for min omverden. Jeg kunne finde på at sidde til møder og underbygge alle mine egne idéer, som jeg selv syntes, var gode, og gå tilbage og vise billeder af kampsituationer for at påpege, at det var det, jeg havde fortalt om tidligere. Det har helt sikkert gjort mig til en bedre træner at lære mig selv at kende og acceptere, at jeg langt fra er et perfekt menneske.”

Var der et specifikt tidspunkt, hvor du oplevede at komme længere med ydmyghed end selvoptagethed?

”Jeg lærte rigtig meget, da jeg fik mit første cheftrænerjob hos Nest-Sotra, et norsk hold, der lå i 2. division ved min tiltrædelse. Jeg tror, de fleste tænkte: ’Skal David Nielsen nu til at være træner? Det kommer da aldrig til at gå.’ Jeg var ikke bare bagud på points, jeg var helt ude af ligningen. Min karriere var ovre, før den begyndte, hvis jeg ikke fik succes der. Os tidligere fodboldspillere går som regel ind til trænerjobbet med en vis forkælelse og arrogance, fordi vi tænker, at det er så nemt, og vi har høje tanker om os selv og de jobs, vi tror, vi kan lande. Men at stå oppe på en klippe i Norge i en klub, hvor jeg selv skulle lave mad til spillerne, slå græs og sørge for vand, har været helt elementært for min videre færd som træner, fordi jeg netop lærte at være ydmyg. Jeg endte med at lykkes med Nest-Sotra, som jeg førte fra nedrykningsfare i den norske 2. division og op til 1. division. Det var også her, jeg tænkte: ’Det her kan jeg godt finde ud af.’ Og den tro på mig selv har jeg stadigvæk.”

Hvorfor besluttede du dig for at blive træner?

”Selvom jeg var en vild spiller, der lavede alle mulige åndssvage ting, var der altid respekt for mig i omklædningsrummet. Det var altid mig, der satte ild til holdet, inden vi gik på banen, og den følelse af at gøre mænd klar til kamp har drevet mig hele vejen til, hvor jeg er nu.”

Hvornår er det sværest at være træner?

”De første fem måneder i en ny klub. Det handler om at få tingene til at sætte sig, og det er som regel her, at man kan komme til at møde en del modstand både internt fra spillere og eksternt fra fans. Hvis du ikke får succes med at få spillerne med op i båden i løbet af den håndfuld måneder, begynder tiden at rinde ud, og fyresedlen står for døren.”

Har du selv mærket en modvillighed mod dine idéer?

”Da jeg var cheftræner i Strømgodset, satte jeg en 15-årig knægt ved navn Martin Ødegaard på banen, og det blev jeg ikke populær på. Jeg havde bænket holdets mest feterede spiller, og det endte med at koste mig jobbet, at jeg satte flere af de ældre spillere af for hurtigt.”

Hvad har du taget med i trænerjobbet fra din egen karriere som spiller?

”To ting: Da jeg selv var spiller, hadede jeg, når jeg ikke vidste, hvor jeg stod henne. Derfor prøver jeg altid selv at være klar og tydelig i mælet, når jeg har samtaler med mine spillere. De skal vide, hvor de har mig, og jeg skal vide, hvor jeg har dem. Og så var det som spiller, at mit vindergen virkelig blev skabt. Da jeg spillede for Norwich, tabte vi play off-finalen til Premier League-oprykning på Wembley i straffesparkskonkurrence mod Birmingham i 2002. Det var ikke særlig sjovt, og i dag står det som en skelsættende oplevelse i mit liv. Det var den dag, jeg blev ekstremt optaget af at vinde.”

Hvem af dine tidligere trænere har inspireret dig?

”Roy Hodgson, som jeg havde i FCK, var helt nytænkende dengang. Mange af de ting, som vi i dag praktiserer, fx defensive formationer, var noget, han allerede arbejdede med for 25 år siden. Det var ikke, fordi vi syntes, det var sjovt at træne den slags som spillere, men det virkede, og han var dygtig. Min træner i AaB, Erik Hamrén, havde virkelig meget fokus på den fysiske træning og vores kost. Det var første gang, jeg oplevede, at der blev gået så meget op i det, og det var fedt at blive klogere på den del. I den helt anden boldgade var der Erik Rasmussen, som var min træner i FC Midtjylland. Han var virkelig inspirerende på sin egen måde og et fantastisk menneske. Han var virkelig god til at mærke alle i truppen, og der var ikke nogen af os, der spillede under ham, som ikke syntes, at det var en god oplevelse. Han gjorde ting på sin egen måde, lidt ligesom Bo Henriksen (nuværende cheftræner for FC Midtjylland, red.) gør i dag. Det kan virkelig noget, hvis man kan finde ud af at være træner på den måde. De er begge ekstremt udadvendte, og de bærer følelserne ude på tøjet. Herhjemme har vi nærmest kun haft Bo Henriksen og Erik Rasmussen, der har været dygtige nok til at gøre det på den måde.”

Så de har været Superligaens bedste mandskabsbehandlere?

”Hvis man hører ordet ’mandskabsbehandler’ som træner, kaster man op. Det er en bås, man ikke vil sættes i. Mange trænere er gode ledere, men fordi folk af en eller anden grund ikke vil sige det, så hiver de den der mandskabsbehandler frem. Det er virkelig begrænsende.”

Der har været diskussioner om, hvorvidt danske spillere ikke får den rette forberedelse til det professionelle fodboldliv uden for landets grænser, fordi de vokser op i et velfærdssamfund, der er fyldt med runde albuer. Er det noget, du mærker?

”Den der forveksling mellem blødsødenhed og professionalisme kan vi godt pakke væk. Spillerne er ikke ’blødsødne’, fordi de ikke bander, ikke er racistiske, ikke drikker sig stive og ikke opfører sig som idioter, som min egen generation gjorde. De er derimod langt mere professionelle, end spillere var førhen. Og det er helt naturligt, for det er den vej, samfundet går, og fodbolden vil altid være en refleksion af resten af samfundet. Det nytter heller ikke noget, at de skræller igennem i tacklingerne, som vi gjorde dengang, for vi har fået VAR til at rydde ud i det.”

Hvem er den bedste spiller, du har trænet?

”Martin Ødegaard uden tvivl. Selvom han kun var 15 år, da jeg trænede ham. Han har et helt specielt talent, og den måde, han modtog, slog afleveringer og læste spillet, var uovertruffen. Han var en sindssyg spiller at arbejde med. Der var stor opmærksomhed på ham, og den hype skulle man lige navigere i, men det handlede bare om at få ham ud på banen, så han kunne spille. Han kunne det hele i forvejen, så jeg ved ikke, hvor meget jeg lærte ham. Han manglede måske at vokse lidt fysisk og få noget mere erfaring, men ellers var han komplet.”

Hvad er det bedste fodboldhold, du har mødt som træner?

”FCK i 16/17-sæsonen, hvor jeg selv var træner for Lyngby BK. Der var så meget kvalitet i spillerne. Folk som Cornelius, Santander, ’Zanka’ og Delaney var svære at håndtere, og så var holdets stamme forankret i København og FCK, og det må man ikke undervurdere betydningen af.”

Hvor står dansk fodbold lige nu?

”Dansk fodbold er på et sindssygt højt niveau og har været det de seneste mange år. Det vigtigste er, at vi bliver ved med at udvikle os: Vi skal stadigvæk blive dygtigere til at træne de unge, og vi skal stadigvæk blive dygtigere til at få børnene ind og inspirere dem. Men man skal også huske, at vi lige har spillet en Superliga-sæson på et fantastisk højt niveau, og hvis der havde været tilskuere til alle kampene, havde den været episk. Derfor kommer vi også til at se en del spillere forlade ligaen til fordel for større klubber, og der er det vigtigt, at vi danske klubber bliver ved med at rekruttere godt, så vi ikke sætter udviklingen i stå. Men lige nu er vi historisk gode.”