Geni og syndebuk: Den lille, store driblekonge Jesper Olsen taler ud
Hurtig, farlig, driblestærk. Det var sådan, vi lærte Jesper Olsen at kende. Selvtillid, charme, langt hår. Han spillede sig ind som en af hovedkræfterne på 80’ernes legesyge landshold og alverdens fodboldbaner. Men det sluttede lige så brat, som det startede, med en fatal tilbagelægning mod Spanien. Christian Mohr Boisen undersøger, hvad der gik galt, og hvad der blev af manden, de kaldte ’Loppen’.
HVIS MAN SELV har set det, glemmer man det aldrig. Og når man genser det, breder følelsen sig i kroppen, gennem blodet, ud i hårene på armene. Det er følelsen af at se noget uvirkeligt, den slags, der ændrer skæbnen. Få øjeblikke i nyere dansk kulturhistorie har samme virkning i kroppen, endnu færre har påvirket så mange mennesker. Det er derfor, vi er nødt til at tale om Jesper Olsen. Med Jesper Olsen. Det var koldt den aften, onsdag 22. september 1982 i Københavns Idrætspark. Usædvanligt koldt for årstiden og Danmarks endnu kun lovende fodboldlandshold manglede sine to største stjerner, Frank Arnesen og Allan Simonsen, til at stå for det kreative i EM-kvalifikationskampen mod skræmmende England.
Den aften var det op til en diminutiv 21-årig, nakkelanghåret sparekasseassistent fra Faxe at gøre noget. Danmark havde misset den seneste kvalifikation til VM i Spanien i sommeren 1982, som vi altid gjorde, og selv om landsholdet havde potentiale, manglede vi at lukke handelen. Der var nu gået tre lige-ved-og-næsten år under landstræner Sepp Piontek, uden at det var blevet til andet end følelsen af, at sådan er det bare at være dansker, det var vores skæbne ikke at være med, ikke at blive regnet for noget, og da slet ikke af os selv. Selv om vi havde besejret Italien året før (i en minderig 3-1 sejr i Idrætsparken), var det italienerne og ikke os, der kom med til VM 1982 og vandt guld, og de talentfulde, stabilt ustabile danskere, der blev hjemme og kunne se det i fjernsynet, som vi altid havde gjort.
Det lignede en uovervindelig psykologisk barriere, et nationalt mindreværdskompleks med røde snubletråde tilbage til afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge, tabet af Norge, Dybbøl 1864, 9. april 1940, at Danmark aldrig kom med ved en slutrunde. Og efter 89 et halvt minut af den første kamp i EM-kvalifikationen mod England den septemberaften i Idrætsparken i 1982 tydede alt på, at det heller ikke blev denne gang. Danmark havde ellers spillet bedst. Jesper Olsen med de snævre, skarpe træk fik et straffespark med udligning til 1-1, men selvfølgelig bragte de rutinerede engelske stjerner sig foran igen på en foræring ved et hjørnespark. Stillingen var 1-2 kort før tid. Kun ét hold gik videre fra gruppen, og sandsynligheden for, at det blev Danmark, var allerede nu efter første gruppekamp kold som aftenen på Østerbro. Nej, det bli’r sgu aldrig til noget med landsholdet, rungede det ned gennem det ølbøvsende folkedyb på B.93-langsiden, den billige med ståpladserne, og videre ud til kaffen i tv-dagligstuerne i monopoltiden. Hvis vi kom bagud i en landskamp, var det en naturlov, at vi tabte. Uanset hvor godt vi spillede. Men det havde ingen fortalt Jesper Olsen fra Faxe.
KLOKKEN ER 20.45, uret på lystavlen i Københavns Idrætspark er gået ind i overtiden, det hele er næsten slut, da Jesper Olsen modtager bolden fra Jens Jørn Bertelsen midt på Englands banehalvdel, 20 meter fra straffesparksfeltet. Foran ham står en levende mur af engelske spillere, som Jesper Olsen sætter i retning mod. Så sker det. Det uvirkelige. Miraklet. Som tager fanden ved Jesper Olsen. Det er syv sekunders sexet, elektrisk, mystisk, mirakuløs, hvid magi, så godt, at det egenhændigt kan forårsage et vejrskifte. Et ekstravagant frontalangreb på fornuften og den socialrealistiske hængerøvsvirkelighed, Danmark befandt sig i. Jesper Olsen har set noget, ingen andre kan se, og det er, som om det hele sker i én bevægelse, da han i overlegen boldkontrol løber ind mod muren, dribler skarpt til venstre uden om én, glider ind i feltet, vipper bolden med ydersiden over en anden forsvarer og efterlader de desperat tacklende engelske stjerner liggende som ydmygede tegneseriefigurer i græsset, inden han med venstre inderside føler bolden uden om verdens måske bedste målmand, Peter Shilton. Det er et mål, der i elegance, beslutsomhed og ubesværet slalom kan minde om Diego Maradonas berømte solomål mod samme modstander i VM-kvartfinalen i Mexico 1986. Jesper Olsens mål har danmarkshistorisk betydning. Det udlignende mål gav os den afgørende tro på, at vi ikke skulle frygte nogen. At vi kunne komme tilbage og tage de største i overtiden. Det blev starten på noget stort.
