Geni og syndebuk: Den lille, store driblekonge Jesper Olsen taler ud

HVIS MAN SELV har set det, glemmer man det aldrig. Og når man genser det, breder følelsen sig i kroppen, gennem blodet, ud i hårene på armene. Det er følelsen af at se noget uvirkeligt, den slags, der ændrer skæbnen. Få øjeblikke i nyere dansk kulturhistorie har samme virkning i kroppen, endnu færre har påvirket så mange mennesker. Det er derfor, vi er nødt til at tale om Jesper Olsen. Med Jesper Olsen. Det var koldt den aften, onsdag 22. september 1982 i Københavns Idrætspark. Usædvanligt koldt for årstiden og Danmarks endnu kun lovende fodboldlandshold manglede sine to største stjerner, Frank Arnesen og Allan Simonsen, til at stå for det kreative i EM-kvalifikationskampen mod skræmmende England.

Den aften var det op til en diminutiv 21-årig, nakkelanghåret sparekasseassistent fra Faxe at gøre noget. Danmark havde misset den seneste kvalifikation til VM i Spanien i sommeren 1982, som vi altid gjorde, og selv om landsholdet havde potentiale, manglede vi at lukke handelen. Der var nu gået tre lige-ved-og-næsten år under landstræner Sepp Piontek, uden at det var blevet til andet end følelsen af, at sådan er det bare at være dansker, det var vores skæbne ikke at være med, ikke at blive regnet for noget, og da slet ikke af os selv. Selv om vi havde besejret Italien året før (i en minderig 3-1 sejr i Idrætsparken), var det italienerne og ikke os, der kom med til VM 1982 og vandt guld, og de talentfulde, stabilt ustabile danskere, der blev hjemme og kunne se det i fjernsynet, som vi altid havde gjort.