Leder: Skal vi være vandrette eller lodrette venner?

Vi danskere – i vores pudsige blanding af mindreværd og storhedsvanvid – er neurotisk optaget af, hvad andre mener om os. Når udenlandske medier for fyrretyvende gang fremhæver København som en af verdens bedste byer at bo i; når Noma og det danske køkken igen-igen kåres til et af verdens mest opfindsomme; når danskerne udråbes til klodens lykkeligste folkefærd, så dækkes det med stor selvfølgelighed af landets nyhedsmedier. Det er sikkert kun naturligt for et land, som er small potatoes på den store scene. Danskernes fornøjelse ved at betragte sig selv gennem en begejstret udlændings friske øjne nåede nye højder, da en 39-årig amerikaner ved navn Rufus Gifford i sommeren 2013 ankom til Danmark som ny ambassadør for USA, personligt udpeget af præsident Obama som tak for Giffords jætteindsats med at rejse penge til Obamas valgkamp.

”Vi ser frem til at opleve Danmark og lære, hvad der gør jeres land så unikt. Inklusiv jeres sunde livsstil, jeres innovative design, teknologi i verdensklasse og jeres pragmatiske og tolerante samfund,” sagde Rufus Gifford i en YouTube-video inden afrejsen fra USA med sin partner, Stephen. Det skulle blive starten på en næsten fire år lang affære mellem ambassadøren og danskerne, som oversteg, hvad man kan forvente af almindeligt diplomati. Rufus Gifford og Stephen DeVincent befandt sig i den grad godt i Danmark, og som en markering af den tolerance, de havde mødt, valgte parret at blive gift på Københavns Rådhus. I januar 2017 sluttede en bevæget Gifford sin sidste arbejdsdag som ambassadør med et besøg hos dronning Margrethe, som overrakte ham Dannebrogordenen. Rufus Gifford rejste hjem til USA som den mest folkekære amerikaner i Danmark i umindelige tider, kun overgået af Anders And.

For skeptikere er Rufus Gifford blot endnu et eksempel på det brede, amerikanske tandsmil, den glatte overflade, den hurtige relation, der aldrig for alvor bliver dyb, fordi amerikanere altid er på vej videre, på evig jagt efter nye forbindelser, nye muligheder. Men at kalde amerikanere for overfladiske er i sig selv en overfladisk betragtning. USA er andet og mere end Coca-Cola, Levi’s og John Wayne. Tag på en rejse tværs gennem USA, og forbered dig på at møde en gæstfrihed, som danskerne kunne lære noget af. Spørg bare tv-værten Michael Meyerheim, som i sine unge dage var korrespondent for dagbladet Politiken i Washington. En dag opdagede han på et kort, at der i staten Iowa findes en by ved navn Ringsted.

”Jeg syntes, det lød interessant, og kørte derop med min kone,” fortalte Meyerheim mange år senere til Euroman (nr. 193, marts 2010). ”Da vi ankom, havde de lavet en kæmpe barbecuefest til ære for os, så vi kunne møde folk. De havde fået fat i en dame på 82, som stadig talte dansk, hun var rejst fra Lolland-Falster som lille barn. Vi blev inviteret til at overnatte, sådan på vores glatte ansigt. Det var overvældende.”