Leder: Skal vi være vandrette eller lodrette venner?

Vi danskere – i vores pudsige blanding af mindreværd og storhedsvanvid – er neurotisk optaget af, hvad andre mener om os. Når udenlandske medier for fyrretyvende gang fremhæver København som en af verdens bedste byer at bo i; når Noma og det danske køkken igen-igen kåres til et af verdens mest opfindsomme; når danskerne udråbes til klodens lykkeligste folkefærd, så dækkes det med stor selvfølgelighed af landets nyhedsmedier. Det er sikkert kun naturligt for et land, som er small potatoes på den store scene. Danskernes fornøjelse ved at betragte sig selv gennem en begejstret udlændings friske øjne nåede nye højder, da en 39-årig amerikaner ved navn Rufus Gifford i sommeren 2013 ankom til Danmark som ny ambassadør for USA, personligt udpeget af præsident Obama som tak for Giffords jætteindsats med at rejse penge til Obamas valgkamp.

”Vi ser frem til at opleve Danmark og lære, hvad der gør jeres land så unikt. Inklusiv jeres sunde livsstil, jeres innovative design, teknologi i verdensklasse og jeres pragmatiske og tolerante samfund,” sagde Rufus Gifford i en YouTube-video inden afrejsen fra USA med sin partner, Stephen. Det skulle blive starten på en næsten fire år lang affære mellem ambassadøren og danskerne, som oversteg, hvad man kan forvente af almindeligt diplomati. Rufus Gifford og Stephen DeVincent befandt sig i den grad godt i Danmark, og som en markering af den tolerance, de havde mødt, valgte parret at blive gift på Københavns Rådhus. I januar 2017 sluttede en bevæget Gifford sin sidste arbejdsdag som ambassadør med et besøg hos dronning Margrethe, som overrakte ham Dannebrogordenen. Rufus Gifford rejste hjem til USA som den mest folkekære amerikaner i Danmark i umindelige tider, kun overgået af Anders And.

For skeptikere er Rufus Gifford blot endnu et eksempel på det brede, amerikanske tandsmil, den glatte overflade, den hurtige relation, der aldrig for alvor bliver dyb, fordi amerikanere altid er på vej videre, på evig jagt efter nye forbindelser, nye muligheder. Men at kalde amerikanere for overfladiske er i sig selv en overfladisk betragtning. USA er andet og mere end Coca-Cola, Levi’s og John Wayne. Tag på en rejse tværs gennem USA, og forbered dig på at møde en gæstfrihed, som danskerne kunne lære noget af. Spørg bare tv-værten Michael Meyerheim, som i sine unge dage var korrespondent for dagbladet Politiken i Washington. En dag opdagede han på et kort, at der i staten Iowa findes en by ved navn Ringsted.

”Jeg syntes, det lød interessant, og kørte derop med min kone,” fortalte Meyerheim mange år senere til Euroman (nr. 193, marts 2010). ”Da vi ankom, havde de lavet en kæmpe barbecuefest til ære for os, så vi kunne møde folk. De havde fået fat i en dame på 82, som stadig talte dansk, hun var rejst fra Lolland-Falster som lille barn. Vi blev inviteret til at overnatte, sådan på vores glatte ansigt. Det var overvældende.”

Oplevelsen fik Michael Meyerheim til at spekulere over det fænomen, at amerikanerne tilsyneladende er så lette at komme ind på livet af. Forklaringen fik han, da han ved en senere lejlighed mødte den amerikanske historiker Studs Terkel. Terkel forklarede, at amerikanerne danner vandrette venskaber, mens vi i Europa og Skandinavien danner lodrette venskaber, som går dybt. Vi skal kende hinanden godt, før vi betror os til hinanden – så har vi rodfaste venskaber, som ikke går i stykker. ”Amerikanerne danner vandrette venskaber,” fortsatte Terkel. ”Du kan sidde i en lufthavn og snakke med en fyr i 20 minutter, så har han fortalt dig sin livshistorie, og du tror, du har fået et varigt venskab, men du hører aldrig fra ham igen.”

Studs Terkel forklarede, at det er et levn fra pionertiden, hvor amerikanerne rejste fra øst til vest og erobrede nyt land: ”Når de ankom til et settlement, blev de budt indenfor af de andre, som selv havde taget turen og vidste, hvor hårdt det var. Så sad de ved bålet og fortalte om deres liv og planer, og efter et par dage rejste de videre, og ingen så dem igen.”

I tilfældet Rufus Gifford vil jeg påstå, at der er tale om mere end et vandret venskab med danskerne. Det stikker dybere. Da Donald Trump i august 2019 aflyste sit besøg i Danmark med henvisning til, at statsminister Mette Frederiksen på ’nasty’ vis havde afvist at diskutere et muligt salg af Grønland til USA, gik Rufus Gifford på CNN og forsvarede Danmark. ”Det er ikke sådan, man behandler en allieret,” sagde Gifford til de amerikanske tv-seere. Han beskrev Danmark som et land, der har kæmpet side om side med amerikanske soldater i Irak og Syrien. Trumps opførsel var uacceptabel.

Rufus Giffords evne til at møde mennesker har bragt ham vidt omkring. Siden april 2020 har han arbejdet som vicekampagnechef for præsidentkandidat Joe Biden, og han har dermed en central rolle i Demokraternes bestræbelser på at rejse penge og goodwill i kampen mod Trump. Valgkampen bevæger sig ind i den afgørende fase, og det er anledningen til, at vi i det nye nummer af Euroman portrætterer Gifford, som bor og arbejder på øen Nantucket ud for den amerikanske østkyst. Journalist Sara Maria Glanowski mødte en Rufus Gifford, som var travl, alvorlig og sammenbidt. Det er alvorens time for USA, og på sit hjemmekontor er Gifford dagligt i kontakt med sin store kampagnestab og med de mange donorer, som gerne vil bidrage til Bidens kampagne. Gifford erkender gerne, at 77-årige Biden muligvis ikke er det optimale bud på en præsident. Men han er bedre end skolegårdsmobberen Trump. Tanken om fire år mere med Trump som præsident er ubærlig for Rufus Gifford. Hverken han eller hans mand, Stephen, har lyst til at bo i et land, de ikke længere kan genkende og er stolte af. Skulle Trump vinde endnu engang, har Rufus og Stephen forberedt en plan: De forlader USA og flytter til Danmark sammen med deres to hunde. Herfra skal lyde: I er altid velkomne.