Danske kokke i Spanien

ICEX – det spanske organ for udenrigshandel – giver igen i år blandt andet danske kokke mulighed for at udvide deres kendskab til spansk gastronomi gennem et ophold på otte måneder i Spanien.

Danske kokke i Spanien
Offentliggjort

Projektet blev søsat i 2007, og siden har knap 50 kokke fra hele verden, herunder Danmark, været på gæsteophold på nogle af Spaniens bedste restauranter. I år er Danmark repræsenteret i ICEX’ program med Thomas Steinmann fra Restaurant Babette i Vordingborg og Peter Nannestad Hansen fra Restaurant Grønnegade i København. Thomas Steinmann skal dele sit ophold mellem Restaurant Ramiro’s (én michelinstjerne) i Valladolid og Restaurant El Racó De Can Fabes (tre stjerner) i Sant Celoni ved Barcelona, mens Peter Nannestad Hansen først er på Restaurant Las Rejas (én stjerne) i Cuenca og derpå drager videre til Restaurant Guggenheim i Bilbao. Restaurant Guggenheim drives af Martín Berasategui fra den trestjernede restaurant af samme navn.