Ravioli med broccoli, østers og caviar

Hjemmelavet ravioli med fyld af broccoli, østers, caviar og parmesanost

Offentliggjort

Ingredienser

  • 12 limfjordsøsters
  • 1 broccoli
  • 25 g ricotta
  • 25 g revet parmesan
  • 20 g caviar - fx den franske Baerii
  • 1⁄2 dl piskefløde
  • 1 citron
  • Salt
  • Peber

Pastadej:

  • 150 g hvedemel
  • 100 g durummel
  • 1 æg
  • 1 æggeblomme

  1. ALLE INGREDIENSERNE TIL dejen blandes sammen til en smidig og sej dej, der sættes på køl til senere brug. Broccoli skylles og skæres ud i små buketter. Broccolistilken skrælles og skæres ud i mindre stykker, som koges møre i letsaltet vand. Vandet hældes fra, og stilken køres hurtigt på køkkenrobot med ricotta, revet parmesan, lidt revet citronskal, salt og peber til en grov puré.
  2. Ravioli laves ved, at pastadejen rulles tyndt ud, og der stikkes små cirkler ud, som pensles med æg og vand. Derpå lægges en lille klat broccolipuré. Som låg lægges en ’pastacirkel’ på toppen og raviolien lukkes så ved at trykke de to pastacirkler godt sammen.
  3. ØSTERS ÅBNES, TJEKKES for skalrester og lægges i en skål. Østersvæden sies over i en gryde, hvori østersene pocheres, når væde og østers varmes op til lige under kogepunktet. De skal have ca. 1 minut. Det er vigtig, at de ikke koger, da de bliver hårde og seje af for høj varme.
  4. De pocherede østers tages op, piskefløde tilsættes væden, der reduceres til det halve og smages til med citronsaft og peber. Østerscremen skummes op med en stavblender, før anretning. Raviolierne koges 3-4 minutter, så de stadig er al dente. Broccolibuketterne koges 1/2 minut. De skal være supersprøde.
  5. ANRET RAVIOLIERNE PÅ tallerkner med pocheret østers og broccoli, østerscremen hældes ud over og til sidst toppes med caviar.