Lad det være sagt med det samme: at give det komplette overblik over samtlige øl-typer lige nu, svarer lidt til at ville liste alle verdens vine op. Meget tilsvarende vinen så afhænger det af tilgangen til, hvad der definerer en type: er det regionalt eller historisk ophav, der er afgørende? Ligesom man også kan se på, hvorvidt øl-typen er defineret ud fra ingredienser eller brygmetoder?
Vi vil dog alligevel her forsøge - med den brede øl-pensel, bevares – at give et overblik over de mest klassiske typer øl samt et praj om, hvilke madretter de forskellige øl-typer kunne gå godt til. Kort sagt – nok viden til at du kan rejse imponerede blikke, når du næste gang står nede hos din lokale øl-købmand og 'casual' spørger ind til, hvorvidt hans IPA'er er brygget efter klassisk engelsk eller moderne amerikanske opskrifter?
For selv om vinbranchen har været dygtige til at lære danskerne at drikke vin til maden, så har vi i Danmark en tradtion for at drikke øl til maden. En tradition vi ligeså langsomt er ved at bevæge os tilbage i mod.
Pilsneren – tjekkisk øl med danske aner til ostebordet
Pilsneren er en klassiker i sig selv. Øllen kan variere i smag - fra den afrundet sødme til en frisk, bitter smag fra humlen. Det er en øltype, der fungerer eminent som tørstslukker en varm sommerdag i kolonihaven, mens den også går til det danske frokostbordet. Server pilsneren til det dansk smørrebrød eller til det traditionelle danske ostebord. De lidt spicy asiatiske gør pilsneren sig også godt til.
De oprindelige tjekkiske og tyske pilsnertyper er præget af stor karakterfuldhed. Selv om pilsneren ikke blev opfundet i Danmark, så har vor lille land faktisk spillet en central rolle i udviklingen af den klassiske europæiske pilsner. Det var nemlig den Carlsberg-ansatte forsker Emil Chr. Hansen, der opdagede metoden til at isolere og opdyrke den gærstamme, som i dag bruges i de fleste af verdens pilsnerøl.
Lys ale – en blond øl med procenter
Lyse ales spænder fra de belgiske ales (blonde ales, som er søde og frugtige) til pale ales (typisk fyldigere maltsmag og en mere markeret bitterhed). "Blonde" er fællesbetegnelsen for alle lyse ales, der er brygget efter belgisk metode: her overgærer man øllen, hvilket giver den rige noter af frugt og en typisk højere alkoholstyrke.
Skal øllen serveres til mad, så gør biére blonde sig godt til braiserede retter, salater og skaldyr.
Pale ale bruges som fællesbetegnelse for alle gyldne ales, der primært er brygget efter engelsk stil. De adskiller sig smagsmæssigt fra de belgiske ved deres markerede humlebitterhed. De såkaldte india pale ales stammer fra kolonitiden, og var typisk stærkere i alkohol og med ekstra humle, så de kunne holde sig på rejsen til Asien.
Her er det værd at bemærke, at der smagsmæssigt kan være ret så stor forskel på de IPA'er, der er brygget efter klassisk engelsk opskrift og på de moderne, amerikanske IPA'er. Sidstnævnte markerer sig ved typisk at have en meget dominerende humleprofil. Carl Jacobsen bryggede i øvrigt IPA på Carlsberg allerede i 1871 – det er denne opskrift, som i dag har inspirere Jacobsen India Pale Ale. Afhængigt af hvilken type IPA man er til, så er IPA'en oplagt til både engelsk pubmad, indiske curries samt burger og barbecue.
Mørk ale – klosterøllen til din bøf
Koblingen mellem rødvin og en god steak er en klassiker, men klassiker kan ofte med fordels twistes lidt. Prøv en kraftig og fyldig mørk ale næste gang den står på bøf. Det kommer ofte bag på folk, hvor god en kombination det her faktisk er. Hvis man går efter en afdæmpet sødme og god maltbitterhed, så får man nogle gode tanniner, der virkeligt matcher kødets proteiner.
De engelske brown ales er typisk ikke så alkoholstærke som de belgiske, og de belgiske er generelt lidt sødere end de engelske. Men begge typer har den karakterfulde smag fra de mørke malt til fælles. Dubbel er sandsynligvis den ældste af alle de moderne belgiske klosterøls-typer. Typen brygges af både trappistbryggerier og som licensbryg for eksisterende klostre, hvor mange af disse klostre, som fx Grimbergen, har brygget øl siden middelalderen.
Porter – den mørke øl til det russiske hof
Den mørke porter kan i mange tilfælde overdøve den mad, den serveres til, men en sødlig porter er et fortrinligt valg til velmodne oste såvel som søde chokoladedesserter. Er man derimod ude i klassikeren "porter & østers", bør man vælge en bitter porter. En porter kan også med fordel bruges som væde til langtidsbraiserede kødretter, som fx boeuf bourguignon og osso buco.
Porteren kan spores helt tilbage til 1720'ernes London. Her blev de kraftigste udgaver kaldt stout. I 1850 begyndte man at se forskellige undertyper, men fælles for dem alle var dog den massive fylde og kraftige aroma frembragt af hårdt ristede malte.
Såkaldte Baltiske portere er undergærede og typisk lidt mildere og lysere end de de oprindelige overgærede portere. De baltiske portere har deres navn, fordi de blev medbragt af engelske handelsskibe, når de handlede med Østersøområdet i det 18. århundrede. De stærkeste af disse var populære hos det russiske hof i Skt. Petersborg, hvorfor betegnelsen "imperial stout" eller "imperial russian" i dag referer til de stærkeste undergærede portere.
Hvedeøl – den bayerske øl til salat, fisk og grillpølse
Når man taler om hvedeøl, refererer man typisk både til den bayerske og belgiske øl-tradition. Den bayerske hvedeøl er brygget udelukkende på malt og humle efter det gamle Reinheitsgebot (renhedspåbud), mens den belgiske er tilsat krydderier og tilmed en smule mælkesyre. Fælles for begge traditioner er dog, at de er overgærede og brygget på hvede- og bygmalt.
Hvedeøl er nogle af de mest frugtige øl, der findes, og da de samtidig har både blød fylde og syrlighed, er de meget velegnede til det lidt lettere køkken. De belgiske hvedeøl er med deres syrlighed velegnet til inddampning af fisk, muslinger og skaldyr. De bayerske hvedeøl har mere sødme og fylde og passer som sådan bedre til fyldige salater eller en god grillpølse.
