3 serier om livets bagside

Både kærlighed, musik og finanser har en mørk bagside på streamingtjenesterne for tiden.

Normale mennesker
Offentliggjort

Verden er ikke, hvad den har været.

Det kan man roligt sige i denne coronatid, men også på streamingtjenesterne lader flere premiereaktuelle serier til at ville fortælle noget dybereliggende. For uanset om emnet er kærlighed, finanser eller musik, så banker de dystre bagsider på igen og igen.

Det er naturligvis let at slå dette hen som en tendens, der altid har det med at knopskyde, når de globale sindsstemninger er afmattede. For hvem gider egentlig glo på et jazzorkester, der spiller som en drøm hele tiden, eller på ungdomskærlighed, der er mere mundsavl end kontroverser?

Alligevel er der nu noget særligt på spil i øjeblikket på streamingtjenesterne.

For at det tungsindige melder sig midt i fortællinger, der ellers kunne handle om fascination og succes, er ingen tilfældighed. Efter år, hvor man har kunne grine og røres af eksempelvis en ungdomsladet serie som ’Skam’ eller en finansparodifilm som ’The Big Short’, er øjeblikket nu kommet til en slags tæppefald. Vi har set serier som ’Euphoria’ og 'Billions' titte dramatisk og dystert frem tidligere, men for tiden lader det til, at en reel tendens er ankommet.

Det er følgende tre serier glimrende eksempler på. De ligner nemlig noget, vi tror, vi har set før, men er det langtfra.

The Eddy

Det siges, at musik kan være terapi, men hvad hvis tonerne ikke kan få tomheden til at gå væk? Under fortællingen om spillestedet ’The Eddy’ i Paris simrer en række kuldslåede sjæle, og det skaber et fremragende musikalsk drama.

Afsnittene har hver sin hovedperson, men fælles for dem er et mørke, som de kan flygte flygtigt fra et øjeblik, når musikken spiller. Det er Oscar-vinder og jazz-entusiast Damian Chazelle, der producerer og ikke mindst instruerer et par af afsnittene her, og ligesom trommebraget ’Whiplash’ og musicalmesterværket ’La La Land’ har også ’The Eddy’ en rytme, der er så stærk og vanedannende, at man swinger hele vejen igennem serien.

’The Eddy’ er nemlig som et jazznummer. Den har en melankolsk tone, men er alligevel ikke bange for at improvisere lidt undervejs, og under alt dette lurer det menneskelige mørke konstant. Uanset om historien handler om en far, der er flygtet fra en tragedie, men som nu får besøg af sin datter, eller om at spillestedet skylder nogle knap så rare typer penge, er stemningen trykket. Det er tydeligt, at der bag ethvert godt jazzensemble spiller en plaget sjæl.

Kan streames på Netflix

Devils

Man skal holde tungen lige i munden, når ’Devils’ spurter over skærmen. For der er fart på finansfiflerierne i fortællingen om, hvordan den finansielle verden er så svær at regne ud, at den samtidig er den perfekte handelsplads, hvis man gerne vil tiltuske sig korrupte fordele. Finanskrisen har skabt endnu flere mugligheder for netop dette, og det udnyttes til fulde af Massimo, der har succes med at handle værdipapirer.

Men da en forfremmelse ligger og vugger snublende nært i farvandet, opstår der pludselig morderlige problemer, og nu må den udspekulerede finansmand pludselig indlede en krig imod sin egen overordnede.

Det lyder kynisk og klichéfyldt, men er kun det første. For her er bestemt intet at more sig over. Tværtimod formår ’Devils’ at skabe en baggrundshistorie, hvor Massimos opstigning fra den italienske fattigdom er stærk og skræmmende.

For ved at den finansielle overklasse lukker de smarteste fra slummen ind, lukker den samtidig effektivt munden på dem, når det kommer til kvik kritik og lette løsninger. Derfor skal der da også utraditionelle metoder til, hvis hele systemet skal åbnes op. Dem står blandt andet danske Lars Mikkelsen bag som en moderne og anarkistisk whistleblower.

Kan streames på C More

Normale mennesker

Hvis du endnu ikke har læst Sally Rooneys roman ’Normale mennesker’, der udkom på dansk i 2019, så læs den! Rooney mestrer at formidle følelser, så det gibber i én. Og på fuldstændig forrygende vis formår Lenny Abrahamson og Hettie Macdonald at omsætte den sløvt intense kærlighedsfortælling om irske Connell og Marianne til en smuk, nænsom og alligevel ravmørk kærlighedsserie.

For bag forelskelsen står dramaet og lurer på en ny og underfundig måde. Det her er ikke overrislende kærlighed, eftersom det er rigmandspigen Marianne og den flotte fyr Connell, hvis mor er rengøringshjælp i Mariannes hjem, der forelsker sig, men det smukke er netop, at det hele virker så plotløst. Alt drives frem af energien imellem de to unge, og billederne fanger deres usikkerhed til perfektion.

’Normale mennesker’ handler om, at det er svært at overgive sig fuldstændig til hinanden, når man ikke helt kender sig selv endnu, og derfor finpudser de to unge også hinandens personlighed igen og igen. Det fører store kvaler med sig, men det er samtidig det, der skaber et ubrydeligt bånd imellem Marianne og Connell.

Kan streames på DRTV

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming og Netflix