Anders Haahr Rasmussen: "Jeg kunne nærmest mærke, hvordan litteraturen gik i kroppen på mig"

Som dreng fik jeg 100 kroner i lommepenge hver måned, og derudover fik jeg lov til at købe et Anders And-blad hver uge. Jeg husker det meget tydeligt, for på et tidspunkt blev mine lommepenge sat op til 150 kroner, men så skulle jeg selv betale for mine Anders And-blade. Jeg læste ikke ret meget andet end Anders And. Jeg har en papsøster på min alder, og vi konkurrerede altid. En sommer begyndte hun at læse ’Det lille hus på prærien’. Jeg tvang mig igennem de første 100 sider, og så gav jeg op. I gymnasiet skulle vi læse ’Barndommens gade’. Hold kæft, hvor jeg drømte om at lave noget andet i hvert eneste sekund, jeg sad med den bog. Mine forældre, som begge er folkeskolelærere, overvejede, om de skulle intervenere, fordi de havde en velbegavet dreng, som ikke fik anden stimulus end fra Andeby.

Den første bog, jeg virkelig blev suget ind i, var ’Ambassadøren’, Jakob Kvists bog om Michael Laudrup. Jeg var 16-17 år, da jeg læste den. Det var før internettet, så det var meget lidt, man vidste om Laudrups liv og karriere. Han var en gud i min verden. Det var for vildt at blive taget med ind i spillerbussen på vej til kamp og høre om professionel fodbold.

Senere, da jeg som 25-årig studerede sociologi i New York, læste jeg sociologer som Émile Durkheim og Michel Foucault, og det sprængte nærmest min hjerne i stykker. Det ændrede mit syn på verden og sociale dynamikker, og hvordan samfundet er skruet sammen og forholdet mellem individ og fællesskab. Jeg var totalt på røven over de sociologiske tænkere, som også kunne skrive og formidle.

Jeg begyndte at færdes i kredse, hvor det, når man var på date, var fedt at have læst god litteratur. En af de første romaner, der gjorde indtryk på mig, var ’Glasklokken’ af Sylvia Plath om en ung kvinde, som i 1950’erne får et praktikophold på et modemagasin i New York. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan litteraturen gik i kroppen på mig. Jeg forstod, hvor neuroserne og hysteriet og klaustrofobien kom fra. Jeg havde en profil på en datinghjemmeside, som man jo havde dengang, hvor jeg skrev, at jeg havde læst ’Glasklokken’ (med den engelske titel ’The Bell Jar’, red.). En kvinde skrev til mig: ’Do you really like the ’Bell Jar’ or are you just toying with all the hot feminists in here?’ Så det kunne litteratur også, hvis du forstår.