De seneste år har
artisterne Lamin, Blæst og Drew Sycamore haft æren af at indtage Danmarks
største festivalscene som det første act, og i år bliver det, vanen tro,
en artist, der står midt i sit store gennembrud: Annika.
”Jeg har stået foran
Orange Scene utallige gange og set en masse sindssygt dygtige artister spille.
Det er så overdrevet, at jeg får lov til at stå på samme scene som dem. Det
glæder jeg mig helt vildt til,” udtaler den 20-årige sangerinde i en pressemeddelelse.
Det er kun lidt over
et år siden, Annika debuterede med hittet ’Knuser Hjerter’, der i skrivende
stund har næsten 17 millioner afspilninger på Spotify. I 2024 blev hun hædret
med både P3 Gulds ’P3 talentet’ og en Danish Music Award for ’Årets Nye Navn’. Nu skal hun altså prøve kræfter med den ultimative udfordring, og med sine blot 20 år bliver det som den yngste nogensinde.
”Annika rammer lige i
hjertet med en ærlig og ufiltreret følsomhed. Med sange, der kredser om livet
som ung, er hun på mange måder også en stemme for sin generation. Hun har en
energi, der kan udfylde selv de største scener, og nu er hun klar til at skrive
sig ind i historiebøgerne som åbner af Orange Scene på Roskilde Festival,”
siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.
Udover annonceringen
af årets Orange-åbner har Roskilde Festival også offentliggjort det fulde
program for opvarmningsdagene, eller First Days, som de nu korrekt kaldes, der
løber fra søndag 29. juni til og med tirsdag 1. juli, inden festivalpladsen
åbner.
Her kan man se frem
til at opleve andre fremadstormende artister som bandet Aphaca, der sidste år
storhittede med ’Smelter Under Månen’, og sangerinden Mumle, der ligesom Annika
har haft et voldsomt gennembrudsår i 2024.
Derudover en række
mindre artister som fx rapperen Merro8, Bette, Sira Jovina, Østen og mange
flere.
De
42 navne på årets First Days-program er:
Amna Naseer (DK)
Andachan (GL)
Aphaca (DK)
Bette (DK)
Betty Bass (DK)
Biji (SE)
Boy With Apple (SE)
Bye Bye Brenda (DK)
Bænch (DK)
Carlloyaboy (DK)
Casket Spray (DK)
Fakethias (NO)
G2G (DK/UY)
Gróa (IS)
Hillari (NO/PH)
J. Ludvig III (DK)
Jaleesa (DK)
Karoline Funder (DK)
Ki! (DK)
L1NA (SE)
Lay (DK)
Lea Eyðbjørg (DK/FO)
Lúpína (IS)
Merro8 (DK)
Molina (DK/CL)
Mumle (DK)
Rosa Faenskap (NO)
Sira Jovina (DK)
Skt. Delarge (DK)
Soap Horse (DK)
Split (DK)
Tex (SE)
Tonser (DK)
Uden Ord (DK)
Ungklang (DK)
Vilma Crow (DK)
Von Quar (DK)
Vægtløs (DK)
Wedding (DK)
Wicky (DK)
Østen (DK)
Øyunn (NO)
Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli, og todagesbilletter til fredag-lørdag er allerede
nu udsolgt.
Du kan købe billetter lige her.